„Fire Satyriske eller Skemtedigte / heel artige af paafindelsen [ganske fikst fundet på] / dog vers-reglene med fliid ej hafves i agt; Først beskrefne paa Nedertysk af D. Lavrenberg“. Således omtalte Laurembergs samtidige Peder Syv i Nogle Betenkninger om det Cimbriske Sprog hans skæmtedigte, der søgte at følge de nye metriske normer. Syv påpeger dog, at metrikkens regler kunne have været overholdt bedre. Størstedelen af Laurembergs forfatterskab er i øvrigt på latin og (plat)tysk og rummer også en del matematiske værker.

Johann Laurembergs (1590-1658) forfatterskab er som hans liv flersproget og mangesidigt. Det var ellers ikke indlysende, at Johann skulle blive digter. Han blev født i Rostock som søn af professoren dér i medicin, Wilhelm Lauremberg. Johann blev magister 1610 og 1618 udnævnt til professor i latinsk poesi ved universitetet i fødebyen.

Samtidig med at Lauremberg passede sin professorgerning, udarbejdede han topografiske beskrivelser og kort over Mecklenburg. Det var da også hans kartografiske færdigheder, der var årsag til, at den danske konge udnævnte ham til professor i matematik og ingeniørvidenskab ved det nystiftede Ridderlige Akademi i Sorø 1623. For at skabe prestige omkring Akademiet havde Christian 4. givet det rang af universitet, således at fx magisterpromotioner kunne finde sted dér. Både danske kongesønner og udenlandske fyrstesønner frekventerede da også akademiet på Laurembergs tid. Fagfolk har karakteriseret Laurembergs matematiske evner som „en aandrig Dilettant“s. Ikke desto mindre var det ham, der indførte brugen af de nye logaritmer i Danmark og i 1628 udgav Logarithmus seu canon numerorum, sinuum ac tangentium novus (Logarithmen eller en ny rettesnor for tal, kurver og tangenter). Sinus-og cosinusfunktionerne er som bekendt vigtige, når det gælder om at lave beregninger til netop korttegning.

Fra begyndelsen af 1631 rejste Lauremberg på Christian 4.s befaling rundt i Danmark for at kortlægge landet. Hermed kunne han fortsætte sin virksomhed som korttegner. Landmåling og korttegning blev dengang anset for at være så vigtigt, at det hørte under militæret og var yderst hemmeligt. De mange kort, som blev udarbejdede, var kun til brug for konge, regering og militær. De måtte endelig ikke komme til offentlighedens kendskab, da det kunne give en angribende fjende en fordel.

Laurembergs første satire, Satyra, er udgivet 1636. På latinske heksametre harceleres der over adelsmændenes overflødighed (både i den ene og den anden betydning), deres manglende nytte, deres forkærlighed for fægtning og mad og deres mangel på flid og boglig lærdom og endelig over deres udnyttelse af de lavere klasser. Udtrykkene er temmelig stærke, men Lauremberg slipper formentlig af sted med sin kritik, fordi sproget er latin – og fordi der ikke er nævnt navne.

Mere kendt er Lauremberg for de fire skæmtedigte fra 1652, som Syv omtalte. De kan ses som en generel opfølgning af kritikpunkterne fra Satyra. Veer Schertz Gedichte lyder deres plattyske titel, for plattysk var hans egentlige modersmål. Digtene kan dog ikke være oversat til dansk af Lauremberg selv, da oversætteren ikke har særlig godt kendskab til plattysk. Metrikeren Hans Mikkelsen Ravn har været nævnt som en mulig oversætter.

De Fire Skiæmpte Dicte (1652) handler om opstyltede manerer, om overdreven glæde ved moderigtige klæder, om snobben for titler og om (andre forfatteres) panegyriske, dvs. overdrevent rosende digte. Et har alle satirerne tilfælles: Samtidskritikken, der går på snobberi på en række af den civiliserede verdens områder. Til forskel fra Satyra er det her ikke kun adelen, der står for skud.

Sidste del opponerer mod den nyere kunstdigtning, som Lauremberg ikke har noget godt øje til. Som modvægt søger han bevidst helt ned i formen at undgå det opstyltede:

Jeg kunde vel, som fleer, med stilen højt tornere,At ingen dend forstood, foruden jeg, ej flere,Om jeg skuld' skrive saa som hine stoor' Poeter,Der stilen underlig i mening sammenfletter

Laurembergs skæmtedigte har været til både direkte og indirekte inspiration for Holberg, der udgav nogle af sine tidlige humoristiske værker under titlen Hans Mickelsens 4re Skiemte-Digte (1722). Også Holbergs Peder Paars (1719-20) står i gæld til Lauremberg. Indflydelsen ses både indholdsmæssigt og metrisk, idet alexandrineren før Lauremberg kun sjældent var blevet anvendt i humoristiske værker; og også Holberg har øje for sin samtids narre.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Humoren som våben - Johann Lauremberg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig