Stormen på Bastillen 14. juli 1789. Ved efterretningen om begivenheden, der udløste Den Franske Revolution, skriver Jens Baggesen, der er på rejse gennem Tyskland, i rejsebogen Labyrinten: „Hvilket Hav af Billeder, Ideer, Ahnelser bølgede giennem vore Siele! Revolution! Frankerig! (…) Hvor bankede mit Hierte af Rædsel, og – midt i den kolde Gysen – af brændende Henrykkelse ved de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige!“

.

Groft sagt falder Baggesens liv i to faser, hvor den første dækker tiden frem til (ca.) 1800. I dette år overlod han Oehlenschläger sin „danske Lyre“ og påbegyndte udgivelsen af sine samlede værker. I denne fase, labyrinten, udfoldede han sit mangeartede litterære talent, eksperimenterede med sine erotiske muligheder, og på rejser i Europa udvidede han sit åndelige domæne. Det er i denne fase, digteren, individualisten og kosmopolitten Baggesen bliver til. I den sidste fase afløstes den udadrettede bevægelse af en reflekterende og selvransagende venden sig indad. Udadtil kom han i stigende grad til at optræde som Pindsvinet (titlen på en af hans satirer) med en stadig mere stikkende kritik af den romantiske bevægelse og den nye tids mand, Oehlenschläger. Tegnet for denne fase, gåden, repræsenterer i modsætning til labyrinten, som man bevæger – og forvilder – sig ud i, bevægelsen indad mod det blivende, varige.

Han stammede fra fattige kår. Faderen var kornskriver i Korsør, efter Baggesens udsagn en godmodig mand, mens moderen beskrives som „streng og tragisk religiøs“. Allerede inden han var 10, skal den stille og fromme dreng, der med sin smukke sangstemme og glubende læselyst tydeligt stak af fra sine jævnaldrende, flere gange have været ved at drukne sig af kærlighed. Som 13-årig kom han til Slagelse Latinskole, hvis dannelsespensum også omfattede kunsten at skrive digte. Det blev bl.a. til tre digte ved Ewalds død. I 1782 dimitteredes han til universitetet, hvor studierne dog ikke førte til meget andet end lejlighedsvise job som timelærer og ophold på Regensen. Han var da allerede ved at slå igennem som digter, og ligesom gode borgere havde taget sig af hans daglige fornødenheder i Slagelse, fandt han også i København hurtigt udveje for at klare sig. Et helt korps af mæcener stod snart parat til at støtte det nye forunderlige talent, der til gengæld viste lige så store evner i selskabelig omgang som i digtekunsten.

Det første afgørende trin til parnasset sørgede Christen Pram for. Baggesen fik forbindelse med ham kort efter sin ankomst til hovedstaden, og i 1782 sender Pram nogle af sin protegés vers til Rahbek med følgende anbefaling: „Alt dette af en Rus, som i Aar er kommen fra Slagelse, en Dreng, som har alle mulige Talenter til at blive en god og stor Digter. Han hedder Baggesen, er en Sjællænder, og en underlig, entusiastisk, melankolsk, ubeskrivelig en.“

Karakteristikken er blevet stående som den mest træffende af de talrige forsøg på at indkredse Baggesen, formentlig fordi den i sin velberegnede række af adjektiver afspejler den stigende umulighed af at give én. Den er da heller ikke så meget en karakteristik af en person som af et fænomen, akkurat det, Baggesen var og stort set forblev. Af samme grund kunne han uden problemer de næste mange år optræde som husven med Prams ti år ældre kone som muse og fortrolig. Var hun end hans elskede „Seline“, havde ægtemanden intet at frygte, da Baggesen som elsker fandt sin største nydelse i tilbedende forsagelse.

Efter indtoget hos Pram går det slag i slag. Denne skaffer ham adgang til sin foresatte, Ernst Schimmelmann, hvorfra der igen knyttes forbindelser til det fremskridtsvenlige aristokrati, familierne Reventlow, Stolberg og endelig hertugen af Augustenborg, der bliver en nær ven. Samtidig udvides hans radius. Han bliver inviteret ud på godserne eller deltager selv i rokeringerne, når aristokratiet drager rundt på familiebesøg i helstaten. Labyrinten begynder at tage form.

Inden det kommer så vidt, skal han imidlertid kvalificere sig gennem sin digtning. Han optræder her fra begyndelsen som en Janus Bifrons, nemlig som arvtager af både Ewald og Wessel, der også begge inden deres død hilser ham som den nye stjerne. Det vil dog være klogt ikke at lægge for meget i dette litteraturhistorisk set smukt tilrettelagte stafetbillede. I grunden ligner Baggesen ingen af dem, men de stod til rådighed som orienterings- og identifikationsmuligheder for et fritsvævende talent, som skulle gøre sig gældende på det danske parnas.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fra Korsør til hovedstaden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig