Filosofi - Martinus og Boëthius

Den største bevarede faglitteratur skrevet af danskere før ca. 1300 tilhører fagområdet filosofi. Takket være intensiv udforskning siden 1960'erne ved vi nu meget mere om dette store kapitel af 'dansk' lærdomskultur – dansk i gåseøjne, fordi teksterne udspringer direkte af undervisning ved pariseruniversitetet og er helt internationale i sprog og indhold. De overleverede filosofiske tekster har form af kommentarer, traktater og debatsamlinger (kvæstioner), der lejrer sig omkring grundbøgerne ved artesfakultetet (det filosofiske fakultet) – hvoraf de fleste var skrevet af Aristoteles. Omkring 1275 forelå næsten alle kendte værker af Filosoffen, som han slet og ret kaldtes, i latinske oversættelser.

Filosofien var et fag under ekspansion i 1200-tallet, og der filosoferedes om det meste, selv når paven og pariserbispen en gang imellem blev forskrækkede og forsøgte at stoppe spekulationer, som stred imod officiel teologi. Pariseruniversitetet havde en mærkelig mellemstatus mellem at være det fineste paveligt anerkendte sted at blive teolog og at være en selvstændig institution med sin egen interne justits. Et af bindeleddende var de paveligt støttede tiggermunkeordner, franciskanere og dominikanere, som begge lagde vægt på lærdom, og begge var stærkt repræsenteret blandt lærerne, fx Thomas Aquinas (1224-74). Det aristoteliske grundlag betød, at man udviklede avancerede nye teorier indenfor grammatik, dialektik, logik, naturlære, etik og metafysik. Særligt to danskere bør nævnes her, da de var nøglepersoner i fremkomsten af en ny sprogfilosofisk retning i årene ca. 1270-1300, den såkaldte modisme – læren om betegnelsesmåder.

Martinus de Dacia, eller Martin af Danmark, (ca. 1245-1304) skrev en standardintroduktion om betegnelsesmåderne, som blev ganske meget brugt i Frankrig og Italien. Han var lærer i Paris, men indimellem tjente han ligesom de fleste andre intellektuelle, vi har mødt, den danske statsmagt. Omkring 1287 blev han kansler for Erik Menved, og i den voldsomme strid mellem ærkebispen Jens Grand og kongen i 1290'er-ne, hvor ærkebiskoppen støttede kongens modstandere blandt de norske og danske stormænd, var Martin involveret på kongens side, bl.a. som diplomat ved pavehoffet i Rom. Ligesom på Anders Sunesens tid, ca. 100 år tidligere, var indsigt i de dybeste materier i høj kurs, den var jo altid kombineret med international erfaring og elitær networking. Filosofisk og teologisk dannelse gav på den måde både legitimitet og autoritet, også selv når de dybe indsigter ikke blev anvendt konkret.

Vi kender næsten ingen biografiske detaljer om den anden dansker, Boëthius de Dacia – Bo af Danmark; hans levetid angiver man nu som ca. 1240-80, men det eneste, man er sikker på er, at hans centrale filosofiske lærergerning og produktion i Paris kan tidsfæstes til 1270'erne. Boëthius dækkede de fleste filosofiske emner, havde et stort forfatterskab (særligt i kvæstionsform) og var en original og indflydelsesrig tænker. Tre af de mere formfuldendte traktater blev i 2001 oversat til dansk, nemlig Om verdens evighed, Om drømme og Om det højeste gode.