Hedenske hymner

Thøger Larsen debuterede ved hjælp af klassekammeraterne i Lemvig, der samlede ind, så digtsamlingen Vilde Roser (1895) kunne udkomme med forfatternavnet Thøger Underbjerg på titelbladet. Det er først med digtsamlingen Jord (1904), forfatteren kalder sig Thøger Larsen, ligesom det er fra og med denne samling, han kunstnerisk bryder igennem. I digtet „Augustnat“ i Jord hedder det i første strofe:

Marken dufter af modent Kornen sildig Aften i Høst, –op over Fjorden et Maanehornstiger i yderste Øst,stanger ind i en liden Skyet gyldentblødende Saar,mens hen over Vover og VangeVinden vaklende gaar.

Sceneriet, der aflæses på himmelbuens store skærm, opfattes konkret og i naturtro realisme, men samtidig skildrer billederne en indsigt i en større sammenhæng og de store kræfter, der virker bag det hele, nemlig livets og naturens vilje til væren. Det er Larsens erklærede hedenskab, der taler, der er ingen gud eller frelser eller opretholder deroppe, kun naturens og livsstrømmenes stadige skabelse af former under opbygning og nedbrydning.

Samlingens første digt er „Vor Moder Jord“, der lovpriser Moder Jord og slår den darwinistiske hedenskab fast som forrang for en kristen skabelsesforestilling, her i de to første strofer:

Er Kraften, hvorved Livet groraf Verdens muldne Kloder,en kærlig Gud og Fader vor,er Jordens Muld vor Moder.Af Muld og Hav sprang Livet fremi fjernt forglemte Tider.Til Muld og Hav gaar Livet hjemhvergang det Døden lider.

Når livet lider døden, er der ingen nåde eller frelser, som bortriver dødens mørke, men livet går hjem til jorden og havet, hvorfra livet skal genopstå i nye, strømmende former. Det er den relativt ukomplicerede hedenskab, der her folder sig ud i digtets Larsen'ske jordfarver, som får disse ord med i sjette og sidste strofe af digtet:

Og naar vi siger: „Fader vor“ –med Andagtstanker skære,vi mindes og vor Moder Jordmed Tak og Pris og Ære.

Så Fadervor må fortrænges af Moderjord, Vorherre af det kosmiske kredsløb, nåden af naturtroen.

Der er meget inspiration fra Nietzsche i disse digte i Jord, således som den tyske filosof da også deklamerede troskab mod jorden i sin Also sprach Zarathustra. Det er jo bestemt ikke tilfældigt, at Larsen anvender kristendomshenvisende titler som „Hymne“, når han virkelig lukker op for Nietzsche-inspirerede forestillinger om det skønnes retfærdiggørelse af den jordiske verden, for her er opgøret med den kirkelige-kristne Vorherre i fuld udfoldelse i en hyldest til skønheden:

Vor Gud skal være rank og stor –han sidder bøjet, bundet,med døde Slægters blinde Ordom alt sit Væsen spundet.Vi trænger til en Sommersang,hvor Tonen glitrer gylden.Vi folde vil vort Væsen udmod Livets frie, friske Gud,saa Skønhed soner Skylden.

Til de store hedenske hymner i samlingen hører det halvlange digt „Højsang“, som elegant udnytter og omfunktionerer sider af „Salomos Højsang“ fra Det Gamle Testamente, og som indledes med denne opstandelsesforestilling:

Opstandelsen svulmergennem døde Skove,brister frem til Livi Knop ved Knop.Den hele Vinter Skovene stodsom Dødningefylkeraf graa Skelettermed vredne, knoklede Grene.Da kom fra det højeOpstandelsens Kraftog fra Dybets AarerOpstandelsens Saft.

Og således svinger højsangen over i „Genesis“ og tilbage til højsangsmotivet igen:

Der gik Skabelsens Dage over Jorden,der gik Lysets Bliv:„Bliv Grøde! Bliv Liv!Bliv Skønhed, du friske,alle stærke Drømmes Moder!“Lad mig love, lad mig prisei ærbødige Rhytmerdig, min Hjerteglædes Rodmuld,dig, min Hjerteglædes Solhvælv!Højlovet – Halleluja! –være Jorderiges Vaar!

Det er en gennemgribende anti-teologi – for nu at spille lidt på Nietzsches forestillinger om Anti-Krist – Thøger Larsen ruller ud som en religiøs eller i al fald skabelsesmæssig sammenhæng i antitroens eller hedentroens store katedral mellem solhvælvet og rodmulden. Det er i hvert fald Nietzsches forkyndelse, der prædikes, når grøden, livet selv og skønheden påkaldes.

I Jord står også „Solsangen“, der ofte siden er blevet optrykt i antologier og samlinger. Digtets første strofe er et lille mesterværk i den kunst at anskueliggøre det dobbelte blik, hvor synsvinklen både ligger ude i rummet og nede på muldjordens plan:

Nu hælder Europa mod Sol igen,og Syden blæser paa Norden.Fugletræk over Landene gaa,Mulden lugter saa mæt og raa,det kribler i Ryggen af Jorden.

„Solsangen“ rummer erotik, dødsforudsigelser, livsdrift, for „Træerne løves af ungt Begær“. Der skabes, der døes, men jorden hælder mod solen og lader sig besvangre:

Nu Kvinde og Hundyr, Korn og Sivbesvangres skal med det evige Liv,som vaktes i Tidernes Morgen.

Beskueren, digtets jeg, kender betingelserne, der nok rummer angst, men forgængeligheden er til at bære, fordi naturens store lovmæssige cyklus arbejder i, under, før og efter livets ophør:

Det bløder af Glæde i mit Sind.O Rigdom, hvori jeg svømmer –Sol-Søvn, hvori jeg drømmer!Der kommer en Tid, en underfuld,da Græsset er grønt, og jeg er Muld.

Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opgro i nye former, farver og skønheder. Sådan lyder genopstandelsesforkyndelsen hos hedenske Larsen, apoteosen til naturens æstetiske orden.

Meget af Thøger Larsens lyrik er præget af forsøget på dels at reflektere den store universelle sammenhæng, dels at skabe en sindets forsoning med den store meningsløshed. I Dagene (1905) finder man det lange digt „Jens Højby“, der i 58 firlinjede strofer og kontante vendinger skildrer husmanden Jens Højby på dødslejet: „Paa de velsignede Agre / trives de frodige Køer. / Ensom ligger den magre / Bonde Jens Højby og dør“.

Der er ingen flæben i Jens Højbys dødsbevidsthed, som der ikke er det i digtets holdning til det uafvendelige. Og dog er det forsoningsmuligheden med det store kredsløb i naturen, der er digtets egentlige fabel. Foruden Jens og hans viv og de insekter, han ligger og iagttager i sovekammerets revner og sprækker, optræder der i digtet en anden 'hovedperson', som skal formulde og formæle og forsørge den magre Jens – om ikke til et andet liv i Herrens lysfyldte haller, så tilbage i solens livgivende kredsløb. Det er ormene, som optræder således i første strofe, og det er bemærkelsesværdigt, hvordan digtet konsekvent spejler et 'oppe i sollyset' og et 'nede i muldens mørke': „Fuglene stige og svinde / ind under Skyernes Uld./ Ormene bore sig, blinde, / gennem den mørke Muld“.

Ormene er mediet mellem død og liv, skæbnesvangre blinde som naturen principielt er blind for følelser og sentimentalitet, grådige fortæremaskiner, der ikke har dagens og solens lys nødig, men som arbejder dernede i moderjorden, mulden, for at gøre dét, som solen har opbygget i faste former og skikkelser og kød og blod, til formløst stof i muldens livmoder, hvorfra det skal igen opstå i fast form og vokse og længes mod solen. Sådan slutter det lange digt med en motivisk parallelisering sit epos om livets nødvendige omslag i død og nedbrydning:

Gud, som er ensom og naadig,sin Fred til Jens Højby sender.Ormene higer med graadigBlindhed i begge Ender.Ormene de er hellige Dyr.De stopper sig Hulningen fuld.Ved deres hungrige Stræbendannes den gode Muld.

Så Jens bliver ét med den gode muld, og digtets jeg kan spejle sig i det håb, den forsoningstanke, at af mulden gengestaltes livslyset. På den måde er „Jens Højby“ tilrettelagt som poetisk afsøgning af den mening, der måske rummes i intethedens mangel på anden mening end ormenes blinde logik: At alt livsstof ender som muld, hvoraf livet igen opstår.