Det svenske akademis nobelpris-diplom til Henrik Pontoppidan. Mens Karl Gjellerup, som han delte prisen med, hædredes for sit forfatterskabs ideale dimension, fremhævede akademiet Pontoppidans „fullödiga“ skildring af nutidigt dansk liv.

.

Gudstjenesten er kun en bedrøvelig erstatning for „virkelig, ærefrygtfuld Andagt overfor det levende Liv og dets dunkle Ophav,“ skrev Pontoppidan i Arv og Gæld. Han havde selv ligesom Per frigjort sin religiøse følelse fra kirken:

Det stod som skrevet i Stjernerne, at jeg fortsat skulde vandre ad den Selverkendelsens og Selvforløsningens Vej, jeg hidtil havde gaaet. En stejl og brydsom Vej mangen Gang, farefuld som en Bjergsti mellem dybe Afgrunde, men for mig den eneste, der førte op fra Sumpen og dens Skraal af Tudser og Frøer.

I sin sidste store roman De Dødes Rige og en række af sine øvrige værker fra tiden efter Lykke-Per nøjedes han ikke med at glæde sig over at have bragt sig selv og sin hovedperson op på dette olympiske stade. Han måtte stadig se sig tilbage og vredes over skrålet af tudser og frøer i sumpen bag sig.

Til Georg Brandes’ 70-års fødselsdag i 1912 skrev han et digt til Politiken, hvori en natugle kommenterede resultaterne af fødselarens virke: „Hvad blev der – saa skreg den – af Riget, han skabte? / I Grus er det sunket! Og Tavshed og Øde / nu græsser paa Tomten hos fredløse Døde“. Digtet kunne opfattes som en ironi over den „Sandhedens Sol“, som Brandes med det moderne gennembrud havde sat på himlen, men som havde fået mørket til at sænke sig over landet, det „Kundskabens Træ“, han havde plantet, men hvis frugter nu forgifter folket, eller den erotiske frigørelse, han havde talt for, men som havde ført til promiskuitet.

Meningen var imidlertid den modsatte, understregede Pontoppidan i et interview kort efter Brandes’ død. Brandes havde både bragt oplysning, kundskab og frigørelse, men resultatet var ikke blevet et oplyst, kundskabsrigt og frigjort folk. Det nye demokratiske samfund syntes tværtimod at have givet alle dårlige egenskaber gode vækstmuligheder. Hvor han end så hen, blomstrede materialismen, egoismen, magtbegæret, havesygen, intolerancen og dumheden. Digtet er en dom over det danske samfund fra systemskiftet til 1. Verdenskrigs udbrud, en dom, som Pontoppidan udfoldede i sine sidste bøger og særligt i den store roman De Dødes Rige, der også blev skrevet op til og under verdenskrigens ragnarok.

Den udkom i fem bind, Torben og Jytte (1912), Storeholt (1913), Toldere og Syndere (1914), Enslevs Død (1915) og Favsingholm (1916), som i 1917 blev forkortet og bearbejdet til De Dødes Rige. I modsætning til de foregående to romaner er det en kollektivroman, der følger en række personer, som er knyttet til hinanden gennem familiebånd eller arbejdsfællesskab. Titlerne på de fem bøger nævner dels hovedpersonerne, godsejeren Torben Dihmer og ministerdatteren Jytte Abildgaard, som elsker hinanden, og Venstres politiske fører Enslev, dels de steder, hvor handlingen foregår, Torbens gods Favsingholm og Storeholt, som Jytte er knyttet til. Det midterste bind skildrer et degraderet København fuld af larmende trafik, lysreklamer, en kommercialiseret presse, et politisk liv gennemsyret af intriger og præster og læger i indbyrdes splid om, hvem der har patent på sandheden. To hovedhandlinger følger Torbens og Jyttes kærlighedsforhold, som ikke fører til ægteskab, fordi hun ikke stoler på sine følelser, og Enslevs kamp for social retfærdighed, som mislykkes på grund af indre stridigheder i hans parti. Titlen på andenudgaven henviser til, at Torben i begyndelsen hilses tilbage fra de dødes rige, da et nyt medikament har helbredt ham for en hjertesygdom, mens han i romanens slutning oplever den verden, han har gennemrejst efter at være blevet rask, som de dødes rige.

Allerede dramaet Asgaardsrejen (1906), der blev opført på Folketeatret uden succes, var et angreb på det frisind, som en gang blev ført frem af „en lille Flok modige Mænd“, men nu er blevet „en bred og dorsk Rende med Tilløb allevegne fra … selv fra Hof og Præsteskab“, og kritikken fortsatte i Mands Himmerig (1927) om Niels Thorsen, der forestiller sig, at han som redaktør på venstreavisen „Friheden“ skal genoplive de stolte traditioner fra frihedskampens dage, men som går til højrepressen, da han intrigeres bort, samtidig med at han ligesom maleren Hallager i romanen Nattevagt driver sin hustru i døden.

Nobelprisen, et æresborgerskab i Randers og et æresdoktorat ved Lunds Universitet sammen med Johannes V. Jensen i hundredåret for Oehlenschlägers digterkroning samme sted steg langtfra Pontoppidan til hovedet. I Undervejs til mig selv gjorde han sit regnskab op: „Store Bedrifter øvede jeg (…) ikke med Pennen; jeg veed det godt. Men jeg gjorde en Række Aar min Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp“. Eftertiden vil snarere give Vilh. Andersen ret, når han fremhævede, at blandt det moderne gennembruds digtere forfulgte ingen så konsekvent som Pontoppidan det mål at give et virkelighedsbillede af sin samtids Danmark. Han var en „vejrbidt Varde i det danske Land“, skrev Tom Kristensen i et digt til ham på 80-årsdagen, „for om din Fod er Danmarks Skæbne samlet, / dets Sten og Jord, dets lette Flyvesand“.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Frihedens illusion - De Dødes Rige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig