Sven Holm var blot 21 år, da han i 1961 debuterede med novellesamlingen Den store fjende. Den er siden fulgt op af både romaner og dramatik, der har forholdt sig til modernitetens splittelsestema og kønsrollernes mere eller mindre muntre spil.

.

Men endnu i 1960'ernes begyndelse gjaldt det menneskets frisættelse fra de udlevede, men stadig overleverede og bindende metafysiske ideer. Det radikale oprør mod kirken og det religiøse verdensbillede, som med vekslende styrke havde stået på siden det moderne gennembrud i 1870'erne, var stadig på dagsordenen. Den blot 21-årige debutant Sven Holm (f. 1940) tog fat på det i sin samling fantastiske historier Den store fjende (1961) og i efterfølgeren Nedstyrtningen (1963).

I „Drengen og gud“ finder man en sekulariseret fortolkning af syndefaldsmyten. Uddrivelsen af paradiset sker stadig, men i psykologisk forstand og som følge af barnets voksende bevidsthed. Bevidstheden vågner, i og med at drengen dræber en frø, for da kommer lovbruddet og døden på én gang ind i verden, uden han dog endnu er helt klar over, hvad denne død betyder. Erkendelsen af dødens betydning kommer i bogstaveligste forstand som lyn fra en klar himmel, idet et lyn slår ned og dræber en sangfugl. Hvorfor skal den dø, vil drengen vide, men i samme sekund han formulerer spørgsmålet, forsvinder Gud. Gud og paradis ligger bag drengen i det øjeblik, han efterlyser meningen med døden, for dén findes der – ikke mere – en guddommelig forklaring på. Drengen er således bevidsthedsmæssigt kommet til en verden, som er fremmed for ham, idet den ikke svarer på hans tanker og følelser. Gud er blevet borte, som det også fortælles i „Nedstyrtningen“, hvor kirkespiret er væltet. Hvor det førhen pegede op mod den himmelske mening, peger det nu mod jorden og materien selv. Det er i denne gudsforladte verden, at mennesket skal leve og finde sig til rette.

Verden er fremmed og uvirkelig, når der ingen gud er til at sikre dens varighed og meningsfuldhed. Men når Gud og den gamle orden er ude, kan menneskene spille på bordet. Verden bliver til „Min operaverden“ (1963), som det fremgår af den allegoriske fortælling om selvet og virkeligheden, der ikke bare bliver opfattet som en drømmescene, som allerede Shakespeare gjorde det, men som en scene uden givne roller og fast program. Jeg'ets rolle har „aldrig været entydig, måske slet ikke mulig at tyde overhovedet“, forlyder det. Og jeg'et spørger sig selv, om det er „mest aktør eller instruktør, mest dirigent eller direktør eller allermest publikum“. Det er både det ene og det andet og det tredje, men glemmer for en tid publikum i eksperimenterende, amokløbende indadvendthed – altså forestillingen om en tilskuer og en kunstnerisk kommunikation.

Den kunstneriske og menneskelige isolation, som man genkender som et modernistisk og moderne træk, er imidlertid uholdbar, og i et forsøg på at bryde ud af operaverdenens selvspejlende, klaustrofobiske univers vil fortælleren derfor sprænge sig selv og de gamle rekvisitter i luften. Med en ekspressiv gebærde vil han træde i eksistens ved at gå i aktion, og han vil gøre kunsten levende og konfronterende med en happening, hvor grænsen mellem kunst og virkelighed, individ og omverden overskrides. Den drøm skulle hurtigt gå hen og blive en del af 1960'ernes kunstneriske mål: at sprænge kunstinstitutionen i luften, fordi den var blevet for selvoptaget og virkningsløs. I „Min opera-verden“ fik den idé sin egen fantastiske fortælling.

Engang udspyede teatret ældgamle sandheder, der holdt mennesket og dets verden sammen, forklarer opera-manden. Der var et sandhedens og identitetens centrum. Men nu udspyr teatret i „Min opera-verden“ sandheden om det kaotiske, splittede, ødelagte individ, som både er instruktør, regissør og aktør og i fuld gang med at sprænge sig selv i luften og forvandle sig til noget helt andet. Forestillingen om individet er ikke mere, hvad den var engang. Kunsten og digtningen er det heller ikke. Men det brede publikum i 1960'erne var ikke umiddelbart til sinds at spille den rolle, som det var tiltænkt af den formynderiske aktør i „Min opera-verden“. Ifølge ham skulle det have smasket kunstnerens sandhed om verden lige i ansigtet, det skulle konfronteres, og det var der store dele af publikum, der ikke brød sig om og ikke ville spille med på. Moderne kunst var ikke noget for dem, hvad enten det drejede sig om Rifbjergs metaforlyrik, Malinowskis lyriske „gesamtkaos“ eller Holms fantastiske allegorier. Det skulle til gengæld vise sig at få „indiskutabel realitet“ på tværs af enhver invitation til publikum om at træde ind på den ny digtnings absurde scene.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Guds død og spillets begyndelse - Sven Holm.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig