Folkelig modernisme - Benny Andersen

Jørgen Gustava Brandt rakte ud efter medmennesket i sin digtning. Han havde ligesom de andre 60'er-modernister et udtalt, men ambivalent ønske om at få sin læser i tale. De skrev ofte i en form, der med arrogant og vrissen selvfølelse vender læseren ryggen og samtidig gør krav på at blive taget særdeles alvorligt, ja simpelthen på at være den eneste sande kunst. Disse digteres selvfølelse kendte i kunstnerisk henseende ingen grænser. Succeskriteriet for en sådan kunst er den brede læserskares afvisning, for den bekræfter jo lige præcis, at digteren hæver sig over vanen og det alment accepterede og kendte og er brudt frem til ny erkendelse. Ørnsbo kunne ligefrem hævde, at „Vejen til helved er belagt med medgang“.

Alene ud fra den læsersucces, som Benny Andersen (f. 1929) hurtigt fik med sine første digtsamlinger, er han en outsider blandt outsidere. Med en fortid som lærling på et reklamebureau og omrejsende barpianist har han også haft en levende sans for det brede publikum, som ikke har interesseret akademisk uddannede digtere som Jørgen Sonne, Uffe Harder, Ivan Malinowski og Jess Ørnsbo. I forhold til dem repræsenterer Andersen en tænksom naivitet, som han ikke blot dyrker i sine digte for voksne, men også i børnebøgerne om Snøvsen (1967-72) og i sin udgivelse af indsamlede børnerim (1964). Man ser den holdning helt ud i bogomslagene, der gerne i chagallsk stil demonstrerer en naivisme, som man dog aldrig skal forveksle med blåøjethed. Nok kan Benny Andersen fremstå som den godmodige hyggepianist, der helst ikke vil forulempe nogen, men han drager også frem med kulturkritisk snert og engagement. Ja, faktisk har han i al sin afvæbnende afmagt været en væsentlig kraft i dannelsen og forståelsen af dansk mentalitet igennem de sidste små 40 år.

Toner og ord hænger fra begyndelsen af sammen for Andersen, der både mestrer den mundtlige stil i frie vers og de sangbare visestrofer. I debuten Den musikalske ål (1960) lægger han ud med hereticanske efterklange, men også med en humanistisk og fortrøstningsfuld energi, som man genkender fra Rifbjergs Under vejr med mig selv (1956). I „Widescreen“ får den livstrætte og kulturkritiske mand således en åbenbaring af de små, men væsentlige:

Jeg vandrer kølig og blodforladtog vrisser ad solnedgangen.Widescreen! Hollywood! Technicolor!Og glor så ned i flisernefrankeret med fedtede blade.Da smælder en kastanje for min fod.Et blankt brunt øje åbner sig.Skuer himmel og jordfor første gang.

At se verden, som den er i al sin enkelhed og bag om filmverdenens klichéfyldte udgave, kan være både svært og pinefuldt. Men det er ikke desto mindre det, som står på digterens program i de følgende tre samlinger, Kamera med køkkenadgang (1962), Den indre bowlerhat (1964) og Portrætgalleri (1966). Med en afdæmpet konfrontationsmodernistisk holdning og sprogføring – set i forhold til Rifbjerg og Ørnsbo – går også Andersen i clinch med den moderne verden, dens ting og åndløshed. Men hvor de andre tamper løs på uvirkeligheden, lader Andersen i en lang række rolledigte den lille mand formulere, hvordan han er i klemme mellem den moderne verdens enorme krav og den faktiske menneskelige afmagt. I rolledigtene afslører den monologisk talende sig selv og bliver karikatur, sådan som det også sker i Andersens to novellesamlinger Puderne (1965) og Tykke-Olsen m.fl. (1968). Det sker med digterens selvironiske distance og humor og med en solidaritet med samfundets små mennesker, der tilsammen bliver Andersens vandmærke gennem hele forfatterskabet, hvad enten det er i de mange digte og viser eller i de færre noveller og børnebøger.

Mennesket befinder sig i udkanten af verden i den mest radikale modernistiske digtning gennem 1960'erne, og det ender med helt at forsvinde i den såkaldt konkrete poesi og i computergenererede lyriske eksperimenter. Andersen holder imidlertid stædigt fast ved mennesket og placerer det centralt. Rolledigtene lader det aldrig ude af syne, og hans sprog demonstrerer i sig selv en humanistisk holdning, i og med at det bliver mere og mere talesprogsnært uden dog på nogen måde at blive trivielt.

Andersen har nok en klar humanistisk holdning gennem hele forfatterskabet, men det væsentlige er, at den er båret af et sprog, der står i modsætning til al konformitet og fantasiløshed.

Det er hans helt særlige evne, at han kan vende og dreje en hvilken som helst død frase og metafor og give den liv og betydning igen. Konkret og abstrakt tørner sammen med en humoristisk og overraskende effekt, når det fx i rolledigtet „Hypokonder“ forlyder, at „Det flimrer for mit livssyn / jeg har trykken for principperne / mit rygte har allerede kløet længe“.

Mens man hos hans modernistiske kolleger nogle gange kan komme på den tanke, at de midt i metaforflommen utilsigtet har glemt, hvad det er digtet drejer sig om, så er man sjældent i tvivl, når man læser Andersens digte. Det hænder dog især i de første to digtsamlinger, at der er gådefulde billeder i klar modernistisk stil, men de er borte i Den indre bowlerhat, og Andersen vender ikke tilbage til dem. I stedet forlader han i 1970'erne helt et modernistisk formsprog, idet han fremover og med overbevisende talent dyrker visegenren i blandt andet Svantes viser (1972) og det talenære prosadigt i Himmelspræt eller Kunsten at komme til verden (1979).

Den indre bowlerhat blev Andersens store gennembrud i 1964. Samlingen solgte alene i 1960'erne over 20.000 eksemplarer, hvad der er helt exceptionelt for en digtsamling. I modsætning til sine modernistiske kolleger blev Andersen læst af andre end en snæver kreds af kolleger og særligt interesserede litterater.

Den engelske hat er symbolet på stive konventionelle former, og det er de indre og mentale af slagsen, det handler om her. Hæmninger og angst for den store uoverskuelige moderne verden er der rigeligt af i Andersens digte. I „Syvsover“ taler manden, der helst vil blive under dynen, men som må sande, at „man ventes derude ved dynegrænsen / med spørgsmål, aftaler, slidske, slips / man ventes at vågne / man har pligt til at grave sig ud / en gang om dagen (…) tage stilling / tage ved lære / tage ved“. Man burde burde, som det hedder i et andet digt, der også peger på alle de krav, der stilles til det moderne menneske. Godt nok er det hårdt at komme ud af fjerene, og man lider på forhånd af præstationsangst, som i „På høje tid“, men ifølge Andersen er det nødvendigt at konfrontere sig med den ulidelige og vidunderlige verden. Det er nødvendigt at komme „På afveje“, og derfor lyder opfordringen: „brug heller ikke vejene / de er i vejen“ . Man må lade konvention og tradition bag sig i forsøget på at formulere sin egen vej.

I „Søvnløs“ kan han da også stille følgende „forslag til i morgen / hold øjnene åbne / hold ørerne farbare / gør noget ved verden / vikl dig ind / kom i klemme / kom ved / hvordan ellers kunne vedkende sig / sin drød døvn døm drøv“. Den søvnløse kløjes i sproget og har svært ved at sige de store ord: død og drøm. De mægtige eksistentielle armsving, som døden og drømme giver anledning til, har han – og Andersen – svært ved at formulere. Andersen skyer nemlig som de andre modernister al patos, men han får alligevel de store følelser ud indirekte. Netop hans ironiske distance gør det muligt at skrive digte med titler som „Lykken“, „Livet“, „Sjælen“ og „Godhed“, uden det bliver tungt og gravalvorligt. De beskedne livserkendelser, at lykken er svær at omgås, og at godheden har de bedste vilkår, når man er alene, underspilles med det paradoksale resultat, at de under naivitetens maske fremstår som friske og gyldige sandheder. Det samme lykkes ham i glansnummeret „Svantes lykkelige dag“. Her står Svante og solen op, mens hans elskede Nina er i bad, og ud af denne simple morgen springer oplevelsen og erkendelsen af livet, lykken og glæden: „Livet er ikke er det værste man har / og om lidt er kaffen klar“.

I Svantes viser spiller Andersen på alle sine tangenter. Han skildrer det mareridtsagtige forbrugerræs i stormagasinet, udstiller den lille mands selvynk og potentiale, og udsiger den smertefulde længsel og dødsbevidsthed. Men han kan altså også på netop den baggrund tale ægte og overbevisende om lykken. Og så giver han i en parodi på Edvard Lembckes fædrelandssang „Vort Modersmaal er dejligt“ (1859) et kritisk billede af danskeren og sproget. Den gamle nationalromantiker Lembcke kunne tale om sproget som en ung, højbåren jomfru, men den går ikke mere. I Andersens sang er det blevet til en halvgammel luder, som dog stadig holder ud. Sproget er brugt og prostitueret af alskens politiske, ideologiske og økonomiske interesser, men lader sig altså stadig bruge, hvis man håndterer det på en tilpas fantasifuld og respektløs måde.

Allerede i Den indre bowlerhat anslår Andersen det nationale tema, som han vender tilbage til igen og igen – blandt andet som kritisk-kærlig verdensborger i Danmark i Denne kommen og gåen (1993). Det er den danske selvtilstrækkelighed, der står for skud, og som altid – og det vil sige lige siden Grundtvig – storheden i den danske lidenhed, der indirekte prises. I „Smil“ og „De rigtige mennesker“ skildrer han satirisk den danske mindreværdsfølelse i lyset af masseturismen. De rigtige mennesker er tilsyneladende dem sydpå, mens de nordiske lever et falskt og tomt liv. Men netop denne forenkling gør digtet op med, fordi den bygger på selvhad og flugt fra hverdagen. Omvendt skildrer han, hvordan han blev borger i „smilets land“, og hvordan dette smil sætter sig fast og er i vejen for en sand erkendelse og livsudfoldelse. Smilet dækker over „råddenskab og blodtørst“ og altså over det såkaldt pæne menneskes dæmoniske sider, som netop modernisterne har et godt øje til. Dette smil (som sender hilsener til Jeppe Aakjærs „Jeg bærer med Smil min Byrde“)

rager ud som en kofangerriver hatte og briller af folkjeg bærer med smil mit smil mit halvmåneåghvorpå man hænger bekymringer til tørrejeg må lægge hodet på sidennår jeg skal gennem en dørjeg er borger i smilets landdet er ikke spor morsomt.

Digtet viser Andersens metaforer i livlig associativ bevægelse og ham som en morsom mand. Det syntes i hvert fald både anmeldere og læsere i 1960'erne, hvor han blandt alle de modernistiske lyrikere fremstod som dén, der kunne kommunikere med en bredere læserskare, og som den eneste, der fik et bredt folkeligt publikum. I Andersens form bliver modernismen så populær, at det ud fra et radikalt synspunkt kan hævdes, at den i 1963 sejrer sig ihjel. I kunstnerisk forstand bliver den til en blød bowlerhat og ikke til en opslået kniv, som læseren kan skære sig på.