Berlinmuren blev opført i 1961 og fjernet igen, sten for sten og uden blodsudgydelse, i 1989. „Murens fald“ blev det store symbol på kommunismens fald og den kolde krigs afslutning.

.

I et essay om sit forfatterskab og det, der er „uden om forfatterskabet“ (Spring, 2006), skriver Smærup Sørensen, at vi aktuelt befinder os „i den mest interessante tid i menneskehedens historie“, hvor vi med bondekulturens undergang „er medvirkende og vidner til en titusindårig kulturs endelige ophør, og til de stadig famlende trin i retning af dens afløser.“

Da Smærup Sørensen indledte sit forfatterskab i 1960'erne, interesserede litteraturen sig ikke nævneværdigt for historien. Det skiftede i 1970'erne, i øvrigt på en tid, hvor industrikulturen gik sin undergang i møde. Nu begyndte mange forfattere at nære ambitioner om at skrive den store historie, de forskellige klassers eller gruppers lange frigørelsesvej gennem historien. I 1974 udkom den italienske forfatter Elsa Morantes Historien: en skandale der har varet i 10.000 år (da. 1977), og også danske forfattere forsøgte sig med at skrive historien frem. Christian Kampmann skrev om overklassens historie i sine fire romaner om familien Gregersen (1973-75), Klaus Rifbjerg zoomede med radiospillet De beskedne (1974-75) ind på middelklassen. Og i samme periode begyndte Ditte Cederstrand at skrive en seks bind stor romanrække om De uspurgtes historie (1974-82), dvs. underklassens historie, ægte arbejderlitteratur med store følelser og stærke proletarer, med fokus på arbejdet og hverdagen, og med et ønske om sammenhold, der rakte helt ud i appellerende titler som f.eks. Hvor har du hjemme – proletar? (1976).

Men da De uspurgtes historie var fortalt, var deres dage også talte. Omkring 1980 begyndte man at tale om industrisamfundets forvandling til et informationssamfund eller måske ligefrem til et fritidssamfund. I 1980 udkom Palle Fischers Den store badedag, som blev årets store komiske roman – og en stor biografsucces i 1991. Her gælder det ikke „Den store Kamp“ som i Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren, men den store strandtur til Bellevue, ganske vist organiseret efter bedste socialdemokratiske principper af den djærve arbejder Axel, som får hele opgangen i Jægergade med sig. Organiseringen lykkes, „der skal være bund i det hele“, og optoget er i fortællerens, den syvårige søn Gustav Adolfs øjne, en storslået manifestation: „jeg var stolt, vi var mange og den ene var mærkeligere og særligere end den anden, vi var helt anderledes end andre.“

Historien følger forskellige rytmer, og historieskriverne vælger forskellige perspektiver. Man kan vælge en langtidsskala for historien, hvor det, der falder i øjnene, er de varige, undertiden næsten ubevægelige træk i historien. Og man kan vælge en korttidsskala, hvor det er begivenhederne, der presser sig på, og hvor iagttageren uundgåeligt er involveret i disse begivenheder. Blandt begivenhederne er der dog nogle, som tiltrækker sig opmærksomhed, fordi de står i umiddelbar forbindelse med historiens understrømme, og som historien har udviklet sig siden 1960, er der tre begivenheder, som i bogstaveligste forstand må betegnes som epokegørende: I 1961 satte Sovjetmagten med Berlinmuren skel mellem Øst og Vest. I 1989 faldt Muren og med den også de politiske modsætninger, som gennem mere end en menneskealder havde bestemt verdensordenen. Endelig åbnede det islamistiske terrorangreb på USA den 11. september 2001 for helt nye konfliktmønstre – og helt nye mønstre for løsningen af disse konflikter.

Ikke kun økonomisk og politisk, men også kulturelt og litterært blev muren et omdrejningspunkt for periodens udvikling og afvikling. Modsætningen mellem „Øst“ og „Vest“ blev bestemmende for forholdet mellem „Vesten“ og „Resten“, og også i det danske kulturliv har denne konflikt sat sine spor. I nogle tilfælde er sporene direkte, i samtidsskildringer, i kulturdebat; i andre tilfælde er de vanskeligere at få øje på. Men sikkert er det, at med Muren begyndte en ny epoke, og med Murens fald sluttede en epoke. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama tolkede den nye situation i Historiens afslutning og det sidste menneske (1992, da. 1993), hvor han argumenterede for, at det efter den kolde krigs afslutning ikke længere var muligt at opfatte historien som én, sammenhængende, evolutionær proces. Straks efter Murens fald skrev Bent Vinn Nielsen Et stykke af muren (1991), som var udstyret med undertitlen „en roman fra tiden efter epokerne.“ Undertitlen er ganske vist ironisk ment. Romanen bygger på en komisk kontrast mellem den epokegørende begivenhed og et par sølle hverdagseksistenser, som drager til Berlin for at skaffe sig et stykke af den sløjfede mur.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Historiens bølger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig