Blandt periodens mange fantastiske og skrækromantiske historier optræder også én, der til forskel fra de øvrige stammer fra den virkelige verden. Den stod i 1826 at læse i en lille og uprætentiøs bog, præcis så omstændelig som titlen, Udtog af Professor Herholdts Dagbøger over Rachel Hertz' Sygdomme i Aarene 1807-1826. Den er en beretning om, hvordan Rachel Hertz gennem 19 år bedrager sin læge, J.D. Herholdt, med opdigtede sygdomme. Med nærmest uudtømmelig opfindsomhed præsenterer hun sin læge for et stadig mere omfattende repertoire af dramatiske symptomer, herunder krampeanfald, lammelser og opkastning af blod. Som det mest spektakulære opererer Herholdt i alt 389 synåle ud af hendes krop, nåle, der antoges slugt i vildelse (i folkemunde kaldtes hun derfor Synålejomfruen). Forskellige omstændigheder skaber imidlertid mistanke til hende; der bliver boret et hul i døren til hendes værelse, og om selve afsløringen fortæller Herholdt:

Jeg stillede mig for Hullet og saae da: at hun, som ellers ikke kunde holde sig opreist, nu sad overende i Sengen: at hun, som i flere Aar havde været lam i sin høire Arm, nu gned sine Øine med begge Hænder, kløede sin Nakke, rettede sit Haar, sin Kappe, og pudsede sit Lys: alt med den høire Haand; ja ydermere: at hun med samme Haand skrev sin Aftenrapport til mig paa Tavlen. Mig mangle Ord til at beskrive, hvad jeg følte ved dette Syn. O Menneske! tænkte jeg, hvad est du? Gives der virkelig en Art Afsindighed, som ikke har sin Grund i Forstands Forvirring? – Jeg gik taus og krænket bort.

Det centrale spørgsmål, Herholdt stiller i denne næsten blicherske skildring, er i virkeligheden et skjult citat. Påstanden om, at der findes en art afsindighed uden forstandsforvirring, står således ordret i en afhandling fra 1824, den medicinske professor F.G. Howitz' „Om Afsindighed og Tilregnelse“, der stod at læse i Juridisk Tidsskrift, som A.S. Ørsted var udgiver af.

Når Herholdt kun hovedrystende kunne forestille sig denne mulighed, var det, fordi han som tiden i øvrigt tænkte i overensstemmelse med Kants menneskeopfattelse og moralfilosofi. Mennesket fremstod her som et autonomt væsen, der i kraft af sin fornuft besad evnen til at være sin egen moralske lovgiver. Nok var mennesket underlagt en natursammenhæng, som ytrede sig i alle dets sanselige tilskyndelser og tilbøjeligheder, men som modvægt havde det sin frie vilje til at handle i overensstemmelse med fornuftens og moralens krav. Fra denne regel var der ifølge Kant kun én undtagelse, nemlig de afsindige. Eftersom friheden afhang af fornuften, var den, der var berøvet fornuftens brug, ufri. Der var her tale om et skarpt skel. Enten var man ved sin fornufts fulde brug og dermed fri, tilregnelig og moralsk ansvarlig for sine handlinger, eller også var man afsindig og dermed ufri.

Det er dette skel, Howitz i sin afhandling søger at underminere, bl.a. med henblik på at sikre lægerne en større indflydelse i retssager, hvor der kunne være tvivl om tilregneligheden hos den anklagede. Men samtidig går han langt videre i sin kritik, og afhandlingen former sig i realiteten som ét langt opgør med Kants og dermed samtidens menneskeopfattelse og moralfilosofi. Fx skriver han:

I Almindelighed hedder det: at Villien bestemmes paa den eene Side af Menneskets egoistiske Lidenskaber og sandselige Lyster, men paa den anden Side af hans Fornuft og Moralitet, d.v.s. Erkjendelse af det sande eller hensigtsmæssige og Følelse for gode og ædle, der i Almindelighed falder sammen med det humane eller det for Menneskeslægten og Selskabet [samfundet] velgjørende. Hermed er man færdig; thi man har jo den gamle homo duplex med sin villige Aand og sit skrøbelige Kjød (…) Men nu kommer Lægen og anmærker at A's slette Fordøielse, B's Leversyge, C's hysteriske Tilfælde, E's Nervefeber, og den Byld F har i Øret (…) altsammen er Omstændigheder, der have Indflydelse paa disse Menneskers Villie og Handlinger, uden dog at henhøre enten til Fornuft, Moralitet, Lidenskaber eller sandselige Lyster.

Hvorvidt en handling er fri eller ufri er dermed nærmest umuligt at afgøre, for som Howitz opsummerer tankegangen: „Menneskets physiske Tilstand, hans Tilstand som materielt organiseret Naturvæsen har altsaa en umiskjendelig Virkning paa hans Villie“. At være i sin lidenskabs vold er at være underlagt en naturnødvendighed og dermed at kunne betragtes som en afsindig, sådan som det fremgår af denne eksempelrække:

Betragt hiin Ægtefælle, der i et Anfald af rasende Jalousie, paa det unaturligste mishandler en Gjenstand, han har elsket; see Barnemordersken i Fortvivlelse, see Spilleren drevet til det Yderste, naar hans Eget for længe siden er tabt og han alt har angrebet de betroede Summer; ere disse Mennesker at ansee som frie, og kan man antage at Straffelovens Trudsler i slige Øieblikke tages i Betragtning af dem? Jeg troer det ikke og endnu mindre troer jeg at Trudslen kan blive af Indflydelse naar Lidenskaben er steget til en saadan Høide.

Hos Howitz er en helt ny psykologi undervejs, en psykologi på biologisk grundlag, kunne man sige, eller i hvert fald en psykologi, der gør menneskets fysiologiske tilstand til den væsentlige betingelse for dets mentale eller psykiske og ikke har plads til nogen fri vilje. Intet under derfor, at de daværende forvaltere og fortolkere af menneskets moralske natur og sjælelivet blandede sig. Allerførst den ansvarshavende redaktør, A.S. Ørsted, der nok havde ladet artiklen trykke, men ikke syntes, at han som jurist kunne lade den stå ukommenteret, dernæst bl.a. Sibbern, Mynster og J.L. Heiberg, den sidste med en stor afhandling Om den menneskelige Frihed (1824).

Sagen var jo, at Howitz med sin afhandling ikke blot satte spørgsmålstegn ved Kants menneskeopfattelse. Som repræsentant for en naturvidenskabeligt orienteret lægevidenskab, der havde forladt naturfilosofiske spekulationer til fordel for empirisk forskning, satte han samtidig spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig skulle have autoriteten og kompetencen, når det gjaldt samfundets overordnede fortolkning af menneskets natur. Var det jurister, filosoffer og teologer, eller var det læger og andre naturvidenskabsmænd?

Som striden forløb, endte Howitz i samtidens øjne som taberen, hvad der bl.a. skyldtes, at hans påstande byggede på ren teori og lod sig afvise som ubeviselige hypoteser. Hertil kom, at hvis det skarpe skel, Kant havde institueret, ikke havde gyldighed, hvornår skulle man da overhovedet kunne gøre et moralsk og juridisk ansvar gældende? Af rent politiske og moralske grunde var Howitz ude i et håbløst ærinde. Endelig stod Howitz over for det afgørende problem, at mens han selv argumenterede ud fra empirisk psykologi, var psykologi, etik og kristen dogmatik for de øvrige (bortset fra Heiberg, der alene anlagde filosofiske synspunkter) uadskillelige størrelser. Det kunne gerne være, at Howitz havde ret i, at friheden i den givne situation havde sine grader, men det forhindrede ikke, at den hos den, der ikke var berøvet fornuftens brug, var en altid tilstedeværende evne eller mulighed.

Selv om Howitz på den måde bringes effektivt til tavshed, ja gik ud af striden som en knækket mand og døde året efter sit sidste indlæg, vidner den massive modoffensiv om, at han havde ramt et skrøbeligt punkt i datidens tænkning. Ikke uden grund er det hegelianeren J.L. Heiberg, der forholder sig mest imødekommende over for Howitz, som dog ifølge Heiberg endnu ikke har hævet sig til det rette standpunkt, indsigten i enheden af frihed og nødvendighed. Går man til digtningen, finder man ingen direkte spor af striden, men nok af det fortolkningssammenbrud, Herholdt oplever. Og den senere romantik med sit begreb om det ubevidste som det skjulte, hvor ukontrollable dæmoniske kræfter driver deres spil, er ikke uden relation til Howitz' billede af mennesket som et væsen i sin fysiologis og sine lidenskabers vold.

At dele Howitz' synspunkt faldt imidlertid ingen af dem ind, heller ikke Emil Aarestrup, der havde hørt Howitz' retsmedicinske forelæsninger og selv var uddannet læge. I et brev til sin forlovede fortæller han om den tidligt afdøde, hvis begravelse han netop har deltaget i:

Han var en aandfuld Mand, begyndte at blive lykkelig i sin Stilling, fik tilstrækkeligt Levebrød, havde en god Kone, et par smaa Børn; pludselig faldt han paa at gruble over den menneskelige Frihed; han skrev meget derom, som var overilet, daarligt; det blev, som det fortjente, skarpt behandlet; han anstrængte sig nu over sine Kræfter, ærgrede sig – og døde. Jeg deelte ikke hans Meninger, men Taarerne randt mig over Kinderne paa den kolde Kirkegaard: hans Aand stræbte dog fremad mod det Uendelige!

I takt med svækkelsen af den kristent-idealistiske kultur får den menneskeopfattelse, Howitz repræsenterer, imidlertid anderledes vind i sejlene for omsider at bryde igennem i tiden efter 1870. Havde den litterære institution indtil da sikret sig sin førende plads ved sit samspil med filosofi og teologi, gør den det nu ved at knytte sig til naturvidenskaberne. Nok var Howitz taberen på det korte sigt; på det lange havde han historien med sig.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Howitzfejden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig