Industrialisering og urbanisering

Tiden fra 1870 til 1920 var på alle måder en vækstperiode i Danmark. Befolkningstallet steg med godt 64% fra 1.785 mio. i 1870 til 2.921 i 1916, selv om 270.000 mennesker i samme periode udvandrede, hovedsagelig til USA. Efter det militære nederlag stiftedes i 1866 Det danske Hedeselskab under Enrico Dalgas' ledelse med det formål at udvide de dyrkede arealer inden for landets snævrere grænser. Ved opdyrkning af heden, udtørring af søer og fjorde, dræning og gødskning forøgedes landbrugsjorden med en fjerdedel. Korneksporten havde været en givtig forretning, siden England havde nedsat korntolden i 1846. Da prisen på korn faldt i 1875, omlagde bønderne til husdyrproduktion og dannede andelsforeninger, der med ny teknik forarbejdede animalske produkter som smør og flæsk til en stadig stigende eksport.

Trods regelmæssige konjunktursvingninger var også håndværks- og industrivirksomhederne i vækst. De gamle handelshuse, som havde levet af at hente varer fra fjerne lande, opdeltes i produktions- og kapitalenheder med Tietgens etablering af Privatbanken, Det forenede Dampskibsselskab og De danske Sukkerfabrikker som forbillede. Brugen af maskinkraft og antallet af virksomheder steg støt. I 1872 beskæftigede 1500 industrivirksomheder 37.000 arbejdere, i 1914 var tallet steget til 4500 virksomheder og 134.000 arbejdere.

En væsentlig forudsætning for den økonomiske udvikling var de forbedrede transportmuligheder. Dampskibe afløste sejlskibe, og jernbanenettet udvidedes fra 680 km i 1870 til næsten 4000 km i 1914, så mennesker og varer kunne fragtes omkring i landet og til udlandet. Esbjerg havn, hvorfra landbrugsprodukterne udskibedes til England, blev indviet i 1873. Cyklen kom til Danmark i 1869, og den første danske bil blev fremstillet i 1887.

Stigende velstand, forbedret ernæring og sundhedstilstand på landet skabte et fødselsoverskud, der med de udbyggede transportsystemer kunne flytte til byerne som arbejdskraft i industri- og håndværksvirksomhederne. I 1870 boede en fjerdedel af befolkningen i byerne, mens det i 1921 var tæt ved halvdelen. København modtog særlig mange tilflyttere og havde omtrent lige så mange indbyggere, som de øvrige provinsbyer tilsammen. Fra 1870 til 1914 voksede byen med hen ved en halv mio. indbyggere fra 198.000 til 614.000, i 1885 var kun godt halvdelen af københavnerne født i byen. En heftig byggeaktivitet rejste udlejningsejendomme og fabrikker mellem hinanden i de nye brokvarterer uden for voldene, store moderne lejligheder til grosserere, fabrikanter og embedsmænd på Østerbro og lejekaserner med mørke baggårde, værksteder, brændevinsbrænderier og hestestalde til den nye arbejderklasse og småhåndværkerne på Nørrebro og Vesterbro. Langs Øresundskysten byggede de velstillede borgere landsteder, som de kunne nå med skib og tog.

Der blev anlagt boulevarder mellem bydelene, parker på de sløjfede voldarealer og opført imposante institutionsbyggerier, skoler, hospitaler, pengeinstitutter og museer, hvis stukarkitektur kastede en glans af europæisk storby over hovedstaden. Brygger Carl Jacobsen byggede Ny Carlsberg Glyptotek i 1890'erne som ramme om sin skulptursamling. Samtidig opførtes Statens Museum for Kunst, og Tietgen fik fuldført Marmorkirken. Det Kgl. Teater, der havde stået siden Holbergs tid, blev i 1874 erstattet af et nyt, som lå dør om dør med Wessel & Vetts varehus indrettet efter parisisk smag som et Magasin du Nord.

Kontrasten mellem rig og fattig var stor, men livet som lønarbejder i fabrikken eller tjenestepige hos borgerskabet var ikke hårdere end landarbejderens. Dertil kom, at byen gav større individuel frihed. Den enkelte blev ikke overvåget på samme måde som hjemme på landet, hvor man måtte indrette sig efter sognets og familiens normer. Individualiseringen førte omvendt til ligegyldighed over for de mange anonyme mennesker, man passerede på gaden, og til oplevelsen af en førhen ukendt ensomhed midt i menneskemylderet.