Gladest ved det kendte - teatret i 1920'erne

Aarhus Teater, 1916. I de europæiske storbyers bymidte ligger teatrene. Det er tunge, monumentale bygninger, ofte udsmykket med antikke figurer og med facader i græsk tempelstil. Det Kongelige Teater i København ligger på Kongens Nytorv nær ved Amalienborg, mens Aarhus Teater som et sandt kunstens tempel er placeret på Bispetorvet vis à vis domkirken. De monumentale bygningsværker og deres placering vidner om teatrets betydning som samfundsinstitution og kulturinstitution. Denne centrale position begynder teatret at miste i løbet af 1900-tallet. Nye medier som film og tv bryder teatrets monopol som formidler af dramatik. Men langt op i 50'erne kunne teatret og dramatikerne stadig være dagsordensættende. Forfattere som Kaj Munk, Soya og Kjeld Abell indtog en rolle, som i dag måske nærmest kan sammenlignes med en filminstruktør som Lars von Triers. Nye udspil blev afventet med spænding. Skuespil af Munk, Soya og Abell blev udgivet i bogform, som regel samtidig med premieren, og kunne, fx for Munks vedkommende, udsendes i oplag efter oplag. Det skete også, at et skuespil i årevis kun kunne opleves som læsedrama: Svend Borbergs debutskuespil Ingen udkom i bogform 1920, 3 år før premieren på Det Kongelige Teater, Soyas Parasitterne i 1929, 16 år før opsætningen på Det Kongelige Teater i 1945 (dog blev Parasitterne uropført 2 år efter bogudgivelsen på den lille idealistiske eksperimentalscene Det sociale Teater (1931)). Dramatikken var også en væsentlig del af litteraturen. Mens 1930'erne takket være Munk, Soya og Abell blev en af de mest frugtbare perioder for dansk dramatik, var 1920'erne præget af stagnation. Til gengæld blev der i 20'erne oprustet, når det gjaldt demokratisering og spredning af eksisterende dramatik. Det gjaldt om at bringe teatret ud til folket, dansk og udenlandsk, ældre og nyere – også til børnene og de unge. Længe før børneteatrenes tid oprettedes i 1924 Dansk Skolescene i København, hvor børn og unge kunne komme i teatret uden de store omkostninger. Skolescenen fik hurtigt aflæggere i provinsen, og i 1932 lykkedes det Thomas P. Hejle at skabe den centrale organisation, Landsskolescenen. Da Statsradiofonien kom til, blev derfra første sæson 1925/26 sendt dramatiske udsendelser til hele befolkningen. Grunden var lagt til Radioteatret, som fik kolossal betydning i de kommende år. Det var et teater, der kunne krydse både geografiske og sociale skel, og som, hvad publikum angik, kunne overgå både sceneteatre og biografer med en enkelt forestilling.

.

Gladest ved det kendte - teatret i 1920'erne, 1920'ernes danske teater var præget af konservatisme. Det gjaldt ikke mindst det nye danske drama, hvor de store teatre med Det Kongelige Teater i spidsen udviste en træg usamtidighed i forhold til det teater, der udviklede sig ude i Europa og i USA. I Tyskland var det ekspressionistiske teater vokset frem med navne som Georg Kaiser, Fritz von Unruh, Ernst Toller og den unge Bertolt Brecht. Ekspressionismens teater var ofte formet som en kras, virkningsfuld montage. Det var voldsomt og subjektivt i sit udtryk, et desperat råb imod en samfundsudvikling, der var domineret af krig, kapitalisme og menneskeforagt. I forlængelse af det ekspressionistiske teater opstod, ligeledes i Tyskland, det politiske teater, et revolutionært teater med instruktøren Erwin Piscator som drivende kraft. Det politiske teater brugte ekspressionismens krasse virkemidler, arbejdede med bevidste illusionsbrud og henvendte sig direkte til arbejderklassen. I USA eksperimenterede Eugene O'Neill med et samtidsdrama, som blandede naturalisme og symbolisme. I Italien vakte Luigi Pirandello opmærksomhed med sin raffinerede og opbrudte modernistiske identitetsdramatik. I England havde instruktøren, scenografen og teaterteoretikeren Gordon Craig gjort op både med virkelighedsefterligningen og med tekstens (dramatikerens) hævdvundne dominans. Craigs ideal var en visionær sammensmeltning af handling, scenografi, lys, lyd, farve og bevægelse, som gjorde instruktøren til den centrale skaber af det samlede kunstværk.

Instruktørteatret var på vej. Dets ubestridte stjerne i Europa var teaterlederen og instruktøren, østrigeren Max Reinhardt. Han så teatret som et visionært totaludtryk og beherskede ikke mindst en lyssætning, der kunne forvandle scenen fra illuderet virkelighed til magisk rum. I 1920 besøgte Reinhardt og hans ensemble Danmark på en månedlang turné. Den blev skelsættende for bl.a. den unge Kjeld Abell.

Som neutralt land havde Danmark både kulturelt og politisk befundet sig i periferien af Europa under Første Verdenskrig. Bortset fra Svend Borbergs Ingen havde krigsårene ikke sat sig spor af betydning i form af en ny dansk dramatik, der var i dialog med tiden. Den umiddelbare genkendelighed var og blev, hvad publikum efterspurgte, og naturalistisk intrigedramatik fx om erotiske forviklinger udgjorde en stor del af nationalscenens danske repertoire – sammen med populære historisknationale skuespil.

Der blev talt om det seriøse teaterlivs krise, om behovet for offentlig støtte til de private teatre og om konkurrencen fra filmen. Men samtidig havde krigsårene styrket interessen for det lette og underholdende. Et nyt publikum af velhavende krigsspekulanter og gullaschbaroner fyldte salene fx til Frede Skaarups overdådige udstyrsrevyer på Scala, og den offentlige interesse for teaterstoffet nåede nye højder. Dagbladene havde fået moderne teknik og nye layoutmuligheder, kampen om læserne blev stadig hårdere, og nu blev også teateranmeldelserne en del af oplagskampen. En teaterpremiere betød knald eller fald, det var godt nyhedsstof, og i den skærpede konkurrencesituation gjaldt det om at have de bedste teateranmeldere. I dagbladenes hierarki indtog kritikerne nu de bedste pladser sammen med lederskribenterne, og op gennem 1920'erne blev en række nye, talentfulde anmeldere dagsordensættende. Det gjaldt fx Politikens Kai Friis Møller, Tom Kristensen og 20'ernes toneangivende teateranmelder, Svend Borberg.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Gladest ved det kendte - teatret i 1920'erne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig