Klostervæsenet

Ud over præsterne og biskopperne var der en eksklusiv gruppe i det middelalderlige samfund, som forsøgte at stå i en mere direkte forbindelse med det guddommelige, nemlig munkene og nonnerne. Klostervæsenet i det latinske Europa var også af senantik oprindelse. Som den store grundlægger regnes Benedikt af Nursia (ca. 480-ca. 545), der som den første gav udbyggede regler for, hvordan sammenslutninger af eneboere eller munke og nonner skulle fungere. Benedikts regel var grundlaget for det europæiske klostervæsen og helt dominerende indtil 1100-tallet.

Det var et regelmæssigt og hårdt liv, der blev foreskrevet: at bede og arbejde (ora et labora) var klosterlivets indhold. Tidebønnerne, som var obligatoriske, blev bedt på faste tider døgnet rundt med tre timers mellemrum. Fælles for både munke og nonner var det, at de efter en prøvetid som postulanter kunne aflægge klosterløftet, hvor de lovede at leve i fattigdom, i kyskhed og i lydighed mod deres foresatte. Blev løftet først aflagt, var det bindende for resten af livet. Til at udføre en del af det praktiske arbejde kunne der til klostrene være knyttet lægbrødre, der netop ikke havde religiøse forpligtelser.

Klostrenes samfundsmæssige status og funktion havde ændret sig siden deres oprindelse i den senromerske tid, og de indtog i middelalderen en helt anderledes central position. Socialt set havde klostrene karakter af aristokratiske aftægtshuse, hvor sønner af aristokratiet, som ikke ønskede eller evnede at tjene i krig eller ikke stod til at få del i den fædrene arv (i Danmark delte sønnerne dog lige), kunne leve en anden form for tilværelse med stor prestige. Som led i det aristokratiske netværk fik klostrene også funktion som refugium, et værnet og helligt sted, hvor der kunne deponeres værdier som effektive landbrugs- og haveakademier m.m.

Munkene var ikke præsteviede, og deres spirituelle pligter var således ikke forbundet direkte med nogen menighed. Med deres liv hengivet til gudsdyrkelse og kontemplation stod munkene (og de mere fåtallige nonner) meget tættere på Gud end både menigmand og præstestanden, og derfor var deres bønner desto mere effektive. Klostrene blev, som det træffende er blevet sagt, kraftcentre af bønner. At blive skrevet ind i et klosters bønneliste var et stort fremskridt i den evige frelses-økonomi, og det kunne afstedkomme mange donationer af jord eller andre værdier.

Både politisk og økonomisk var klostrene således solidt placeret i denne verden, men munkenes og nonnernes liv og virksomhed afstedkom naturligvis ofte en meget mere eksklusiv indstilling til forholdet mellem liv og lærdom, end det var tilfældet med præster, kannikker og bisper. Visse klostre var også 'kraftcentre af lærdom', men den monastiske lærdom havde som sit primære formål at højne forståelsen af og indlevelsen i Skriften for de udvalgte få – ikke at sprede viden rundt i forskellige samfundsgrupper. Denne forskningsmæssige holdning blev i flere ordner anset som en synd, mens andre ordner deltog som centrale aktører i universitetslivet.

Klostrene nød generelt en høj status i samfundet for deres religiøse og praktisk-sociale funktioner. De kunne både i bogstavelig og overført forstand blive investeringsobjekter og samlede således rigdom og prestige – alt sammen passende for de aristokratiske institutioner, de var, men samtidig helt upassende for det fattigdomsideal, som var en vigtig del af grundlaget for deres anseelse. Helt siden slutningen af 900-tal-let havde der i Frankerriget været bestræbelser på at reformere, dvs. tilbageføre klosterlivet til de oprindelige benediktinske idealer.

Disse bestræbelser blev intensiveret i 1100-tallet med cistercienserne under inspiration særligt fra Bernhard af Clairvaux (1090-1153). Allerede i hans levetid blev der grundlagt flere hundrede cistercienserklostre i hele Vesteuropa. Det første i Danmark kom allerede i 1144, og ordnen blev meget betydningsfuld her. Ligesom de gamle benediktinerhuse lå cistercienserklostrene uden for byerne, ejede betydelige godser og drev klostrene som store landbrug. Med cistercienserne opstod der også nye effektive og stramme organisationsprincipper: klostrene rapporterede direkte til moderklostret og til ordenen, ikke til lokale eller andre kirkelige myndigheder. Desuden lagde man i flere af reformbevægelserne vægt på en mere idealistisk tilslutning til ordenen. Hvor de traditionelle benediktinerklostre modtog mange brødre og søstre som børn eller helt unge (oblati – 'overgivet' fra forældrene), ønskede man i højere grad novicer i myndig alder, som vidste, hvad de gik ind til.

En mere radikal version af tilbageførslen af idealer blev lanceret af tiggermunkene, som blev en vigtig faktor både socialt, religiøst og kulturelt fra begyndelsen af 1200-tallet. De betydeligste tiggerordner, franciskanere (gråbrødre) og dominikanere (sortebrødre), var grundlagt med pavelig godkendelse af henholdsvis Frans af Assisi (1182-1226) og Dominicus af Guzmán (ca. 1170-1221). De var nyskabende på flere punkter: først og fremmest var de prædikenordner, dvs. de havde pastorale opgaver og fik tilladelse til at prædike også uden for kirkerummet – hvilket må være foregået på folkesprog. De måtte intet eje og havde et strengt fattigdomsideal. De holdt til i byerne og indgik dermed i en livlig udveksling med den voksende handels- og håndværkerstand. En særlig organisatorisk landvinding, som knyttede ordnerne sammen med den lokale bybefolkning, var den såkaldte 'tredje orden': uden at aflægge de strenge løfter kunne lægfolk knytte sig til gråbrødrene eller sortebrødrene i religiøse fællesskaber. Med tiggermunkene var klostre ikke længere primært 'kraftcentre af bønner', men snarere 'kraftcentre for vækkelse'. Tiggerordnerne skabte religiøse folkebevægelser med nye andagtsformer: betragtninger af Kristi lidelse, Jesu hjerte, andagter til Jomfru Marias glæder og sorger ('drøvelser') og bønner ved modtagelse af sakramenter som nadver eller bod.

Både dominikanere og franciskanere kom til Danmark ganske hurtigt efter ordnernes oprettelse, og omkring 1250 var de veletableret ved bispesæder som Viborg, Ribe, Slesvig, Roskilde og Lund, samt i købstæder som fx Haderslev, Tønder, Randers, Svendborg, Næstved, Kalundborg og København. Med deres effektive europæiske netværk var der hermed også etableret en kanal for udbredelse af nye typer lærdom og litteratur, herunder nye prædikenformer baseret på ikke-bibelske eksempler (moralske historier af novelleagtig karakter) og teologi, der var præget af de nye universiteter. Den kendteste teolog og filosof fra pariseruniversitetet i hele middelalderen, Thomas Aquinas (1224-74), var dominikaner som mange af hans mindre kendte kolleger. Dominikanerordenen, stiftet af den lærde teolog Dominicus, fik stor betydning for universitetsteologiens udvikling. Frans af Assisi stod i udgangspunktet for en mindre lærd og mere mystisk orienteret fromhed – fattigdommen skulle også gælde ånden. Ikke desto mindre blev franciskanerne også en universitær og intellektuel bevægelse, hvortil hørte fx teologen Bonaventura (1217-74) og de nyskabende og kontroversielle filosoffer Roger Bacon (ca. 1212-92), Duns Scotus (ca. 1265-1308) og William af Ockham (ca. 1290-1349). Europæisk betydning fik franciskanere og dominikanerne også, fordi de missionerede i det fjerne Asien og således var med til at gøre verden større for europæerne i senmiddelalderen; ligeledes var de centrale i 1300- og 1400-tallets debatter om politisk og økonomisk tænkning, ikke mindst fordi de havde vanskeligt ved at forklare, hvordan de selv var blevet så velhavende.

Deres vigtigste opgave helt fra begyndelsen var imidlertid at bekæmpe kættere overalt i Europa, ved at imødegå både deres fejlagtige tolkning af dogmerne og deres kritik af kirkeorganisationens rigdom. For at kunne gøre det sidste med nogen som helst form for autoritet var det helt afgørende, at tiggermunkene selv levede i åbenlys fattigdom. Allerede fra omkring 1230 formaliseredes tiggermunkenes vigtigste arbejde ved oprettelsen af den hellige inkvisition, som på trods af sit senere dårlige rygte var et forsøg på at stille det enkelte menneske som person til ansvar for egne tanker og handlinger i stedet for at dømme kollektivt.

En enkelt nordisk personlighed, den svenske adelsdame Birgitta af Vadstena (1303-73), har haft stor betydning for klostervæsenet også i Danmark. Hun havde modtaget en åbenbaring fra selveste Kristus om den nye ordens klosterregel, og i 1346 grundlagde hun klostret i Vadstena. Efter den pavelige godkendelse af ordenen i 1370 blev der dannet birgittinerklostre efter hendes mønster over hele Europa. De udmærkede sig især ved at være dobbeltklostre (dvs. for både mænd og kvinder, der dog levede skarpt adskilt) og ved deres prioritering af lærdom og bogfremstilling.

Birgittinerordenen var den nonneorden, der i størst omfang støttede kvinders (nonners) adgang til den hellige skrift. I Danmark lå hovedklostrene i Maribo og Mariager, hvor der blev udfærdiget mange fine håndskrifter, som vi stadig besidder nogle af. Det største middelalderlige bibliotek i Norden befandt sig dog i Vadstena, hvor Birgittas magtfulde slægt har været med til at sørge for bevarelsen af klostrets bogskatte, også efter Reformationen. De danske birgittinerklostre Mariager og Maribo blev omdannet til såkaldte adelige jomfruklostre efter Reformationen. Men også i middelalderen forelå en lignende mulighed for de kvinder, der ikke ville aflægge egentligt klosterløfte. Sådanne fromme kvinder kunne flytte sammen i en såkaldt beginegård – ofte omgivet af en mur — hvor de uden at stå under nogen direkte kirkelig myndighed levede et asketisk og fromt liv, vel at mærke i en økonomisk sikkerhed, som passede til deres høje stand.

Kvinders religiøse virkefelt blev på nogle punkter indskrænket i den senere middelalder. Pave Innocens 3. udstedte i begyndelsen af 1200-tallet forbud mod, at abbedisser tog mod novicernes løfte, at de hørte nonnernes skriftemål, og at de prædikede og læste evangeliet. På den anden side blev kvinderne mere tydelige i det religiøse og kulturelle landskab i senmiddelalderen. For det første voksede interessen for Maria støt fra 1100-tallet og frem. For det andet var der en hel stribe af visionære eller asketiske kvinder med stor gennemslagskraft i 1300- og 1400-tallet – i Birgittas tilfælde oven i købet med storpolitisk indflydelse. I dette tidsrum spillede især adelskvinder en afgørende rolle for spredningen af bogkultur og læsefærdighed uden for de traditionelle lærdomsinstitutioner.

Et symptom på dette er, at Jomfru Maria, særlig i bebudelsesgengivelser, næsten altid skildres som læsende i en bog. Man ser hende også ofte afbildet med Jesusbarnet på knæet og en belærende pegefinger i en bog. Dette kan måske mere tolkes som et tegn på Marias fromhed end på hendes læsefærdighed. Men vi ved fra boghistorien, at ikke alene fik kvinder i klostrene større del i læsefærdigheden, der blev også fremstillet luksus-bønnebøger, psaltere m.m. for private kvindelige brugere. Den opbyggelige side af kvindelig læsning havde ofte et underholdende supplement: også folkesproglige ridderromaner og ballader cirkulerede i senmiddelalderlige bøger beregnet på ikke-institutionelt brug.

Set i et europæisk litteraturhistorisk perspektiv er det middelalderlige klostervæsen helt centralt i den forstand, at klostrene i den tidlige middelalder var den eneste institution, som bevarede, kopierede og komponerede litteratur. Klosterbibliotekerne var de eneste garanter for den rette bibellæsning, og de rummede så at sige hele Europas langtidshukommelse. Klosteridealerne betød meget for litterære strømninger gennem hele middelalderen, og de inddrog som nævnt i stigende grad kvinder i læsekulturen i senmiddelalderen.

Da klostrenes lærdomsmonopol blev brudt i 1100-tallet, blev læse- og lærdomskulturen mere mangfoldig. Dén middelalderlige litteratur, som normalt tillægges størst vægt i litteraturhistorierne, er kun i ringe grad er skrevet af munke eller nonner. Man skal nemlig ikke glemme, at ordnerne ofte var præget af anti-intellektuelle og mystiske strømninger – det betragtedes som formålsløst, ja undertiden som syndigt, at forsøge at udvide den menneskelige viden. Størstedelen af de berømte litterære krøniker og visdomslitteratur på latin er skrevet af kannikker, bisper eller andre højtstående verdensgejstlige – ikke af folk bundet af et ordensløfte. De store berømte folkesproglige digterværker som troubadourlyrik, minnesang, skjaldedigte, eposer, kongesagaer, ridderromaner, noveller osv. er typisk forfattet af professionelle sangere og historiefortællere eller af lærde aristokrater eller borgere.