Grundtvigs symbolverden

Udgivelsen af Heimdall markerer fuldbyrdelsen af det, man har kaldt Grundtvigs symbolverden. Fra og med denne samling er Grundtvigs centrale billeder, hans måde at omgås dem på, og den forestilling om poesi, de er indlejret i, intakt gennem resten af forfatterskabet. Der sker selvfølgelig en række forskydninger, men de grundlæggende strukturer forandres ikke. Grundtvigs billeder kommer til at danne en art poetisk grammatik, inden for hvilken de forskellige billeder og fortællinger kan kombineres på stadig nye måder og aflokkes stadig nye betydninger efter den lokale fortolkningssammenhæng.

Et eksempel på dette kunne være Grundtvigs brug af et bestemt motiv fra Snorre Sturlasons Edda (efter 1223). Det berettes hos Snorre, at gudinden Freja er gift med Od, men at han er borte på langfart, og at Freja søger efter ham, mens hun græder tårer af det røde guld. Dette motiv indoptages med „Et Blad af Jyllands Rimkrønike“ i Grundtvigs faste inventar af billeder. I et af digtets profetiske højdepunkter gengiver han myten om Freja og Od sammensmeltet med en anden af myterne om Freja og fortsætter med følgende udbrud:

Ja, Danmark! du est Freia vistAlt med sin Gylden-Taare,Din Ægtemand er hviden Christ,I Verdens Mund en Daare,Ham søgde du i Hedenold,Afmale skal du paa hans SkioldHans Æt og hans Bedrifter.

Motivet har blandt andet appelleret til Grundtvig, fordi det viser en bevidsthed i hedenskabet om en mangel, det ikke selv er i stand til at overvinde, og en længsel efter forløsningen. Myten om Frejas tårer er udtryk for det hedenske Danmarks længsel efter Kristus, en længsel, landet ikke selv har været sig fuldt bevidst, men som forklares i mødet med Kristus, hvor den skjulte, men sande betydning af myten kommer til udtryk. Idet motivet med Frejas guldtårer bliver etableret i forfatterskabet, kan det efterfølgende inddrages i en række andre sammenhænge, også selvom disse måske umiddelbart kan synes fjerne fra det oprindelige emne. Motivet følger Grundtvig til hans død. Nogle gange optræder det som en næsten forbigående hentydning som i hans digt om de faldne fra slaget ved Isted, „Kiærminde-Sang“, der stod at læse i Danskerens tredje årgang, i 1850:

Og hvergang Danmark græderGuldtaarer med Guldklang,Og hvergang Øiet perlerVed liflig Vemods-Sang,Da hvælve Rosen-TelteDem selv ved Havets Bredd,Hvor Danmarks JulihelteFik deres Leiested!

Overensstemmelsen mellem Danmark og Freja fra „Et Blad af Jyllands Rimkrønike“ er intakt, men til gengæld er gudinden selv gledet i baggrunden, og Danmark har helt overtaget hendes egenskaber som den, der græder vemodstårer. Den betydning, som udløser tårerne, den forædlede længsel efter de forsvundne, er imidlertid så godt som identisk med brugen af motivet tidligere i „Et Blad af Jyllands Rimkrønike“. Men ikke kun som forbigående reference møder vi motivet. Det kan også optræde med radikalt forøget betydning. På højdepunktet af sangen om den nordiske menighed i det sene stordigt Christenhedens Syv-stjerne (1860) står en af forfatterskabets berømteste formuleringer:

Ingen har Guld-Taarer fældet,Som ei Glimt af Guldet saae,Saa Guds-Billedet, forældet,Maa i Glands dog for os staae,Om hos os det skal fornyes,Thi fornyes kan, som flyes,Kun hvad gammelt end er til.

Her er billedet af Freja trådt helt i baggrunden, og Snorres sagn er kun til stede i guldtårerne. Til gengæld er citatets betydning radikalt forøget; hele Grundtvigs kristne menneskeforståelse og hele hans historieforståelse er repræsenteret i citatet, hvor Frejas guldtårer parallelt med brugen af billedet i 1815 optræder som billede på menneskets længsel efter det rette forhold mellem mennesket og Gud. Her optræder det som længslen efter den oprindelige, skabte gudbilledlighed i mennesket.