F.L. Bernth Drejers Klub. Akvarellen, der er fra 1817, bygger på erindringen om klublivet i København i slutningen af 1700-tallet. Møderne blev holdt i Jacob Drejers lejlighed fra 1775, siden i andre lokaler. Ved bordenden til højre ses Knud Lyne Rahbek.

.

I en litterær sammenhæng er den centrale skikkelse i disse år Knud Lyne Rahbek (1760-1830). Fra 1784 inkarnerer han så at sige den litterære institution. Mens de tidligere litterære og smagende selskaber fik stadig mindre betydning, blev institutionen nu bygget op om de smags-idealer, der gjorde sig gældende blandt kritikere og publikum, og Rahbek var her den, der samlede trådene og besørgede kontakten. Med sit vindende væsen og sin evne til at knytte venskaber i alle lejre var han den ideelle formidler. Han stod således bag en række af tidens vigtigste tidsskrifter, bl.a. Minerva (1785-1808), som han udgav sammen med den norskfødte Christen Pram, og Den danske Tilskuer (1791-1806). I 1790 blev han den første professor i æstetik, og sammen med Rasmus Nyerup udgav han i 1819 den første danske litteraturhistorie. Hans Erindringer i fem bind (1824-29) er en af de vigtigste kilder til periodens litterære og kulturelle liv. I 1798 giftede han sig med Karen Margrethe Heger, den senere navnkundige Kamma Rahbek, og deres hjem, Bakkehuset på Frederiksberg, blev fra da af også hjemsted for guldaldertidens digtere, skønånder og kunstnere.

I klubbernes afsondrede verden var han i sit es. Det var i årene mellem 1785 og 1795, at klubberne havde deres storhedstid. Selv om det samlede antal medlemmer var beskedent (henved tusind) var det alle de toneangivende, der samledes her. Der var også aristokratiske klubber, men langt de fleste var af borgerlig oprindelse og knyttet til musikalske, dramatiske eller litterære selskaber. Den absolut førende var Drejers Klub, der samlede Københavns intelligentsia, og hvor æstetiske diskussioner vekslede med mere politiske. I klubberne, der kun var for mænd, kunne man etablere et demokratisk forum, og de fungerede dermed som en slags ventil for den kritik, man ellers var tilbageholdende med, og som bl.a. kom til udtryk i de obligate viser, især drikkeviser. Også Det Norske Selskab oplevede en kort genopblussen i årene omkring 1790, nu med Jens Zetlitz (1761-1821) som drivende kraft. Det er fra ham, en af tidens kendteste drikkeviser stammer, „Selskabssang“, der indledes med strofen:

Af samme bidende art er ewaldianeren W.H.F. Abrahamsons mesterligt pointerede vise „Norma morum [rettesnor for sæderne], efter Tidernes Leilighed“:

Min Søn, om Du vil i Verden frem, Saa buk;Og tie til Tingen, Du finder slem, Og buk.Viid, Du est fattig, thi maa Du bukke, Og skiønt Du vel kan i Løndom sukke, Saa tie, buk atter, Hold Munden, buk atter, Og tie!

Rahbek var som så mange andre i tiden en ivrig leverandør af især drikkeviser. Her er tonen en ganske anden, en jovial opfordring til at glemme al den politiske kævl og koncentrere sig om det væsentlige, at tømme glasset, men nogle var altså ikke så konsensussøgende som Rahbek. Det gjaldt ikke mindst hans gode ven P.A. Heiberg.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Knud Lyne Rahbek og klublivet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig