Hyrdedigtningen eller bukolikken, versificerede dialoger mellem hyrder med græskklingende navne, skrevet i heksametre, er en af renæssancens store succeshistorier. På grundlag af et temmelig begrænset materiale af antikke digte udviklede den sig til en af de bærende genrer i den nylatinske litteratur over hele Europa.

Den antikke hyrdedigtning udspringer af kultiverede bymenneskers drøm om det spontane, ukomplicerede liv på landet. Grækeren Theokrit skildrer i sine „idyller“ elementære menneskelige følelser. Romeren Vergil, der blev det altoverskyggende forbillede for renæssancens digtere, tilføjede vigtige nye facetter: socialt engagement og aktuel politik. Hans første ekloge (hyrdedigt) om Meliboeus, der har fået konfiskeret sin gård, og Tityrus, der har set en lykkelig fremtid i en ung hersker (kejser Augustus), blev en af genrens grundtekster. Kender man Vergils egen historie, er det nærliggende at se dette digt som selvbiografisk, og bl.a. derfor blev det i renæssancen betragtet som et genretræk, at de talende hyrder var, eller kunne være, masker for faktiske personer.

I det hele taget er det en pointe i hyrdedigtningen, at den store verden omsættes til et stiliseret miniatureformat. Konger bliver til overhyrder, rigdom tælles i får, litteratur bliver til sang og fløjtespil. Og digtene som helhed bliver kondenserede billeder af samtidens kulturliv og politik. I de hyrdedigte, der blev skrevet her i landet, understreges det ofte ved at samtalerne ikke kun foregår uden for byen, men uden for en bestemt by. På en paradoksal måde gør dette på en gang digtene mere realistiske og mere allegoriske. Læserne har kendt de hyrder, der gik omkring på fællederne uden for København eller Ribe. Men samtidig er det et klart signal om, at det netop er bybefolkningen, digtene i virkeligheden handler om. Resultatet er en genre, der egner sig glimrende til lejlighedsdigtning, men som samtidig åbner mulighed for egentlig fiktion. Det har ikke mindst været dét, der appellerede til renæssancens litterære miljøer.

I Danmark brød genren igennem med stor effekt, da Erasmus Lætus (Rasmus Glad, 1526-82) i 1560 udsendte sine Bucolica, en samling på syv særdeles ambitiøse – og lange – hyrdedigte. Den fremadstormende akademiker med de gode forbindelser ved hoffet var på denne tid i Wittenberg, udsendt af kongen for at erhverve den teologiske doktorgrad, så han kunne krone sin karriere med et professorat i teologi i København. Den situation afspejler sig i digtsamlingen, der i en omhyggelig komposition med symmetri i flere lag præsenterer en særegen blanding af privat dokument, kongehyldest og humanistisk programskrift.

De syv digte skildrer tilsammen et miljø med et forholdsvis snævert persongalleri, der optræder i forskellige konstellationer. Sandsynligvis en slags nøgleroman om det danske lærde miljø, men den præcise dechifrering er ikke foretaget. Dog ser det ud til, at forfatteren snedigt har anbragt sig selv i centrum uden at gøre sig til hovedperson. Han må være den unge hyrde Phædrius (græsk phaidros: 'glad'), der i de første digte skal rejse ud til fjerne egne, og som de misundelige derhjemme nødig vil have hjem igen som en stor mand. Phædrius taler ikke, men han er den, man taler om, den, som de gode elsker og de onde hader. Og han er blandt tilhørerne, da den vise, gamle Myrmix fortæller om sin jagt på fortidens orakler. Indskrevet på en sten i „den grønne dal“ ved Gudenåen har Myrmix fundet dystre varsler om fremtiden.

I anden del, der kun består af to digte, men er præcis lige så lang som første del (hhv. 1608 og 1607 vers), ophæves den dystre stemning. Som Vergil i sin femte ekloge sørger over den døde Cæsar under navnet Daphnis, skildrer Lætus her det hjemlige tronskifte i et digt om overhyrden Daphnis' (Christian 3.s) død – fulgt af et hyldestdigt til efterfølgeren Faustus (Frederik 2.). Her indledes en stærk tradition for at skildre Frederik 2. som en ny Augustus – hvorved Lætus bliver en ny Vergil. Det sidste digt, der skildrer Frederik 2.s kroning, indledes med en påkaldelse af muserne, der som et billede på den klassiske kulturs indmarch inviteres til at slå sig ned på et bjerg uden for København – præcis som de italienske digtere havde inviteret dem til Italien og de tyske til Tyskland:

Muser, I hellige, I der siges engang at ha' boethøjt på Helikons bjerg og rundt om i Grækenlands byer,dengang alt stod i fuldeste flor i det yndige Tempeopfyldt af Pallas' ånd, og Athen beherskede verden,– syng på hyrdernes vis en sang i det græsklædte Valby,syng de klager til Gud og de bønner til Herren jeg hørtedengang jeg havde det held at få plads mellem dystende bønderog kunne sætte en hyldest på vers til vor gode ven Phædrus.

Phædrius er vel igen Lætus selv. Og nu taler han selv: det er ham, der frembærer budskabet om den nye konge, ligesom han i første del var den, der bragte den nye kultur hjem fra det fjerne. Frederik 2.s tronbestigelse knyttes sammen med humanismens indmarch, og den nye konge tages til indtægt for en ny kulturpolitik. Det selvhøjtidelige ligger altid på lur hos Lætus, men det har snarest været en fordel i hans videre karriere som kongelig yndling og hofdigter.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Hyrdedigtning - Erasmus Lætus.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig