Heibergskolens dramatikere - Henrik Hertz og Jens Christian Hostrup

Henrik Hertz (1797/98-1870) var den første betydelige jødiske forfatter i den danske litteratur, men i modsætning til den godt tyve år yngre Goldschmidt skrev han kun ganske lidt om jødiske spørgsmål. Han voksede op i et ikke-ortodokst jødisk miljø. Faderen, bagermester Philip Hertz, døde, da Henrik Hertz var halvandet år gammel, og ved moderens død i 1814 blev barndomshjemmet opløst. I de efterfølgende år kom han dagligt hos sin onkel, grosserer M.L. Nathanson, hvis hjem var et samlingssted for de mere verdsligt sindede københavnske jøder. Nathanson selv var en engageret fortaler for jødiske borgerrettigheder. Henrik Hertz forelskede sig her voldsomt i Nathansons datter Hanna, men noget par blev der aldrig af dem. Formentlig har den fattige student været et lidet tiltrækkende parti for både datter og forældre. Til gengæld blev hun i nogle år en central genstand for hans digte.

Hertz' interesse for litteratur blev vakt i en ung alder, og i årene på Metropolitanskolen var han stiftende medlem af en litterær læsekreds. I tidens ånd var det især Oehlenschlägers værker, man dyrkede. Alligevel valgte Hertz i første omgang at studere jura, og i 1825 blev han cand. jur. Men litteraturen trak fortsat, og allerede året efter tildeltes han sin anden guldmedalje, denne gang i æstetik. Prisopgavespørgsmålet var stillet af den æstetiske professor – Oehlenschläger. Besvarelsen markerer Hertz' endelige beslutning om at gøre karriere som digter og litterat. I 1827 debuterede han som dramatiker på Det Kongelige Teater med Hr. Burchardt og hans Familie.

De første af hans skuespil er skrevet anonymt ligesom Gjenganger-Breve (se ovenfor), bl.a. fordi han frygtede, at hans jødiske baggrund skulle smitte af på bedømmelsen af værkerne. Tilskyndet af Nathanson lod han sig døbe i 1832. Det var ikke unormalt, at fremtrædende jøder konverterede, for trods regeringens forordning af 1814, der anerkendte jødernes fulde borgerret, var det stadig lettere at gøre karriere som kristen. Dåben var dog mere end en taktisk beslutning, og snarere end som konvertit at være tilbageholdende med sin religiøsitet førte han den tydeligt med sig. Den kristne påvirkning er synlig mange steder i hans forfatterskab og spiller en betydeligt mere sammenhængende rolle end i mange af periodens ikke-jødiske forfatterskaber, herunder også den teologisk uddannede Christian Winthers. Umiddelbart efter dåben blev Hertz inddraget i den heibergske kreds. Han tilbragte sommeren med familien Heiberg i Hørsholm, forelskede sig som alle andre voldsomt i Johanne Luise Heiberg og skrev efterfølgende mange af sine hovedroller direkte til hende.

Med sin letflydende elegance i replikker og handlingsgang vandt Hertz hurtigt stor yndest hos publikum, men allerede i slutningen af 1830'erne oplevede han en tilbagegang i anseelse. Publikum havde svært ved at vænne sig til den tidligere komedieskrivers alvorligere sider og forargedes ved udgivelsen af den polemisk-politiske roman Stemninger og Tilstande. Scener og Skildringer af et Ophold i Kjøbenhavn (1839). Han stiftede først familie efter mødet med den 15-årige Louise v. Halle i 1845. Den unge Louise viste interesse for Hertz' lyrik og blev også selv gjort til genstand for den. „Dit unge Hjerte i mit eget banker“, skrev han til hende i et morgenvers fra 1848. De blev gift to år senere og fik sammen sønnen Poul Hertz. Hertz selv døde af lungebetændelse i 1870.

Som flere af sine generationsfæller blev Hertz gjort til skydeskive for det moderne gennembruds kritikere. Et karakteristisk eksempel kunne være følgende bredside fra Georg Brandes, der med Brandes' velkendte polemiske tæft er skarp i sin kritik og undergravende selv i sin ros:

Selv naar Ordet er lidt søgt, selv naar Udtrykket bliver Talekunst, prosaisk eller belærende, eller naar vi faar altfor Meget af det Zarte, Fine, Belevne, Artige, Yndefulde, Duftige og Gratiøse (i fire Stavelser); her er dog bestandig denne Kunstens Trolddom, som kan sammenlignes med den der kan være i en Kvindes Blik, selv naar alle andre Egenskaber, som kunde fængsle, fattes. Virkningen beror nærmere derpaa, at Digteren med hele sin varme Sjæl er tilstede i hver lille Enkelthed.

Denne fornemmelse af noget patinabelagt er blevet hængende på forfatterskabet, og selv Hertz' stærkt rosende biograf Hans Kyrre mener ikke, at hans forfatterskab indfrier de løfter, hans talent giver. Men billedet er ikke retfærdigt, og mange af Hertz' værker kan stadig være levende for en nutidig læser, hvad bl.a. Mogens Brøndsted har vist i sine studier af Hertz' dramatik.