Hjemfalden til straf - Viggo Stuckenbergs romaner

En tilsvarende intrikat balance mellem rå kraft og et „underbillede“ af ømhed præger Viggo Stuckenbergs episke forfatterskab.

Det tager udgangspunkt i 1880'ernes radikalisme og realisme med romanerne I Gennembrud (1888) og Messias (1889), der begge rummer tidstypiske opgør med Estrups politik, kristendommen og seksualmoralen med et ungt studenterliv i centrum: diskussioner, forfatningskamp og deklamationer i Studentersamfundet og beruset revolutionsromantik på Damhuskroen. I Messias udfoldes motivet satirisk, i debutromanen med en anderledes indlevet og drømmende hengivelse til det moderne Københavns virvar af liv, der på ejendommelig måde lindrer hovedpersonen Jørgens angst, når han giver sig hen til det, forsvinder i mængden og bliver et med vogntummelens åndedræt. Stuckenbergs talent for den psykologiske menneskeskildring og den allegoriske fortælling fortætter sig i dobbeltromanen Valravn. To Fortællinger (1896, udgivet 1908 sammen med den lille roman Sol) og i eksistensstudien om forbrydelse og straf, romanen Hjemfalden (1898). Valravn og Hjemfalden er begge delvise jeg-fortællinger, som vikler historierne ind i en subjektiv nervøsitet og drømmende uvirkelighed. Romanerne er Viggo Stuckenbergs to mest originale værker.

Dobbeltromanen Valravn er skrevet i 1893 på baggrund af den ægteskabelige krise og det første brud mellem Ingeborg og Viggo Stuckenberg, der også skildres i Fagre Ord. Begge fortællinger i Valravn beskriver skæbnesvangert et forløb med en utro hustru, der vælger at tage sit liv. Men i Valravn – som jo er den ravn i folkeviserne, der flyver mod aften med den kranke lykke – er historien lagt i munden på to mænd, henholdsvis det forladte jeg, Johannes Prahl i første fortælling, og i anden fortælling Markus Hejn. De er begge en slags dobbeltmennesker, der ikke kan skille virkelighed og drøm i deres „Sjæles Billedhus“.

I den første fortælling konfronteres det bekendende jeg med det tomme hjem og den troløse hustrus afskedsbrev. De to har i ægteskabet været bundet i en lykkekonflikt, forfatterskabets centrale motiv. Han i forestillingen om det ideale hjem med hustruen som en del af det æstetiske interiør, hun med drømme om at frigøre sig fra rollen og hjemmets låste strukturer. Fortællingen foldes ud som en bevidsthedsstrøm med brudte associationer, hallucinerende syner og erindringsbilleder, der beskriver de to adskilte sjæles møder, hvor de fletter sig ind i hinanden som i en røgarabesk. I den anden fortælling skildres det maskuline dobbeltmenneske som to „brødre“, der er rivaler til den samme kvinde. Hun kan ikke skelne de to fra hinanden og går til grunde i trianglens jalousiopgør og dobbeltsyn. Fortællingen er symbolsk og prosalyrisk indskrevet i vinterens kulde og rimfrostens hvide dragt, der fryser lidenskaberne inde og lægger dem lig. Kvinden, de to elsker, dør ud af fortællingen og det maskuline dobbeltvæsens drøm om lykke.

Valravn er rendyrket symbolisme. To eksistentielle fabler om maskuline drømme, hvor sjælene glider hinanden i møde som „dalende Snefnug, formet i den Luft, som er uden Grænser“. Dens episke struktur er sindsudvidende, konsekvent symbolistisk i sit formsprog og tidstypisk i sin udspaltning af jeget som en dobbeltbevidsthed: „Jeg er som to Personer“. Det dialogiske, som kan iagttages flere steder i forfatterskabet, bliver her omsat i et spil mellem to sider af det samme maskuline jeg: den stærke lykkesøgende og den svage vigende. Og i begge fortællinger opløses jeget i smerte, intethed og vanvid og går til grunde i jagten på den kvinde, der skal indfri lykkedrømmen.

I Hjemfalden skrues plottet deterministisk sammen i et knugende greb om en mands forliste lykkedrøm. Den monologiske jeg-fortælling beskriver et menneske, der er hjemfalden til straf i tredje potens. En svag, vigende og blød mand begår først underslæb for sin hustrus skyld og kastes i fængsel. Da han har sonet sin straf og kommer ud, har hun fundet en anden, som han i affekt myrder for at vinde hende tilbage. Hvorpå han ryger i fængsel igen. Men ved mordet mister han tillige sin selvagtelse, hævnen over rivalen bliver ikke en befrielse, men en skam, der martrer hans hjerte og slider hans forstand i stykker. Viggo Stuckenbergs skildring af denne ensomme eksistens, troldbundet af sin længsel efter hustruen og plaget af sin samvittighed, har mindelser om den besatte Raskolnikov i Dostojevskijs roman af samme navn. Det er en eksistentiel fabel, der bruger fængselscellens klaustrofobi som et særligt rum for erindring og erkendelse.