Karl Gjellerup i sin oprørske ungdom. Georg Brandes var glad for det nye unge medlem af kredsen, men blev så vred over hans frafald, at han i Levned uden at nævne hans navn håner han voldsomt.

.

I modsætning til Schandorph, der måtte lægge romantikken bag sig, før han i 1876 kunne udsende sine første realistiske fortællinger, debuterede Karl Gjellerup (1857-1919) som kun 21-årig med den religionskritiske roman En Idealist (1878). Få år senere udgav han dannelsesromanen Germanernes Lærling (1882), hvor hovedpersonen Niels Hjorths udvikling har stærke lighedspunkter med Schandorphs Thomas Fris'. Niels Hjorth er ligesom Thomas Fris tilhænger af det nationalliberale Højre. Han opmuntres til at studere, men taber troen og ender som repræsentant for Venstre i Folketinget.

Germanernes Lærling mangler dog helt Schandorphs fremskridtstro. Niels Hjorth, der studerer teologi, mister troen i mindre grad, fordi han stifter bekendtskab med den tyske bibelkritik, end fordi læsningen af Lessing, Schiller og Goethe vækker hans skønhedssans og følelsesliv på en måde, som de kristne tekster og ritualer ikke længere formåede. Med et billede fra planteverdenen tænker han, at det sædvanligvis er tanken, der rydder de gamle vækster, hvorefter rødderne nede i følelsernes muld siden ofte spirer på ny, men at det for ham havde været omvendt, „efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit (…) Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og løber bort som Vand under sin egen Brohvælving“.

Niels Hjorth stammer fra en gård i Vonsbæk, i den del af Sønderjylland, der blev tysk efter 1864, og hvor drømmen om at vende tilbage til Danmark vedligeholdt et idealbillede af fædrelandet og dets nationaltsindede politikere. Som seminarist og hjælpelærer på Fyn og Sjælland lærer han landsbysamfundets forskellige typer at kende uden blandt dem at genfinde noget af barndomsmiljøets idealisme. Romanen åbner med folketingsvalget 1873, hvor „Pelsværket“, „Vadmelen“ og „Vinterfrakkerne“ møder frem for at stemme og siden diskuterer resultatet på hjemvejen og i kroen. Mellem greven og bønderne befinder Hjorth sig som lærer sammen med egnens øvrige funktionærer, provsten, præsten, herredsfogeden, godsforvalteren samt fuldmægtigen, der er blevet overtalt til at stille op for Højre uden chance for at slå de overtallige bønders kandidat. Skildringen er livlig, scenisk opbygget, fyldt med realistiske beskrivelser af mennesker og replikskifter på mange sprogniveauer og dialekter, men så flimrende, at persontegningen bliver uklar.

På lignende måde udfoldes de forskellige miljøer, Hjorth bevæger sig igennem: Bonde-, præste- og lærerfamilierne, som han logerer hos, auditorierne, hvor han overværer professorernes uforståelige forelæsninger, og Studenterforeningen, hvor klikerne holder til i forskellige hjørner af de tilrøgede lokaler. I begyndelsen er han mest en passiv iagttager, der uden større overbevisning forlover sig med datteren Kirsten på gården, hvor han lejer sit første værelse, men han bliver efterhånden bevidst om sin følelse af at stå udenfor. Fortællerens kritisk-ironiske tone, som rammer høj og lav, dækker i stigende grad Hjorths eget livssyn. I kapitlerne om hans universitetsstudier rettes satiren mod kendte personer som filosofiprofessoren Rasmus Nielsen og hans kollega og modstander, „den magre Brøchner, hvis Legeme syntes fortørret af Kundskabstørst, og hvis nervøse Ansigt var som udbrændt af Sandheds-Lidenskab“. I stedet for denne „Tankens Eneboer-Skikkelse“, som Hjorth beundrer, træder Nielsen op på katederet „med sin let bøjede Ryg, der syntes at have taget Vanen af et lille Duk under Bifalds-Klap penes Styrt“. Hjort ser ham respektløst som „noget af en Bonde og mere af en sejrsikker Virtuos – en Filosofiens Ole Bull, der spillede sin Bravourfantasi „Grundidéernes Logik“ oppe fra den ufuldendte Top af Aristoteles' og Hegels Pyramide“.

Hjorth får ikke den teologiske eksamen ligesom i sin tid Hans Brøchner, fordi han argumenterer for, at „det saakaldte Johannes-Evangelium er et uhistorisk, spekulativt-dogmatisk Tendensskrift.“ Han kan imidlertid heller ikke slutte sig til Georg Brandes' retning, dertil bryder han sig for lidt om dens „Realisme“ og præg af fransk „Frivolitet“. Kirsten har uddannet sig til præstefrue ved romanlæsning, omgang med præstefamilien og højskoleophold, men da hun under Hjorths korte feriebesøg uden held forsøger at forføre ham, bryder han forlovelsen frastødt af hendes „lystne og brutale Kærtegn.“ Han vender hjem til Sønderjylland og finder en plejedatter af stedets tyske præst, som deler hans kærlighed til naturen og tysk litteratur. Han ser hendes legeme som gennempræget af hendes skønne sjæl og foretrækker, at hendes bryst er „en smule fladt“ frem for Kirstens „fyldige“. Den tyske frøken har også en følsom omsorg for svagere væsner som børn og heste, mens Kirsten opfordrer til at bruge spanskrøret og pisken.

Efter Hjorths tilbagevenden til barndomshjemmet ændres den ironiske tone og grove realisme til en stilistisk upåfaldende fortælling om hans voksende kærlighed til den tyske frøken. Med hende kan han leve i den sunkne skønhedsverden, som han fandt i Schillers digte, en verden med forsvindingspunkt i evigheden, „svimmelhøje Søjler i uendelige Alléer, hvis fjærneste blaanende Rækker kun synede som mørkere Striber ind i den dybe Himmel“.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Idealistisk naturalisme - Karl Gjellerup.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig