Det var karakteristisk for firsergenerationen, at man – efter det, som Bo Green Jensen på generationens vegne kaldte et „ualmindeligt meningschauvinistisk og formskærende mellemspil i nyere dansk litteraturhistorie“ (i Afstandens indsigt, 1985) – igen greb tilbage til tidligere tiders modernistiske former og temaer som en del af opgøret med bekendelseslitteraturen og den politiserende digtning.

Men der var tale om genopdagelser inden for den klassiske modernistiske tradition snarere end om gentagelser af den. Det var en re-aktualisering af modernistiske kerneproblemer såsom splittelse, dehumanisering og fragmentering, men sat i nyt lys og perspektiv, for verden var naturligvis en anden og digternes oplevelse af den ligeså. Litteraturhistorien blev i omfattende grad med Strunges ord opfattet som et „supermarked, hvor vi henter det vi behøver“. Og hos Asger Schnack (f. 1949) hed det karakteristisk i digtsamlingen Aster 1 fra 1981, at „alt kan / mikses i det uendelige og hele tiden være første gang“. Hermed formulerede man et af de stilistiske greb, der var kendetegnende for den nye digtning. Gamle stilarter og kunstneriske former genoptages og transformeres til at give nye betydninger fra sig. Litteraturhistorien blev et skatkammer af muligheder, der kunne stå side om side med nye stilelementer.

En række internationale digtere blev læst igen, eller så for første gang dagens lys i danske gendigtninger. Tyske digtere som Friedrich Hölderlin og Gottfried Benn blev læst og ikke mindst Rainer Maria Rilke, der med sine forestillinger om kunsten som et kontemplativt refugium, som „Weltinnenraum“, som nævnt fik stor indvirkning på Pia Tafdrup.

Elementer fra kunstens mange ismer i begyndelsen af 1900-tallet transporteredes frit over i firserlyrikken, uden at den pågældende ismes ideologi nødvendigvis fulgte med: dadaisme, surrealisme, ekspressionisme, fauvisme, vitalisme.

Den franske surrealist Benjamin Pérets Sove, sove i stenene fra 1927 blev for første gang tilgængelig på dansk i 1981, og året efter udkom et værk, som havde været en enorm inspirationskilde for surrealisterne, nemlig den ligeledes franske Isidor Ducasses Poesier fra 1870. Ducasse, også kendt under pseudonymet comte de Lautréamont, tilhørte den generation af franske symbolister – eller sorte romantikere – som netop blev læst af flere fra firsergenerationen, af nogle nærmest fortæret. Mødet med symbolisterne blev en næsten bevidsthedsudvidende oplevelse; med deres stærke tro på poesien og opgøret med naturalismen og den positivistiske tænkning gav de næring til firserdigtningens skepsis over for rationalistiske tolkningsmodeller.

Foruden Lautréamont var det Stéphane Mallarmé, Charles Baudelaire, Gérard de Nerval og ikke mindst Arthur Rimbaud, der blev læst – Rimbauds opfattelse af digteren som seer, hans krav til poesien om at lydgive svimmelheden i subjektets konfrontation med den moderne virkelighed og ikke mindst hans berømte udsagn: Je est un autre (Jeg er en anden; det franske verbum står her i 3. person ental!), der fokuserede på tilblivelsen som en evig forvandlingsproces, har genklang langt ind i firserdigtningen.

De første moderne, som digteren og oversætteren Jørgen Sonne kaldte dem i bogen af samme navn, der udkom i 1983 med introduktioner og et udvalg af gendigtninger ved Jørgen Sonne. Mange af digtene blev her tilgængelige for første gang på dansk. „Vi er nu blevet disse 5 kunstneres fremtid“, skriver Sonne, „Deres egen tid minder i sin forvirring og i sine præstationer forbløffende om vores egen. Den er tiderne for de umådeligste nyere omvæltninger i folks dagligliv, i uafladelige konflikter, med formuer og usselhed og de første store kriser udover verden. Den moderne tid er begyndt og de 5 vidste det.“

„Jeg fik feber af Rimbaud“, udtalte Klaus Lynggaard i et tilbageblik på firserne i Information i 1995. Lynggaard har også karakteriseret oplevelsen af euforisk gennembrud til erkendelsen af at tilhøre en generation, der havde nogle af de tidligere modernister med i bagagen og læste en litteratur, der „rakte ud over tidens populære og meget læste, men underligt flade knækprosa: Rimbaud, Baudelaire og de amerikanske beat-digtere var den oprindelige fælles reference-ramme“, men også østrigeren „Georg Trakl, hvis melankolske skumringsunivers gik fint i spænd med den weltschmerz og livslede vi var fyldt af – omend vi også besad en god del livskraft, som det var knapt så mondænt at skilte med dengang, men som kom til udtryk i dyrkelsen af rock-koryfæer som David Bowie, Iggy Pop, Lou Reed, Patti Smith, Ian Dury, Nina Hagen og Elvis Costello.“

De franske symbolister var i deres egen selvforståelse udstødte (poets maudits) i det samfund, de følte en lede ved. Noget lignende møder man hos digtere som Klaus Lynggaard, F.P. Jac og Michael Strunge. Sidegaden introducerede blandt andre Lautréamont og Paul Verlaine, og i artiklen „Moral er svækkelse af hjernen“ hed det ligefrem om Rimbaud, der også var blevet citeret af den på samme tid rå og androgyne sanger Grace Jones: „Rimbauds vildskab og foragt, hans had til borgerligheden, hans totale anarki og værdi-løshed – det er perfekt poetisk punk.“

Baudelaires nervespændte storbydigtning var selvskreven for en generation, der levede i og oplevede København som både dæmonisk og forførende, om end med god grund i mildere grad end Baudelaires Paris. Men ligesom Baudelaire drømte de om et sprog, der var smidigt og kantet nok til at „føje sig efter sjælens bevægelser, drømmeriets bølgen, bevidsthedens spring“. Storbyen fik sin indvirkning på det lyriske sprog hos firserdigterne. Som en baudelairesk flanør, der hengiver sig beruset til menneskemængden, optrådte ikke mindst Dan Turèll, der i sin hyldest til, hvad han kaldte miniature-storbyen København, ser sig selv som sin tids vagabond, „by-flakkeren“ kalder han det i „Til Storbyens pris“. Byens dobbelte tilbud om anonymitet og „availability“ fremhæves. Man kan blive væk eller blive fundet, først og fremmest af sig selv, og alt er til stede i „Sjælenes som Kroppenes Store Supermarked“. Samtidigheden og mangfoldigheden blev opfattet som positivt, fordi det løsnede fordums snærende bånd og befordrede jeg'ets frihed til at vælge. Som et optimistisk svar på den kulturpessimistiske bekymring fremstod altså den uomgængelige civilisatoriske gevinst ved bylivet: mødet, forskellighedernes konfrontation foruden åbenhed over for det anderledes kunne gøre byen til frihedens sted snarere end til stedet for den terroristiske orden, mente Dan Turèll og med ham firserlyrikerne.

De danske 1890'er-symbolister blev læst igen, og mange af firserdigterne kunne med deres uforbeholdne tillid til poesien skrive under på denne passus fra Sophus Claussens foredrag Jord og Sjæl fra 1917: „Fødte under vrede Stjerner i en Tid, som vilde hærde os til Virkelighedsmennesker eller støde os ud i Ørkenen, forsøgte vi os med Prosa, men klamrede os til Verset! forsøgte ogsaa med Lydighed mod vore Læremestre, men klamrede os paany til vort Jeg.“

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Genopdagelse af traditionen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig