Poul Borum omgivet af unge forfattere i forbindelse med et oplæsningsarrangement ved Peblingesøen i København, sommeren 1984. Fra venstre Thomas Boberg, Anders Rou Jensen, Kim Skotte, Poul Borum, Juliane Preisler, den norske forfatter Terje Dragseth og Jens Asbjørn Seehusen.

.

Lyrikoplæsninger på caféerne blev populære og eksporteret til arrangementer i andre slags regier. Populariteten ansporede digterne til at udvikle deres personlige oplæsningsstil, deres egen performance: Dan Turèlls monotone, opremsende, hurtige, amerikanske messe-rap, Pia Tafdrups inderlige legato, F.P. Jacs ekspressive stil, som her er fastholdt under en oplæsning i Huset i Magstræde i København 1982.

.

Digteren, redaktøren og litteraturkritikeren Poul Borum var en nøgleperson i denne periode. Som redaktør (1968-96) af tidsskriftet Hvedekorn udvalgte han fra omkring 1976 nye unge digtere fra Hvedekorn til månedlige navnkundige workshops i sin lejlighed i Havnegade i København. Med udgangspunkt i en modernistisk tradition og sin brede viden om international litteratur fungerede Borum som coach for den unge hvede. Han lagde hermed grunden til den institution, han senere skulle blive rektor for: Forfatterskolen, der blev oprettet i 1987. I de bølger af debut'er, der fandt sted fra 1976 og frem, var en stor del fra hans 'skole', blandt andre F.P. Jac (Flemming Palle Jacobsen), Michael Strunge, Henrik S. Holck (f. 1961), Merete Torp (f. 1956), Klavs Bondebjerg (1953-2004), Jens Fink-Jensen (f. 1956) og Søren Ulrik Thomsen. Andre debutanter i perioden var med uden at være 'på skolebænken' hos Borum; blandt andre Klaus Lynggaard (f. 1956), (Henning) Sam Fleischer (f. 1956), Nina Malinovski (f. 1951), Bo Green Jensen og Juliane Preisler.

Men det var i Borums forum, hvor skiftende gæster af 'etablerede forfattere' sad med på sidelinjen (blandt andre Asger Schnack, Per Aage Brandt og Hans-Jørgen Nielsen), at man havde følelsen af, at 80'er-lyri-kerne var født – altså længe inden ti-året 1980 var begyndt:

lad bierne suge honningen fra din kærligheds kropsbladlad menneskene knuse deres ærgerrige neglenår vor nytænkning blomstrer ud af sommereftermiddagender skal pudse 80'erne af som motiverede

Sådan brød F.P. Jac med 1970'ernes politiske prosalyrik allerede i 1976 med sin debutsamling Spontane kalenderblade og indvarslede hermed den nye generations krav til æstetik og tematik. To år senere debuterede Michael Strunge med Livets hastighed og Henrik S. Holck med Vi må være som alt, og i 1979 kom Jacs anden samling med den insisterende titel: Jeg er fandme til, men det hele foregik uden særlig bevågenhed fra pressen.

Først i 1981 med Michael Strunges Vi folder drømmens faner ud og debutsamlingerne fra Bo Green Jensen: Requiem & Messe, Søren Ulrik Thomsen: City Slang og Pia Tafdrup: Når der går hul på en engel, og med F.P. Jacs provokerende udsagn om, at han arbejdede på at dø af druk inden han blev 30, kom omtalerne og anmeldelserne, som gjorde, at offentligheden for alvor blev opmærksom på en ny kunstnergenerations tilstedeværelse. Søren Ulrik Thomsen udtrykker i sit tilbageblik, at det først var i 1982, „første gang jeg hørte Pia Tafdrup læse op, at jeg syntes, at jeg rigtig ankom til Firserne: Skønt der så vist også her var store forskelle, var der dog så meget i hendes digte, der gav genklang i mig, at en mere direkte overensstemmelse kunne opleves: Kroppen som nøglefigur, et hårdere beat og en mere insisterende rytme, der snart kunne artikulere ekstase, snart rædsel.“

Fælles for den unge 80'er-digtergeneration var den historiske bevidsthed, de skrev ud fra. De var født mellem 1950 og 1960 – årgangene lige efter ungdomsoprøret og hippiebevægelsen – og vokset op i en tid, hvor alt var politisk, inklusive kunsten. Den tekniske udvikling gik hurtigere end nogen sinde, edb-alderen tog så småt fart, og det danske samfund gik sammen med resten af verden ind i en omfattende teknologisering af både arbejdslivet og hele den øvrige livssituation. Velfærden og de muligheder, samfundet kunne tilbyde, blomstrede, for siden at blive bremset af oliekriser, økonomiske kriser og arbejdsløshed. Det var modernitetens bygninger, der stod tilbage: storbyen med sine forstæder, trafik og betonbyggerier; massekulturen og underholdningsindustrien. Et kuriosum er, at langt de fleste firserdigtere, som fortolkede denne storbymodernitet, var opvokset på landet (Tafdrup), i forstæderne (Strunge), i provinsbyerne (Thomsen) eller i sovebyerne (Jac).

For firserlyrikerne blev det en central pointe, at man ikke stod i en tomhed, men derimod i en tømthed med mulighed for at skabe nogle nye former. De stod med en oplevelse af at være alene og udsatte med deres krop i en verden, hvor tempo og vækst, medieflimmer og informationsstøj ikke mindst i de store byer gjorde identiteten til en skrøbelig størrelse. Det var blevet stadigt vanskeligere at skære sig fri af det ophobede i kulturen.

Samtidig med, at firserdigterne førte sig selvbevidst frem, kunne der hos flere af dem spores en række katastrofiske elementer, der var grundet i en dobbelthed af tro og skepsis; på den ene side troen på kunsten og individet, på den anden side usikkerheden ved et samfund, der hævdede, at alt gik ufatteligt godt, mens realiteterne var dårlig økonomi, stigende oprustning, miljøødelæggelser, atom- og terrortrusler.

Identiteten var ikke længere en given størrelse. Det var op til én selv at holde sammen på bevidstheden, og det var ikke længere muligt at deponere sit væsen i monumentale institutioner, som kunsthistorikeren (og senere rektor for Kunstakademiet) Else Marie Bukdahl udtrykte det. Sammenhold inden for politiske grupperinger og andre fællesskaber var gået hen og blevet en illusion, efter at venstrefløjen havde spillet fallit samtidig med den tiltagende højredrejning, der kulminerede med folketingsvalget i 1982, da den konservative Poul Schluter blev valgt til statsminister for en borgerlig regering som afløser for et mangeårigt socialdemokratisk styre.

Identitetens flygtighed blev erkendt uden at blive opfattet som et tragisk vilkår, tværtimod oplevedes flygtigheden snarere som en åbning mod nye former og mulighed for tilstedeværelse og forvandling gennem poesien selv. „Vi er stille vi er fremadskridende vi er altid vi er nu“, lød det hos F.P. Jac i 1977.

Kroppen kom i fokus som det eneste faste forankringspunkt i virkeligheden, men den var jo også virkelig nok. Kroppen blev selve paradigmet på form, den var både den konkrete krop og en begrebslig krop. Således blev kroppen snævert forbundet med skriften:

Kunne min krop drive ud i min skriftkunne ordene sejle fra hændernes hudfylde mit rum og pumpe i luftensom blodet der svimler i kroppens lykkeog styrter i årernes skakter.

Sådan lyder det hos Søren Ulrik Thomsen i digtet „Kunne min skrift“ fra City Slang (1981).

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Forfatterspirer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig