Fremstillingens forrang

Frue Plads med Bispegården, Universitetet og indgangsportalen til Vor Frue Kirke fotograferet i sidste del af 1800-tallet.

.

Møllers skønlitterære forfatterskab udfoldede sig væsentligst i tidsrummet mellem hans embedseksamen og hans tiltrædelse i Kristiania, altså årene 1816-1826. De centrale prosaarbejder synes i det væsentlige at være blevet til under hans store udenlandsrejse. I Kristianiatiden og i de efterfølgende år var hans arbejde i alt væsentligt rettet imod filosofien. Først i sine allersidste år vendte Møller gradvist tilbage til skønlitteraturen.

Mængden af ufuldendte arbejder i Møllers forfatterskab er stor, og blandt de arbejder, han faktisk færdiggjorde, blev kun en begrænset del offentliggjort i hans levetid. Ud over Møllers indlæg i Tylvtefejden – herunder Grundtvigparodien „Forsøg til et Himmelbrev i Grundtvigs nye, historiske Smag, fundet af Poul Møller“ (1817), som mere træffer Grundtvigs opkørte retorik i de foregående år end hans forholdsvis besindige indlæg i fejden – omfatter det trykte forfatterskab væsentligst en række digte og anmeldelser samt i Møllers senere år enkelte afhandlinger af mere filosofisk tilsnit. Møller er så godt som usynlig som selvstændig skønlitterær prosaist. Først da Christian Winther sammen med Christian Thaarup og F.C. Olsen fik foranstaltet en udgave i tre bind af hans Efterladte Skrifter (1839-1843), blev det tydeligt, at Møller var andet end en ren biperson i den danske litteraturhistorie. Eksistensen af det vigtigste værk, som så dagens lys ved den lejlighed, fortællingen En dansk Students Eventyr, var rigtignok kendt i forvejen, men kun enkelte digte heraf havde været trykt. Samtidig kunne adskillige andre prosaarbejder trykkes, herunder flere færdiggjorte tekster.

En central inspiration, måske dén centrale inspiration i Møllers forfatterskab, er Homer. Møller er den første, som offentliggør dele af Odysseen i dansk oversættelse, og selvom hans arbejde aldrig bliver ført til ende, lykkes det ham dog i 1825 at udsende en metrisk oversættelse af de første fem sange, der udmærker sig frem for Christian Wilsters fuldstændige oversættelse ved en større frimodighed i omgangen med Homers sensualitet. I Møllers eget forfatterskab viser inspirationen fra Homer sig især som en vilje til at lade detaljer og figurer i værkerne fremtræde med en plastisk anskuelighed. Der er nok en fortolkning til stede i Møllers sansninger, men først og fremmest er der en umiddelbar nysgerrighed og glæde over det konkrete fænomen. Dermed bliver Møller en objektivt orienteret digter, som i højere grad end sine forgængere lader fremstillingen af fænomenet have forrang for fortolkningen af det.

Et enkelt eksempel kan tydeliggøre dette. Under sin store skibsrejse skrev Møller digtet „Glæde over Danmark. (Skrevet paa Sydhavet)“, som efter hans hjemkomst blev offentliggjort i et af Knud Lyne Rahbeks talrige tidsskrifter, nemlig Tilskuerne (årgang 1, nummer 47, 1823). Sammenlignet med Oehlenschlägers tilsvarende rejsedigt „Hiemvee (I Fraværelsen)“ (bedre kendt som „Underlige Aftenlufte“, 1805), som Møllers digt i nogle udgaver endog deler titel med, viser det Møllers fundamentalt anderledes poetiske gemyt. Umiddelbart er der mange berøringspunkter mellem de to digte. De er begge skrevet under udenlandsrejser og tager begge anledning heraf til at reflektere over det hjemlige og det fremmede og over digterjegets forhold til disse. Derfor bliver kontrasterne også så meget tydeligere. Hver eneste sansning og hvert eneste udbrud hos Oehlenschläger er gennemtrængt af den subjektive følelse, som hele digtet udtrykker, og digtet er vedblivende fuldt af stemningsmættede billeder og klange, der skal fremmane sceneriet omkring jeget og den følelse, der gennemtrænger ham. Over for dette er Poul Martin Møllers digt mere interesseret i det objektive, og det lyriske jegs holdninger og følelser fremlægges eller underforstås, snarere end de fremmanes og beskrives. Den anderledes poetiske diktion er tydelig allerede i digtets første strofe:

Rosen blusser alt i Danas Have,Liflig fløiter vist den sorte Stær,Bier deres brune Nektar lave,Hingsten græsser stolt paa Fædres Grave,Drengen plukker af de røde Bær.

Møller fremsætter en serie af billeder af det danske, som mere er fremstillinger end sansninger, og hvor den beskrivende stemme har trukket sig tilbage i en mere objektiv stilholdning. De store begejstringsudbrud, den romantiske digtekunst gerne får ud af forbindelsen mellem fortid og nutid, udtrykkes her kontrolleret alene i den stolte hest, som græsser på fædrenes grave. På samme måde får også digtets bedømmelse af det danske over for det udenlandske mere objektiv karakter. Jegstemmen i Oehlenschlägers digt udtrykker en klar bevidsthed om, at det er hans egen karakter, som gør, at han værdsætter det hjemlige over det fremmede. Møller derimod er ikke i tvivl om, at det trods landets lidenhed og fattigdom er en faktisk overlegenhed i det danske, som er baggrunden for hans glæde over Danmark.

Møllers evne til sproglig plasticitet når et toppunkt i programdigtet „Kunstneren mellem Oprørerne“ (1838), der bevæger sig fra tableau til tableau. Der er udbrudt oprør i byen, og i dens gader kæmper rebellerne med fyrstens rytteri, men mesterkunstneren fortsætter roligt sit arbejde med sine lærlinge i sit atelier. Selv da oprørerne, rå, sårede og blodige trænger ind i atelieret, møder han dem med værdig myndighed og afviser deres krav på ham og deres spot over ham. Han er for så vidt fyrstens mand, men vil i øvrigt ikke kæmpe. Først da oprørerne brutalt skyder hans værker i stykker, reagerer han, griber i vanvid en stor kølle, han har brugt til model, og jager oprørerne ud af sit atelier og igennem byen, idet han slår dem ned for fode. Fyrstens hær behøver blot at følge efter ham for at genskabe ordenen i byen. Men da fyrsten efterfølgende vil belønne ham for hans dåd, er han for længst blevet sig selv igen. Selv om han ikke kan, ville han helst glemme sin voldshandling og ønsker intet andet end at få ro i sit atelier, skønt oplevelsen har ødelagt ham:

I mit Værksted, det stille,Siger jeg Verden farvel,Vil aldrig Dommer spilleOg ej slaae Folk ihjel.Paa Mindets sorte TavleVil denne Dags BedriftSom et Spøgelse kravleMed afskyelig Skrift.

Kunsten er sin egen retfærdiggørelse. Dens opgave ligger ikke i verden udenfor, og kunstnerens ros skal ikke hentes fra denne bedrift. Idealet ligger i billedet af mesteren, hvis koncentration om kunsten er så stor, at selv de revolutionære tilstande i omverdenen er irrelevante. Hans indfældethed i kunsten er sådan, at ud over den rigdom, der ligger udtrykt i kunstværkerne omkring ham, har han en endnu større rigdom i sit hoved. Ja, hans krop er sådan, at den i sig selv kan bruges som mønster for det harmoniske skulpturværk. Han er ikke bare en kunstner, han er inkarnationen af selve kunsten.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fremstillingens forrang.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig