Forskrivelsen

Karl Larsens skønlitterære forfatterskab føres i to retninger: på den ene side de psykologiske og idebaserede romaner om passion, og på den anden side de burleske og groteske fortællinger om københavnske folketyper.

I førstnævnte genre diskuteres forholdet mellem kunst og krig som henholdsvis noget uegentligt og egentligt allerede i den faustiske roman Dr. Ix fra halvfemsernes midte. Romanens selvspejlende hovedperson – søn af en tysk far, der falder ved Dybbøl, og en dansk mor – former ud af sin mors smerte „de skønne Tungsindsdrømme“ i sit sind. Men han gør også besværgende op med dem og docerer krigens og sejrens ret. Ingen armé kan holde sammen, siger han, hvis den ikke tror på sejren, „Livets stærkeste Krydderi, Tanken om Døden, som Sejren kan koste, faar Blodet til at synge en i Kroppen og Fantasien til at flytte Bjergene, der spærrer Udsigten. Man tror“. Den heroiske og vitalistiske „tro“ drives, som nævnt, vidt i forfatterskabet, men i romanen får det den konsekvens, at hovedpersonen føler sig som en renegat, en haltefanden og en Mefistofeles, der med sine tungsindige kunstnerdrømme fører mennesket og det sandt menneskelige på afveje. Han bliver fristeren i romanens trekantsdrama og skiller to mennesker, der synes skabt til at elske hinanden: Henrik Falk og frøken Margrethe, som under Dr. Ix' indflydelse forvandler sig til henholdsvis digter og sangerinde. Dr. Ix planter kunstnerdriften i dem og gør dem selviske, så de ikke længere kan elske hinanden, men alene deres metier. Fristeren fører dem ind i kunsten, men ud af livet og må selv bøde derfor. Til sidst slukkes hans liv som gløden på hans cigar, da han – den evigt forbandede rejsende – på Den Engelske Kanal toner ind i mørket. Henrik og Margrethe er herefter prisgivet markedet i skikkelse af en kynisk københavnsk impresario, der giver dem det publikum, som den rodløse Dr. Ix har frigjort dem til.

Om en slags forskrivelse er der også tale i trekantsdramaet, romanen I det gamle Voldkvartér. En københavnsk Spidsborgerhistorie hvor den stille 45-årige ugifte bogholder og bankassistent Brodersen indgår en uhellig alliance med ægteparret Redsted. Kristian Redsteds udsvævende liv som handelsrejsende har proletariseret familien, der må tage sig en ukendt lejer. Som logerende i deres lejlighed i Fiolstræde får Brodersen købt ægtemanden ud af forholdet, så han selv kan indtage pladsen som platonisk elsker i forhold til hustruen Eugénie Redsted. Det er i det stille en sindsoprivende roman om gedulgte lidenskaber, gedulgt kynisme og pengenes magt. Skildringen af banken spiller her en ikke uvæsentlig rolle som stedet, hvor der handles ikke blot med penge, men med menneskeliv. Således også i den intime sfære, som romanen rykker ind i. Det gamle voldkvarters interiører er beskrevet med sart nerve. Herinde i de lukkede rum brydes det vanemæssige liv og de borgerlige dyder af unævnelige aftaler mellem mennesker, låst i længsler og behov. Sympatien samler sig gradvist om den troløse, svirende, men spontane ægtemand, der må bøde for kødets lyst og pengenes magt. „De har reddet et Familjeliv, og jeg tror, De selv har fundet Dem en Familje. Det er dobbelt Avance…“, som han siger til Brodersen med romanens bitre ironi i tonen. Hvem der lurer hvem i romanen, er et åbent spørgsmål i Karl Larsens subtile psykologi. Romanen er en slags pendant til Herman Bangs trekantsdrama „Ved Vejen“ (1886), hvor replikskifter og tonaliteter hos de enkelte agerende er med til at bestemme deres karakter. I et portræt af Herman Bang (1918) fra deres tid på Valkendorfs Kollegium, optrykt i essaysamlingen Midt i og mod Strømmen (1930), beskriver Karl Larsen, hvordan Bang kunne stille sig op og fortælle: Han „illustrerede igennem Gebærder og Stillinger de Personer, han berettede om, formede deres Tale i pointerede Repliker“. Kunsten gør Larsen efter I det gamle Voldkvarter, hvor Brodersen og fru Redsted i små, afsnubbede impressionistiske replikker gradvist finder hinandens følelser, mens levemanden Kristian taler frisprog direkte i forlængelse af sine handlinger, og således på vej til sin elskerinde uden for hjemmets klaustrofobiske rum taler om, at han skal ned og „styre lidt tilfreds paa hende“. Det intime københavnske byrum vokser frem i Karl Larsens roman og danner en tryg ramme omkring das Unheimliche, der finder sted inden døre.

Det mærkelige, der kan vokse frem under Karl Larsens pen og ses som intime bekendelser i de breve, han som filolog finder og udgiver, kendetegner hans lille romaneksperiment Daniel-Daniela fra 1904, der var adskillige år om at finde vej til dansk udgivelse og, da det endelig skete i 1922, måtte legitimeres af forfatterens eget forord og et „videnskabeligt“ efterskrift af professor, dr. med. Oluf Thomsen. For Daniel-Daniela er den første egentlige queer-roman i dansk litteratur, hvor Karl Larsen bruger sin udvidede sprogfornemmelse til at leve sig ind i den for ham mærkelige, sære og „perverterede“ homoseksualitet. Romanen, der former sig som Daniel Conrad Bremers dagbog, er skrevet med løst håndled, hvor Daniel-Daniela ligger dekadent „henslængt paa min Chaiselongue, indsvøbt i mit røde, franske Silkesjal, der knitrer for Haanden“. Hans dagbog betegnes som „mit lille Sjælespejl“, et sted for betroelser og bekendelser om „det tredje Køns“ frugtesløse forelskelser med strejf af masochisme i skildringen. Er bogen stedvis koket og skæv i sin stil og tilgang – „jeg haaber paa Cyklesportens frodige Blomstring blandt Svenskere med deres Aabenbaringer af Ben – lad mig blufærdigen kalde det: Overben, der i Sportstrikot staar paa Højde med Digte“ – er den også præget af en lidenskabelig alvor og former sig som „et Nødskrig“ på de homoseksuelles vegne med kulturhistoriske henvisninger til Sofokles, Sokrates, Platon, Alexander den Store, Leonardo da Vinci, Michelangelo, Shakespeare, Molière. Og Herman Bang. Bang selv portrætterede Karl Larsen som digteren Lange i Stuk, Larsen portrætterer her Bang som digteren Kold, der omskaber sine tilbedte i sin digtning og sine foredrag med teatralske og sentimentale gebærder. I romanens slutord ligger dens humanisme og sandhedsspejlende hensigt: „Det hedder: at forstaa alt, er at tilgive alt. Men det burde hedde: at forstaa alt er at føle med alt og se ind i sig selv“.