Jørgen Gustava Brandt

Det var netop denne forestilling, som i 1952 fik Jørgen Gustava Brandt til at finde ildtangen frem og tage stærkt afstand fra Knudsens imperativer på digterens og digtningens vegne: „Underligt med al denne snak om, hvad digteren skal og ikke skal“, som han konstaterede i sit modindlæg. Selv befandt han sig i periferien af Heretica-gruppen – dels på grund af sin unge alder og dels på grund af sin dandyisme, som stod i skarp modsætning til Knudsens aktivisme. Han er født i 1929 og vokset op i Pilestrædekvarteret midt inde i det København, som har leveret mange motiver til hans digtning, der blandt andet indbefatter regulære storbypoesier og andre stedbundne litterære bedrifter. Stedets ånd, genius loci, udgør en gennemgående inspiration i Brandts lyriske forfatterskab, der tog sin begyndelse med Korn i Pelegs mark (1949) og kom til gennembrud med Fragment af imorgen (1960), og som fortsat er under udvikling, med Kærlighed kan trylle (2004) som foreløbig seneste skud på stammen.

København var også temaet for Brandts gennembrudsessay i Hereticas femte årgang om „Den geniale monotoni“. Det tager udgangspunkt i den mørklagte storby under besættelsen, men med et særligt blik for dens æstetiske tristesse, som Brandt nød sammen med sine generationsfæller: „Krigen som historisk situation ragede os en fjer, men vi levede intenst i dens mørke, røde og dybblaa univers, begyndelsen til alt“. Med denne æstetiske fascination, der satte den historiske situation i parentes, lagde Brandt op til den ubekymrethed, som Lawrences rejsebrev promoverede, men han skilte sig samtidig ud fra den mere udbredte opfattelse blandt heretikerne af verdenskrigen som et dystert historisk omdrejningspunkt for deres litterære virksomhed. Som forfatter var Brandt tillige af et mere humoristisk og selvironisk tilsnit end de øvrige kættere, hvilket fremgår tydeligt af hans erindringsessay i anledning af tiåret for hans indvielse i Vedbæk-parnasset, „Hin bemærkelsesværdige septemberaften“ fra 1958, der også beretter om hans umage for at ankomme med anstand: „For at holde frisuren nogenlunde paa plads var den gennemtrukken af en fed elixir, der lugtede af den krasse symbolistiske skole, nakkekrøllerne laa uden for min kontrol og kravlede langt ned ad ryggen og udover flip og jakkekrave“.

Selv om hverken frisuren eller anstanden holdt den aften i september 1948, blev Brandt hilst velkommen i Hereticas rækker. I hans tidlige digte finder man også forestillinger om tidens tomhed og fylde, som lagde sig i forlængelse af andre digtere i gruppen, la Cour, Wivel og Bjørnvig ikke mindst:

Fuldbringer alt sig selv i nat og fødes?Gerne tror jeg det. Jeg ser jo dødensramme vides ud og svinde borti disen for det store, som skal ske.

Erklæringer som denne, der indgår i digtet „Midvinter“ fra 1951, emmer af den forventningsfuldhed, der var karakteristisk for Heretica-gruppens lyrikere. Men det bemærkelsesværdige ved Brandts variation over dette tema er imidlertid, at den ikke indebærer nogen afvisning af det prosaiske hverdagsliv her og nu. Tværtimod, for netop i hverdagens tildragelser findes der også en nøgle til forløsning: „For mig at se er vort ophold i uegentligheden, i „sorglandet“, under hverdagens vilkaar, i sandhed netop selve egentlighedens betingelse og mulighed for os. Det er her og nu, i hvadsomhelst, i tingene, i tilfældighederne, naarsomhelst, at livets svar findes“, meddelte han i et essay om „Kunst og virkelighed“ fra samlingen Udflugter (1961).