Kærlighedens Aarstider

Det centrale værk for denne bestræbelse og i forfatterskabet overhovedet er de tre bind Kærlighedens Aarstider, Det rige Efteraar, Den sidste Aften (1927-1930). De kan læses som en genskrivning eller rettere omskrivning af litteraturens kærlighedsplots. Milli Hahn bryder fra de første sider med heltinders vanlige færd, da hun, efter at have hengivet sig til sin kæreste før ægteskabet, stiller ham frit. Det er en karakteristik af den kæphøje Milli og hendes insisteren på at følge egne normer, men det bliver samtidig en matrice for romanernes komposition, der følger to principper, bevægelsen og tableauet. Og bruddene fortsætter: Milli betror sin mand, at hun holder af en anden, resultatet af det udenomsægteskabelige forhold bliver en datter, som manden lærer sig at elske fra starten, Milli etablerer sig som alenemor, der fravælger ægteskab for elskere, hun tager sig en elsker for pengenes skyld, men holder af ham, i sit andet ægteskab viger hun straks, da manden forelsker sig i en anden for at give deres forhold mulighed for at udvikles.

Væk er romantikkens fortælling, der slutter i ægteskabet, væk er naturalismens fortælling om den unge piges fatale møde med seksualiteten, væk er trekantsdramaet og den dydige emancipationsroman. Helt væk er de dog ikke: De traditionelle fortællinger og de nye står i et stadigt spændingsforhold til hinanden, der rejser spørgsmålet om, hvad der er norm – og hvad der er afvigelse. Den lette gang udfordres konstant af andre normer, ikke mindst for kvinders erotiske livsførelse, mens romanen og Milli også udfordrer normerne og læserens forventning med sin egen etik. Da Millis egen ægtemand endelig begrunder krisen i deres ægteskab med sin forelskelse i Millis plejedatter, reagerer hun med lettelse: „Hun kan ikke stjæle fra mig, hvad der ikke mere er mit. Sig hende det. Sig at jeg er parat. Med Glæde! Parat til at tage herfra saa snart Evas Bryllup er overstaaet, at Jeres kan følge efter. Med Glæde, husk at sige det! Alt for jer to“ (Den sidste Aften). Millis valg udfordres endeligt, da hun som kvinde midt i fyrrerne placeres i en nulpunktssituation. En ung mand, hun betages af, vælger for vindings skyld hendes ældre veninde, ægtemandens elskede tager sit liv, efter at hendes formue, som Milli havde håbet på at skulle arve, er gået under i mandens spekulationer; selv rejser han til Canada.

Her slutter de tre bind, idet Milli gentager de tre binds mantra: „Livet er rigt“, hun gentager det ikke spontant, men heller ikke med ironi, „hun var paa sin Post“. Slutningen understreger fortællingens åbenhed og rejser spørgsmålet om, hvordan livsforløbet skal tolkes: Det frie liv implicerer også en mekanisk gentagelse, men kan Milli starte forfra? Og er det livsbetingelser eller valg af livsform, der får livet til at blive til vinter, mens hun stadig er midt i det? I fortællingens forløb mister Milli alt, men gennem sin stil insisterer hun på at beholde livsmodet. Det er romanens moderne ambivalens, der ikke fornægter tabet, men nægter at lade individets psykiske overlevelse være bestemt af de ydre omstændigheder. Der er en ydre skæbne og et indre valg, der med lige dele trods og mod kan insistere på livet.

Millis brud er kvindens; mændene omkring hende ledes via hendes forbløffende livsstil, valg og udtalelser til et fornyet syn på hende som menneske og kvinde; også her bryder romanen med former, hvor mændenes privilegerede sociale og økonomiske status gør dem til forbilleder for kvinderne. Det er også her, Agnes Henningsen skiller sig ud fra kvindebevægelsens stræben efter mændenes privilegier – samtidig med at hun og hendes Milli tager dem til sig som en ret. Det erotiske møde skal være en „Fest for Ligemænd“, lærer den unge Agnes Henningsen. Hvad værkerne viser, er, at kravet om lighed i kærligheden støder på en ufrihed i det sociale, som hun med sin egen feminisme vil overvinde, og på en ulighed i det psykologiske, der ikke lader sig udjævne.

Den nye fortælling tager afsæt i de betingelser, som allerede Glansbilledet skitserer, at livet og kærlighedslivet bygger på et usikkert fundament, og svaret bliver som Millis en strategi og en villen, der på én gang er en ydre maske og en indre bestræbelse. I denne vilje til fortsættelse bringer fortællingen sig hinsides nuet (øjeblikket) og de bratte skift mellem erobring/nydelse og tab/smerte. Og derigennem bliver den også moderne i sin fastholdelse af tvetydigheden og det umulige i at nå frem til en endelig løsning. Det gør jo heller ikke erindringerne, der lader de sidste knap 30 år af hendes liv ufortalt.

Drømmen om den frie kærlighed og den sanselige kvindes ret til at nyde på samme vilkår som manden slipper heller aldrig Agnes Henningsen: Da hun er 90 år, skriver hun en sidste trilogi (Vi ses i Arizona, Den lidenskabelige pige og Bølgeslag, 1956-58) om den unge varmblodede Minna, der fremhæver det gode i evnen til at rette sin kærlighed mod flere og provokerende kalder det „bondsk“, hvis man kun kan elske én.