Halvfemserprosaister

Generationen af forfattere omkring Taarnet i halvfemserne danner baggrund for, at perioden litteraturhistorisk har fået betegnelsen „det lyriske gennembrud“ hæftet på sig. Den herskende opfattelse har været, at tårnkredsens digtere primært ytrede sig lyrisk. Som det ses, er det en antagelse, der ikke er fuld dækning for. Tårnkredsens forfattere er i lige så høj grad journalister, kritikere og prosaforfattere, som de er lyrikere, og deres særkende er, at de magter at blande genrerne i deres forfatterskaber og skabe nye hybridformer. „Det lyriske gennembrud“ skal derfor tolkes i videre forstand. Både Johannes Jørgensen og Sophus Claussen arbejder således med litterære montager, hvor eksempelvis deres romaner og rejsebeskrivelser har lyriske og journalistiske indslag, mens tidlige romaner af Sophus Michaëlis har indlagte digte og lyriske passager, og dramatik af Helge Rode har indlagte digte og sange. Ligeledes kan det iagttages, hvordan adskillige af forfatternes digtsamlinger, efter forbilledet Baudelaire, ved siden af de rimede og strofiske digte har suggestive prosalyriske digte. Det er således kendetegnende for 1890'erne, at genrerne blandes og delvis opløses i nye litterære eksperimenter, netop som en slags parallel til det sjælelige og drømmende, der er konstituerende for periodens opfattelse af det menneskelige sind og verdens symbolske karakter. Det „lyriske“ skal således forstås i videste betydning som en spejlende bevidsthedsmæssig funktion ved epokens tekster frem for en snæver genremæssig.

Det gælder også for en gruppe af halvfemsernes prosaforfattere som Ernesto Dalgas, Johannes Holbek, Knud Hjortø og Jakob Hansen, og den generation, som efter år 1900 skulle føre epokens tendenser videre, fx Johannes V. Jensen, Albert Dam og Harald Kidde. Også de arbejder prosalyrisk med deres tekster, selv om de ikke har poesien som deres dominerende udtryksform. Var den første generation samlet omkring tidsskriftet Taarnet, er den sidstnævnte samlet omkring tidsskriftet Vagten (1899-1900).