Kanondiskussionen - et symptom

Sideløbende med, at traditionen kunne fremstå som et tag-selv-bord for nutidigt genbrug, opstod der et politisk krav om et forpligtende forhold til den. Undervisningsminister Bertel Haarder nedsatte i 1992 et udvalg, der skulle udarbejde en kanon for læsning af dansk litteratur i folkeskole og gymnasium. Traditionen skulle ikke bare opfattes som et felt – et af 90'ernes og de følgende års yndlingsbegreber – men også som en rød tråd, der går gennem historien, og som man skal kende til. Traditionen indeholdt værker af umistelig værdi, og de skulle nu bestemmes og gives videre til de kommende generationer. Den litterære tradition fremstod da som et pulterkammer, et raritetskabinet og en række piedestaler, hvorpå dens udødelige værker var sat op.

Kanondiskussionen var et symptom på en krise i litteraturformidlingen og i litteraturens samfundsmæssige og dannende rolle. Dansklærere i folkeskole, gymnasium og på seminarier så et traditionstab i øjnene, som man reagerede politisk på med Kanonrapporten i 1994. Den fik dog ikke den store gennemslagskraft, men jorden var gødet for en fortsat diskussion, der toppede, da undervisningsminister Ulla Tørnæs i 2004 nedsatte et nyt kanonudvalg, og kulturminister Brian Mikkelsen i 2005 fulgte trop og ville have lavet en hel kulturkanon. Men da var der også gået mode og reklamesprog i begreber som tradition og klassiker. „Classic“ kunne man få både som øl, vaskemaskine, bil og bog. Og traditioner blev udråbt og importeret, så man både kunne holde halloween og Bloomsday – efter James Joyces hovedperson i Ulysses.

Litteraturens samfundsmæssige betydning havde længe været på retur, men tendensen blev tydeligere igennem 90'erne. Man kan se den politiske indifference i litteraturen omkring 1990 som et symptom på denne manglende betydning. Når digtningen ikke reflekterer Berlinmurens fald, kan det ses som en logisk konsekvens af dette betydningstab. Folk går ikke til litteraturen for at få den slags begivenheder behandlet af ny, ung litteratur, og litteraturen gør sig på sin side heller ingen anstrengelser for at svare igen på de historiske begivenheder. Fra politisk hold forsøgte man at holde fast i litteraturen som danskfagets kernestof gennem læseplaner for folkeskole og gymnasium. Fra digternes egen side vendte man sig indad og besindede sig på, hvad litteratur som litteratur betragtet var for en størrelse. Litteraturen blev i høj grad sit eget emne, samtidig med at en eksistentiel søgen hinsides gængse psykologiske og sociologiske fortolkningsmodeller, som havde domineret i 1970'erne og 80'erne, kom i fokus.