I prosaens laboratorium - Herr Panthakak og De Fremmede

Det er også i de vigtige og krisefyldte år mellem 1770 og 1773, at Ewald påbegynder sine prosaeksperimenter, de tidligste og tydeligste udtryk for opbruddet fra klassicismens prosa. Der er for det første den ufuldendte fortælling „Herr Panthakaks Historie“, der dateres til 1771, for det andet tidsskriftfiktionen De Fremmede, der påbegyndes i 1773 før udflytningen til Rungsted, men hvis senere numre formentlig er blevet til i 1775-76. Endelig er der for det tredje selvbiografien Levnet og Meeninger, skrevet 1774-78, også den et fragment. Bortset fra en enkelt fortælling, der indgår i De Fremmede („Mester Synaals Fortælling“), blev de alle først udgivet længe efter Ewalds død, og de har derfor ikke haft mulighed for at øve indflydelse i perioden.

Det karakteristiske for de tidlige prosatekster er deres maskerede og pseudoobjektive karakter. Langt fra at være direkte udtryk for en bestemt anskuelse af mennesket, samfundet og verden fremtræder de som udtryk for en dobbeltbevidsthed, som en opvisning i dialektisk tænkning og fortælleteknisk ironi. Som i lyrikken arbejdes med skærende paradokser, men i prosaen med henblik på at underminere og problematisere anskuelser i tiden.

Ewald er her ikke gået forudsætningsløst til værks. Hans – og periodens – forudsætninger er såvel den ældre romantradition, Cervantes, Defoe, som den nyere, franskmændene Voltaire og Prevost og englænderne Samuel Richardson, Henry Fielding og Laurence Sterne.

Rent kvantitativt bliver perioden først og fremmest præget af den didaktiske og dydsforherligende linje i traditionen fra Richardson og hans tyske og franske efterlignere. Heroverfor står den mere psykologisk orienterede Fielding, der skaber grundlaget for en mere sammensat og realistisk menneskeskildring. I romaner som Historien om Joseph Andrews og hans Ven (1742, da. 1749) og Tom Jones. Et Hittebarns Historie (1749, da. 1778-80) ses hovedpersonerne mindre, som de bør være, end som de er. Allerede hos Fielding finder vi tillige en begyndende leg med fiktionen i form af indstrøede forfatterkommentarer, digressioner og metabetragtninger over den roman, der er ved at blive til, en leg, der bliver selve metoden i periodens mest radikale romaneksperiment, Laurence Sternes Tristram Shandys Levned og Meninger (1759-67, da. 1794 bd. 1, 1976).

Den linje, Ewald følger, er helt utvetydigt Fieldings og Sternes, uden at han dog derfor kan betragtes som elev af dem. Ganske vist er deres leg med fiktionen, deres humor og selvironi alt sammen træk, der kan genfindes hos ham, men bagved ligger et langt mere eksistentielt anfægtet projekt. Er formen – til dels – de to englænderes, er ånden Rousseaus. Det er det følsomme individ og dets sammenstød med den samfundsmæssige virkelighed, der toner frem bag alle maskerne, tydeligst i „Frankhuysens Historie“, der afslutter De Fremmede, men tendensen mærkes allerede i det første større prosafragment, „Herr Panthakaks Historie“.

I sin Candide (1759) havde Voltaire gjort troen på den bedste verden håbløst til grin. Det samme havde jo – omend i en mere følsom udgave – Ewald med Philet, der var hans opgør med oplysningsoptimismen. Men var den eneste udvej at udskifte Leibniz', Popes og Christian Wolffs tro på verden som den bedst mulige med troen på den som den værst mulige – sådan som Voltaire syntes at gøre? Svaret havde Ewald sådan set allerede givet i „Da jeg var syg“, hvor han hilser alle sine ulykker velkommen. I „Herr Panthakaks Historie“ følger nu et i enhver henseende mere prosaisk opgør med Candide, gennemført i samme skeptisk-satiriske stil som Voltaires roman, dog ikke med henblik på at forvare Leibniz og Co., men for at afvise hele problemstillingen som futil.

Panthakak er græsk og betyder „alt er ondt“. I modsætning til Candide har Panthakak fra barnsben lært at se farer og ondskab overalt, dels af sin strenge, pietistiske mor, dels af sin lærer, Misocosmus (Verdenshaderen), men da han rejser ud i verden, går det ham ikke en snus bedre end hans antipode. Ulykkerne vælter ned over ham. Først bestjæles han for sin pung, dernæst franarres han sine øvrige ejendele, og endelig flår en røverbande tøjet af ham. Nøgen og forslået ankommer han til et slot, ejet af en markis, der efter at have hørt hans historie modtager ham med varme og henrykkelse. Markisen – et portræt af Voltaire – bestiller nemlig ikke andet end at skrive satirer mod fortalerne for den bedste af alle verdener og er nu lykkelig over at have fået stof til endnu én. Kort efter slutter fortællingen og bliver aldrig ført frem til romanfragmentets udgangssituation, hvor vi møder Panthakak parat til at springe i Frederiksholms Kanal.

I dette korte sammendrag synes fortællingen nærmest at bekræfte pessimismen, men perspektivet er et ganske andet, hverken pessimistisk eller optimistisk, men anlagt fra en position uden for de stridende parter, den samme som i Tristram Shandy, hvis jegfortæller ligesom Panthakak anser Jorden for „en af de mest nedrige verdener, der nogensinde er blevet skabt“. Sternes jegfortæller har nemlig „evig og altid været en kastebold for hvad verden kalder FORTUNA (…) for hvert skridt på min livsbane og på hvert hjørne og vejkryds, hvor hun har kunnet komme mig på nært hold, har hun overdænget mig med så megen jammerlig vanskæbne og modgang, som nogen liden HELT nogensinde har måttet døje“.

Den gode Tristram synes imidlertid ikke helt uden skyld i sin – påståede – vanskæbne. Det samme gælder Panthakak. Det viser sig nemlig, at han netop i kraft af sine ængstelige mistanker mod alle udfordrer sine omgivelser til at bestjæle ham. De lærdomme, han har modtaget, har gjort ham ude af stand til at skelne det onde fra det gode, den hæderlige fra den uærlige, og han optræder derfor lige så naivt i verden som Candide. Men ikke nok med det. Han er selv et levende bevis på det fejlagtige i sin teori. Den opdragelse, han har fået, gør ham således selv langtfra ond mod andre, tværtimod:

Han fandt, at af alle de Ulyksaligheder, som Verden var fuld af, Ondskab endnu var den største, og følgelig fordrede den største, den virksommeste Medlidenhed. – Af denne Aarsag blev det efterhaanden hans Glæde, at gjøre det Gode, som stod i hans Magt, imod alle Mennisker, ikke alene uagtet, at de i hans Tanker tilhobe vare onde, foragtelige, afskyelige Creaturer, men just fordi de vare det – Vist et ædelt træk, et Aftryk, af den store Menniske-Ven, som man skal kun finde hos faae af vore meest sødtalende, meest glimrende Philantroper.

På den måde opløser hele teodicédebatten sig i psykologi og ironi. Den egentlige ulykke er simpelt hen, at Panthakak gennem sin opdragelse aldrig er blevet klog på verden, men eminent uegnet til at leve og agere i den. Trods sin dybe mistillid til alt og alle er han i virkeligheden forblevet dybt uskyldig.

Herr Panthakak møder vi igen senere i det egentlige laboratorium for Ewalds prosaeksperimenter, det uudgivne ugeblad eller tidsskrift De Fremmede, hvis unavngivne forfatter viser sig at være sekretær for et selskab af hovedsagelig udlændinge (deraf tidsskriftets titel), der har sat sig som opgave at „kjende Mennisket“. Ewald får skrevet otte numre, inden han i 1774 kaster pennen fra sig og i stedet påbegynder en historie, som lå uden for tidsskriftets regi ved at være hans egen, nemlig Levnet og Meeninger.