Filosofisk raptus og åndeligt testamente - Niels Klim, Moralske Tanker og Epistler

Grænsen mellem Holbergs historiske og filosofiske raptus kan ikke trækkes skarpt op, da det historiske forfatterskab i stigende grad inddrager filosofiske temaer. Forsøgsvis kan det lokaliseres til den fantastiske rejseroman Niels Klims underjordiske Reise, udgivet på latin i begyndelsen af 1741, men dermed er det ikke tidsfæstet. I indledningen til Tredie Levnedsbrev (1743) oplyser Holberg detaljeret om produktionsomstændighederne for kirke- og heltehistorierne og den mindre betydningsfulde Bergens Beskrivelse (1737). Om den underjordiske Reise siges imidlertid blot, at den er skrevet „for nogle Aar siden“, men har ligget hen, da forfatteren ikke anså bogens skæmt for at stemme med hans høje alder. Holberg stiller sig således forlegen an over igen at åbne 1720'ernes satiriske åre. Måske har bogens karakter af statsroman, der ikke satiriserer over individuelle naragtigheder, men over et så ømfindtligt emne som statsformer, også fået indre alarmklokker til at kime. Det kan være én grund til, at Holberg skrev romanen på latin (under titlen Nicolai Klimii Iter subterraneum) og udsendte den i Leipzig, tilmed anonymt, men sløringen blev gennemskuet. Modtagelsen i Danmark var så hård, at Holberg bittert forsikrer aldrig „at løbe meere paa den Bane“. Til gengæld kunne han glæde sig over en positiv modtagelse i udlandet, hvor romanen på kort tid blev oversat til syv sprog. Drømmen om et sådant internationalt forfattergennembrud har sikkert også ligget bag valget af de lærdes internationale latin. En norsk student oversatte i 1742 Niels Klim til dansk. I dag læses den mest i Jens Baggesens oversættelse fra 1789.

Med Niels Klims underjordiske Reise knytter Holberg an til en tradition for filosofiske rejseskildringer, der strækker sig fra antikken over renæssancen og får tilføjet nye facetter i 1700-tallet. Han kombinerer Thomas Mores politiske Utopia (1516) – titlen spiller på det græske 'ou-topos' (intet sted) og 'eu-topos' (godt sted) – med Montesquieus satiriske Persiske breve (1721) og Jonathan Swifts eventyrlige Gullivers rejser (1726). Genrens metode går ud på at føre en rejsende ind i et fremmed univers, der vækker hans undren, og ved at konfrontere medbragte fordomme med nye erfaringer at skabe bevidsthed om alle kulturelle normers relativitet. Holberg siger i epistel 401 (1750), at Niels Klim er skrevet „til at erindre dem, som belee fremmede Vedtægter, at examinere med Upartiskhed og efter den sunde Fornuft deres egne. De ville da finde, at de Moder, som de have forelsket sig udi, og som de holde for meest rimelige og zirlige, grunde sig alleene derpaa, at de ere offentligen komne udi Brug og almindeligen antagne.“ Genren blev i 1700-tallet et af de væsentligste våben i kampen for tolerance.

Romanen handler om en norsk student, Niels Klim, der under udforskningen af en bjerghule uden for Bergen styrter i dybet og fortsætter ind i Jordens indre, hvor der viser sig et planetsystem lig det, der i det ydre univers kredser om solen. Efter en kort tid selv at have fristet skæbnen som roterende klode (Holberg gav sin fantasi frie tøjler) lander Klim på planeten Nazar, hvis civilisation han stifter bekendtskab med for senere at drage videre til andre egne af universet.

Centralt i skildringen står riget Potu (navnet vender ordet „utopi“), beboet af træer, som bevæger sig og tænker med en langsomhed, der gør styret fornuftigt og stabilt. Regeringsformen er enevælde med love, der stemmer med naturretten. Man dyrker en dogmeløs religion og praktiserer i det hele rationel åndsfrihed. Kvinder har adgang til offentlige embeder. Forbrydere straffes ikke, men helbredes eller – hvis dette ikke er muligt – landsforvises. Potu styres således efter tanker, Holberg havde gjort sig til talsmand for, så riget må opfattes som hans positive 'utopi', selv om han tager afstand fra utopisk tænkning som teoretisk konstruktion. Det centrale i Potus konstitution er overalt at foretrække erfaring frem for spekulation. Projektmagere, som vil indføre nye ordninger, skal fremstille sig med løkken om halsen, så de straks kan klynges op, hvis deres forslag forkastes. På væsentlige områder forbyder loven ligefrem, at der nogensinde kan foretages ændringer. Samfundstænkningen er således mere udtryk for erfaringsbaseret konservatisme end 'fordomsfri' rationalisme. En vaccination mod egentlig utopisk tænkning får Klim på sin rejse til Potus nabostater, som kan forekomme ideale, men har ensidighedens fejl. I Qvamso, en nation uden laster, kan man hverken elske eller hade; i slaraffenlandet Lalak, hvor alle goder kommer uden nogen arbejdsindsats, hendøser befolkningen et liv i tungsind; i Kimal, der svømmer i rigdom, „raser Frygt, Mistanke, Nid og Misundelse i alles Hierte“; i det fornuftige land savnes kappelyst; og i det uskyldige land er „ingen Udyder, men heller ingen Smag, Kunst, Pragt eller slige Ting, som holdes for Fuldkommenheder, give Staterne Anseelse, og forfine Menneskene.“

Kontrasten til Nazar møder Klim, da han, som den uforbederlige projektmager han er, forvises til firmamentet (Jordens inderside) og i staten Martina, der bebos af aber, møder et samfund, hvor alt fluktuerer og skifter efter moden. Martina er en karikatur af Frankrig. Her lykkes det Klim at stige til samfundets top ved at være „gal med de galne“ og blandt „alle de unyttige Kunster og daarlige Paafund jeg kiendte oppe i Europa“ at indføre parykken. Også her forstødes han imidlertid, dog uden egen skyld, og sendes videre på en rejse til vidunderlandenes fantastiske fabelverden, der giver en række satiriske billeder af europæiske skikke.

Ved at præsenteres for divergerende kultur- og samfundsformer bringes læseren til at indse alle formers relativitet. Niels selv bliver derimod hverken klogere eller mere tolerant. Efter mødet med de bizarre civilisationer ender han i en befolkning, der befinder sig i naturtilstanden. Her er det ikke Klims omverden, men ham selv, der bringes i fokus. De primitive mennesker, der er underkuet af omgivende dyr, modtager Klim som en guddommelig frelser, der giver mennesket dets herskermagt over dyrene. Klim får her mulighed for at forme civilisationsprocessen efter sit eget hoved, hvilket ikke fører til det gode, da han udvikler sig til en grusom tyran. Med sit kendskab til krudtet forbedrer han Qvamas militære magt, undertvinger omgivelserne og lader sig udråbe til kejser. Hovmodet medfører dog, at han fordrives. Under flugten styrter han igen i en klippehule, der fører ham tilbage til udgangspunktet.

Som vist forsikrer Klims indsigt i andres fejltagelser ham således ikke mod selv at begå de samme. Men erfaringerne samler sig efter rejsen til en radikal tvivl. Den i begyndelsen kæphøje unge teolog, der i meget minder om Erasmus Montanus, ender sine dage som et resigneret og indesluttet menneske, der slår sig til tåls i et klokkerembede. Romanen, der beskriver statsformer og samfundsforhold, gør således ikke sin helt klogere på det politisk-sociale område, men slutter med at lade ham trække sig mentalt ind i sig selv i en tungsindig skepticisme.

Denne position var, uden at være politisk udfordrende, farlig ved at støde an religiøst. Det var da også mod værkets relativisme og skepticisme, at kritikken satte ind. I sit forsvar for bogen trak Holberg alle gamle argumenter for satiredigtning af stald og glattede ud ved at sige, at hans hensigt ikke alene havde været at moralisere, men mere uskyldigt „at give nogle Prøver i belles Lettres“ (skønlitteratur). Men det slog ikke til. Holberg havde plæderet for tankefrihed i beretningen om idealstaten Potu, hvor der hersker mere frihed i religiøse spørgsmål end i politiske med begrundelsen, at den, „som farer vild i Religionen eller Troens Artikle, giør det allene til sin egen Skade; men den, som opkaster Tvivl mod de offentlige Love, og fordreier dem ved sine Forklaringer, forvirrer hele Staten.“ Dette skel mellem statsligt og privat gør troen til den enkeltes frie afgørelse. En sådan religiøs individualisme brød imidlertid med den gamle anskuelse, at en nation udgør et religiøst skæbnefællesskab, og at Gud straffer et rige for dets indbyggeres vantro. Holberg afviste også en kritik, der anklagede romanen for „Naturalismum“ (dvs. at den lod fornuften afgøre religiøse spørgsmål). Tværtimod illustrerer den, siger han, at den åbenbarede religion hviler på den naturlige, og tilføjer, at han af forsigtighedsgrunde i romanen netop har demonstreret åbenbaringens nødvendighed. Her henviser han til en episode i det ateistiske land Mikolak, hvor Klim må erkende, at „uagtet Lovene ere ypperlige, og Forbrydelser straffes paa det strængeste, er og kan der dog ikke være nogen Sikkerhed at vente i et Land, hvor man ingen Religion har, og tager ikke i betænkning at begaae enhver Forbrydelse, naar man blot kan skiule den.“

Romanen balancerer således på et paradoks. På den ene side lægges individuelle religiøse anskuelser uden for statens afgørelse; på den anden side er statens moralske orden kun sikret, når den enkeltes adfærd styres af frygt for Guds straf. Et retsvæsen, der kun anerkender positivt bevis og fx forkaster edsaflæggelse, slår ifølge Holberg ikke til. For ham er helhedens orden baseret på den enkeltes moral, en forestilling, den patriotiske tid arver og forvalter. Liberale tanker om, at et frit marked regulerer borgernes privategoisme til det fælles bedste, som var begyndt at dukke op, afviste Holberg kategorisk. Kritikken af Niels Klim for naturalisme, som Holberg personligt ikke vedkender sig, peger på et skisma mellem forfatter og genre. At Holberg i en enkelt scene påkalder åbenbaringen for at begrunde en religiøs tros nødvendighed, viser snarere, at genrens optik, at anskue verden med et forudsætningsløst blik, er ude af stand til at synliggøre en religiøs samvittighed. Descartes beklagede i Om metoden (1636), hvormed han grundlagde den rationalistiske filosofi, at vi først har været børn, inden vi kom til vor fornufts fulde brug, fordi „vore anskuelser umuligt kan være så klare eller så sikre, som de ville have været, hvis vi lige fra fødselen helt og holdent havde kunnet bruge vor forstand og kun var ledet af den hele tiden.“ Den filosofiske rejseroman virkeliggør Descartes' ideal om at betragte verden frigjort af tradition og vane. Men herved førte genren også Holberg længere ud i den moderne erkendelseskrise, som tolerancen var det moralske svar på, end han personligt kunne stå inde for.

I Moralske Tanker (1744) fremlægger Holberg sin mest omfattende moralske refleksion over verden, bl.a. ved i bogens indledning at fortolke sin samlede forfattervirksomhed under begrebet „Morale“. Fortalen præsenterer værket formelt som en udlægning af en række i 1737 udsendte latinske epigrammer, substantielt som den aldrende mands åndelige testamente. „Det er til moralske Meditationer og Theologie mine Studia nu omstunder ere fæstede: thi jeg anseer mig selv, i Henseende til min Alder og Svaghed, som en reisefærdig Mand, der maa forfatte sit Systema, førend han tager Afskeed og begiver sig paa Reisen.“ Et filosofisk system i betydningen sammenhængende verdensanskuelse er der imidlertid ikke tale om. Systemtænkning var den skeptiske Holberg direkte imod. Tværtimod havde han en forkærlighed for at opspore problemers paradokse indebyrd. Holberg havde fra o. 1740 læst den franske filosof Michel de Montaignes Essais (1582-88) og følt sig tiltrukket af denne tænkers skepticisme, personlighedsfilosofi („jeg er selv emnet for min bog“) og fremstillingsform. Genrebetegnelsen essai (forsøg) angiver, at de fremførte tanker ikke er resultater, men tilløb; tanken er på en gang forpligtiget til at gennemtrænge problemerne og indser på forhånd sin utilstrækkelighed. Holberg tilstår da også straks, at han i sine moralske tanker er „noget selsom“, men anser det for en kvalitet, da de derved kan „give andre Anledning til at examinere nøjere almindelige Meeninger, og efterforske, hvorvidt de ere grundede paa den sunde Fornuft“. Hensigten er at vække læseren til selvgranskning. Derfor fortæller han, der ellers fremhæver sin flid og omfattende læsning, at netop dette værk er skrevet mere på eftertanke end på læsning. Værket realiserer således ideen om tankefrihed i Niels Klim og bliver det første eksempel på, at en forfatter på egen autoritet ytrer sig i moralske spørgsmål.

Samme år som Moralske Tanker udkom, viste en beslægtet tendens sig i spectatorlitteraturen i Danmark. Men den huede ikke Holberg, der aldrig så med milde øjne på konkurrenter. „Jeg recommenderer selv Skrive-Frihed, men mig synes, at den paa nogle Aar gaaer for vidt. Jeg kunde nævne visse unge Skribentere, paa hvilke kand passe sig det som David siger: Nemlig: Lader dem blive udi Jericho indtil deres Skiægge voxe“, lød Jeronimus' kommentar.

Emnemæssigt spænder Moralske Tanker vidt. Her tages gamle komediemotiver som gerrighed og rangsyge igen op til behandling for psykologisk at forklare dem. Skæmtsomme indslag som fx „Forsvar for Pebersvendestanden“ er også indføjet. Kernestykkerne handler dog, som fortalen angiver, om moral og teologi. Væsentligst for Holberg er, at mennesket viser mod til at erkende og stemme erkendelse og tro af mod hinanden. Central i denne henseende er Holbergs kommentar til Epigram II, 85, „Om kulsviertro. Til Theodor“, der i Christopher Maaløes rapt moderne oversættelse fra 1955 lyder sådan:

Hvad hele staden tror, Johannes akcepterer;derfor han for en pæn, agtværdig mand passerer.Du, Theodor, tror kun, hvad du med skarp logikhar prøvet; du blir kaldt for løgnhals, bolsjevik.

Hvad epigrammet samler i et rids af et par psykologiske profiler, som kunne indgå i en satire, udfolder essayet i en længere kirkehistorisk disponeret diskussion af, hvilken mening begrebet tro har været tillagt til forskellige tider. Ukorrekt, men i samklang med egen grundholdning påstår Holberg, at „Reformationens Grundvold var den Christelige Frihed i at randsage, førend man troer“. Fra dette udgangspunkt argumenterer han sig frem til at gøre netop den personlige, intellektuelle efterprøvelse af religiøse spørgsmål til frelsegrund. „Jeg veed at jeg skal blive salig ved min egen og ikke ved min Sogne-Præstes Troe: jeg veed og at Religionen ikke som et Fidecommiss eller Arvegods forplantes fra Fader paa Søn, men at den maa grunde sig paa Examen. Og saasom det er hver Christens Pligt at randsage før man troer, saa er jeg forsikret, at naar en med Fliid leder efter Sandhed, at GUd tager Villien for Verket, endskiøndt han ikke finder den.“ Selv om Holbergs rationelle trosbe-greb i det centrale står i kontrast til den samtidige pietismes, er det med sit krav om personlig tilegnelse analogt.

I en stilistisk mindre krævende form følger Holberg i 1748 linjen fra Moralske Tanker med et bind Epistler, der i årene frem til 1754 efterfulgtes af endnu fire bind; sidste bind udkom efter hans død. I alt løb det op til 539 artikler. Værkets fulde titel: Epistler, befattende adskillige historiske, politiske, metaphysiske, moralske, philosophiske item skiemtsomme Materier antyder emnernes spændvidde. Med epistlerne fik Holberg en afløbskanal for alt, hvad der lå ham på hjerte. Titlen epistler [breve] går på den fiktive brevform, som Holberg benytter. Brevformen er dog blot løst anslået med et indledende „Til **“ og et afsluttende „Jeg forbliver & c.“, men giver mulighed for uden omsvøb at gå lige til sagen; i mange tilfælde afhandles sagen på et par sider. Emnekredsen er ikke blot vid, men divergerer i vægtfylde. Alt synes at optage Holbergs tanker. Ud over historiske, litterære, filosofiske spørgsmål også landbrugsøkonomiske, der beskæftigede ham som godsejer. Han følger med i nye strømninger i tiden, som ikke kun vækker hans nysgerrige interesse, men eksistentielt anfægter ham. Tiden var rig på videnskabelige teorier, der satte den traditionelle tro under pres.

Mellem de mange kommentarer til videnskabelige, filosofiske og litterære emner fletter sig meddelelser af mere personlig karakter. Essayet er en genre, der involverer jeget. Livshistorien, som Holberg havde meddelt i tre Levnedsbreve, føres i epistel 447 up to date. Hertil føjer andre epistler adskillige nærmest private betroelser. Holberg var en kändis, om hvem sladder var i omløb, og trods en forkærlighed for at posere som stoiker var han ømfindtlig angående sit omdømme; helt ned i intime detaljer. Når han fx klandres for ikke at bivåne „Brøllupper, Liig-Begængelser, Disputatzer“, får læseren at vide, at det ikke skyldes ligegyldighed, men vandladningsproblemer. Særlig sine formueforhold var det Holberg om at skabe forståelse for. Han havde altid levet skrabet trods sin professorgage og indtægter fra forfatterskabet. Bøgerne gav specielt godt afkast, da Holberg var sin egen forlægger og også boghandler, der mod kontant betaling solgte værkerne fra sin bopæl. Dermed havde han sammensparet en formue, der yderligere voksede ved indsigtsfuld spekulation. Formuen blev placeret i jordejendom; i 1740 købte han Brorup ved Slagelse og 1745 Tersløsegaard nær Sorø. Denne betragtelige kapital var det Holberg magtpåliggende at forklare og retfærdiggøre. Han vil bevise, at han ikke er gerrig, at det er af helbredshensyn, han lever spartansk, og at han som rationel forretningsmand ikke kan forære sine bøger væk. Holbergs vigtigste forsvar lød, at hans formue gik tilbage til samfundet. „De Midler, som jeg ved eget Arbejde og Sveed forsamler, holder jeg for, ikke at være mine, men at tilhøre det Societet, hvorudi jeg lever, og hvorudi jeg kand ansees ikke som en Proprietaire, men som en Casserer, der staaer under Regnskab“. Dette skete ved at testamentere formuen til Sorø Akademi. Ved dette mageskifte blev forfatteren til Den honnette Ambition selv adlet som baron, hvad der til Holbergs irritation fik nogle til at trække på smilebåndet. Adelskab var imidlertid den formelle måde at lægge sin private ejendom ind under kronens domæne. Holberg blandede hermed blod med det enevoldsregime, hvis tjener det var hans stolthed at have været. Som anerkendelse blev han stedt til hvile i Sorø Klosterkirke ved Absalons side.