Hen imod slutningen af 1600-tallet blev de stilistiske virkemidler stadigt kraftigere, og glæden ved selve udtrykkets overdådighed gjorde senbarokken til et let offer for den satire, som Ludvig Holberg og andre med holdepunkt i 1700-tallets klassicisme rettede mod det overpyntede, tomt retoriske. En af prygelknaberne var den begavede og forsumpede Povl Pedersen (født ca. 1650-60, død ca. 1700-10), der formodentlig engang i 1680'erne begik en barokfortælling i aleksandrinere: Kierligheds Endrings og Undrings Speil forestille udi Den spanske Herremand Don Pedro af Granada Hans Lif og Levnets Historie ved Philidor, efter franskmanden Pierre Scarrons Le précaution inutile (Sikkerhedsforanstaltning til ingen nytte) fra 1655. Det er en vidtløftig, men også kyniskvittig historie om umuligheden af at sikre sig mod svig og svigt i kærlighed. I 1700-tallet (og for senere litteraturhistorikere som Vilh. Andersen) kom Povl Pedersen til at stå som grundeksempel på den udartede barok, men man har overset, at det overlæssede sprog er et ironiserende virkemiddel, og at overdrivelserne er skabt med en velovervejet distance.

Da Don Pedros første kærlighed, Serafine, holder ham hen, viser det sig, at hun ikke er helt så englelig endda. Ved selvsyn erfarer han, hvordan hun føder en andens barn. Efter afsløringen bryder den bodfærdige Serafine ud i en alenlang tirade. Et udsnit er tilstrækkeligt:

Så stå i evig brand, du gyldne kvæle-strikke,du elskovs djævle-bid, fordi jeg fik at drikke din sødheds giftig' saft, der nu først ytrer sig og avler slanger i mit hjertes skjulte vigDu lasters lygtemand! nordstjerne til at synde!sireners hykkel-art; du afgrunds-tændte brynde! du giftig' dragers barn af helved-yngle-læg, du grumme krokodil af lysters hvide æg! (normaliseret af Erik Sønderholm)

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Klassicismen på vej.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig