Individualismens gennembrud - Johannes Ewald

En af de forfattere, der befandt sig i periferien af den tyske kreds, var periodens største danske digter, Johannes Ewald. I slutningen af 1760'erne var han blevet introduceret til Klopstock, der igen nævnte ham for Bernstorff. Herigennem opstod tanker om at sende Ewald til Skotland og Island, for at han kunne gøre sig fortrolig med folkedigtningen dér. Ewald havde allerede tidligt gjort sig bemærket i de højeste kredse med sørgekantaten ved Frederik 5.s død i 1766, og efter hans gennembrud som dramatiker med dramaet Adam og Ewa (1769) var det naturligt at forestille sig Ewald i rollen som en dansk Klopstock med Bernstorff i rollen som økonomisk garant. Alle disse planer og forventninger strandede på kuppet mod Bernstorff.

Man kan jo kun gisne om, hvad Bernstorffs støtte ville have betydet for Ewalds digteriske karriere. At Ewald selv oplevede hans fald som et voldsomt tab, er der ingen tvivl om. Herom vidner versfortællingen Philet, som er dateret 16. september 1770, dagen efter Bernstorffs fald og i øvrigt det første skrift under den af Struensee indførte trykkefrihed.

Fortællingen er af mange grunde central, i en litteraturhistorisk sammenhæng først og fremmest fordi den kan siges at lukke og slukke i forhold til den forening af optimistisk Sneedorff'sk oplysning og Tullin'sk klassicisme og rokoko, som prægede det foregående tiår. Uden sammenligning i øvrigt: Mens Voltaire havde jordskælvet i Lissabon som baggrund for sin pessimisme, har Ewald Bernstorffs fald som baggrund for sin. Med den omhyggelige datering kan fortællingen tillige siges at befæste årstallet 1770 som det, der sætter skel i dansk litteratur, og den skal derfor benyttes som udgangspunkt.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Individualismens gennembrud - Johannes Ewald.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig