Hulda Lütken

Hulda Lütken var født 1896 i Frederikshavn, hvor hun også døde knap halvtreds år senere, i 1946. Hun var i en årrække fra 1917 bosat i København og deltog blandt andet i Valby-Parnasset med Emil Bønnelycke og Tom Kristensen, men hun søgte i midten af 1920'erne tilbage til Nordjylland, hvor hun skrev ni digtsamlinger og fem romaner. Debuten faldt med digtsamlingen Lys og Skygge fra 1927. Digtenes rum befinder sig gerne i grænsefeltet imellem drøm og virkelighed og kredser omkring stærke sindsstemninger, typisk udløst i forbindelse med sorg eller længsel efter kærlighed, som spejler sig i natlige, melankolske landskaber. Men naturen kan kun gengive stemningen, den kan ikke svare igen eller bringe trøst, som det fremgår af denne halve strofe fra „Elskovs Rose“:

Hvor Øjet rækker, intet Raad,kun Havets meningsløse Higen.Afmægtig blander sig min Graadmed Maagers monotone Skrigen.

Versene alluderer til Johannes Ewalds digt „Død og Dom“ fra 1770'erne og rækker på den måde tilbage til subjektivismens gennembrud i den danske lyriske tradition. Ofte er digtene henvendt direkte til den savnede elskede og får således en bekendende dimension. Fra tid til anden er der en tredje part imellem jeg'et og den elskede – triangulære forviklinger, der bringer Tove Ditlevsens senere digte i erindring – som i Lütkens mest kendte digt, „Jeg tørster aldrig efter Vin“. Tørsten, som er et rodfæstet billede på den erotiske længsel, gælder her den elskedes kys:

Jeg tørster aldrig efter Vin,men dine Læber,endskønt den Drik de skænker mig er den, der dræber.Jeg ejer i min Sjæl en Sumaf mørke Magter.Jeg er en Slave af et Sind,som jeg foragter.Imellem os staar som en Muren anden Kvinde. –Det hedder aldrig mere Ven.Det hedder Fjende.