Knud Sønderby stod midt i 1930'erne som repræsentant for alt, hvad der var ungt og oppe i tiden. Som medarbejder ved Dagens Nyheder (1933-37) anmeldte han boksekampe, jazzkoncerter og film, og med sine causerier i avisen udviklede han en subjektiv, sensitivt registrerende stil, som han siden perfektionerede i sit essayistiske forfatterskab.

.

Det amerikanske show Chocolate Kiddies, der omfattede 30 sangere og dansere plus Sam Woodings jazzorkester, optrådte i september 1925 i Cirkusbygningen i København. Annonce i Politiken.

.

Både drømmen om en tilværelse levet uden forstillelse og en bevidsthed om, at drømmen avler sine egne illusioner, genfindes i 1920'ernes og 30'ernes danske skildringer af ungdommen. Først og fremmest hos Knud Sønderby (1909-66).

Uden Gran af Pretention, uden Anelse af det intellektuelle Skaberi, som præger vore andre Forfattere af de yngre Aargange – har en ung Student her fortalt om sig selv og sine Jævnaldrende og derved givet et Billede af det „unge Danmark“, det unge almindelige Danmark midt i en Jazztid, som forekommer mig meget værdifuldt. Ikke mange unge Mænd el. unge Kvinder vil undlade at genkende meget af sigselv og af deres Nærmeste i Knud Sønderbys Skildringer.

Med disse ord anbefalede kritikeren Frederik Schyberg i 1931 et manuskript af Knud Sønderby til udgivelse. Sønderby blev født i Esbjerg og flyttede som syvårig efter faderens død sammen med sin mor og to søstre til Hellerup. Første Verdenskrig oplevede han som barn, og 1920'ernes amerikanisering og modernisering var for ham og hans jævnaldrende de selvfølgelige vilkår, ikke en krisebetonet oplevelse af alle værdiers sammenbrud, som de havde været for Jacob Paludan og andre ældre forfattere. Efter studentereksamen begyndte han at studere jura ved Københavns Universitet og skrev nogle noveller, hvoraf en blev offentliggjort i tidsskriftet Vild Hvede. Det var disse tidlige arbejder, der fik Schyberg til at vejre talentet, og han noterede sig – ikke som den sidste – et vist slægtskab med Ernest Hemingway. Selv hævdede Sønderby, at han først lærte Hemingway at kende, efter at han havde skrevet sin debutroman Midt i en Jazztid (1931).

Titlen på debuten rummer en vitspræget hentydning til et værk af en anderledes sammenbidt karakter: Martin Andersen Nexøs Midt i en Jærntid (1929). Det var ikke den eneste flabethed i værket, der skildrer en gruppe unge mennesker, de fleste velstillede og med et tilsyneladende blasert og hedonistisk forhold til livet. Læsersuccesen var øjeblikkelig, og den kom helt bag på forlaget Jespersen \u0026amp; Pio, som inden året var omme måtte optrykke bogen tre gange og bragte avisannoncer med design i smart moderne funkisstil: „Knud Sønderbys Midt i en Jazztid er Bogen om de Unge af Idag og Imorgen; Bogen, der berømmes og fordømmes; Bogen alle taler om.“

Romanen handler om et år i den 21-årige jurastuderende Peter Hasvigs liv. Han tjener til studierne på et kontor og bor på et trist pensionat. På en badeanstalt møder han sin tidligere kæreste Ellen, som han i sin tid brød med. Nu aftaler de at mødes igen om et år, hvis de da ikke i mellemtiden har mødt en anden. I de følgende kapitler knytter Peter sig til kredsen omkring overklassepigen Vera Bagge. Hun og Peter begynder at komme sammen og fordriver tiden med ridning og badning. Den følgende vinter tager han og de andre til Sverige for at stå på ski. På hotellet kommer han ulykkeligvis til at ødelægge en dyr vase og rejser hjem til København. Det bliver også hans brud med Vera og hendes overklassevenner, som han ikke føler, han kan leve op til. Efter en periode, hvor han afreagerer nederlaget ved at kaste sig ud i det københavnske natteliv, genser han Ellen, som fortæller ham, at hun skal giftes med en 35-årig (og dermed i begges øjne umådelig gammel!) handelsrejsende: når hun ikke kan få den, hun holder af, kan hun i hvert fald få en, der har penge.

Der er mere tilfældighed end udvikling i disse fragmenter af en ung mands tilværelse. Begivenheder præsenteres med filmisk flugt og rastløshed, og et mønster samler de sig ikke til. Ganske vist præsenteres en slags skæbnemotiv allerede på første side, men det er næsten demonstrativt trivielt, på kant med god litterær skik. Peter oplevede som ganske lille, at han tabte en honningmad, men at den til alt held landede på gulvet med honningsiden opad. Det var aldrig sket ham før, hedder det – hvorpå en alvidende fortæller gør sin overrumplende entré og udtaler sig om hele Peters liv – ikke kun den korte periode, som handlingen spænder over: „I Virkeligheden hændte det ham heller aldrig siden.“ Sådanne fremstillingsmæssige brud er der flere af. Passager, som snævert knyttes til Peters oplevelser, kontrasteres med den kapriciøse fortællerstemme, der endda kan finde på at sætte selve fiktionsuniverset på spil. Som her, hvor Peter og nogle af hans venner er på danserestaurant:

Nu maatte de snart se at faa lidt Fart i Tjeneren, sagde han til dem. Saa fortalte han dem en morsom Historie om en fuld Mand engang – den er det morsomste der forekommer i denne Bog – og da han havde fortalt den, dansede han ud med den lille Sorte.

Selve historien snydes læseren naturligvis for.

Romanen skildrer unge mennesker, der „giver Fanden i Fichte“, altså filosofisk eftertanke, og hengiver sig til jagten på det store oplevelsesmæssige sus. Byens flimmer og leben har mistet sin chokkarakter og tages til efterretning. Her er virkeligheden, her må der danses! Man hører jazz, morer sig sammen i kliken, dyrker kroppen frem for intellektet og demonstrerer et blasert og kynisk forhold til tilværelsen. Men under den mondæne overflade lurer disharmonierne. Peter nærer to uforenelige drømme – den ene handler om magt og social anerkendelse, den anden om naturlig driftsudfoldelse – og han er splittet mellem Ellen fra de beskedne kår og den selvsikre Vera med hendes „kriblende“ latter. Da han til slut mister dem begge, bider han sig i armen for at forvisse sig om, at han dog føler noget. Kroppen er konkret, den kan man beherske. Hvad der foregår i og mellem mennesker, er derimod gådefuldt og hinsides vores kontrol.

Peter er nok selvoptaget, men han er ikke selvgranskende, et tidligt litterært eksempel på det moderne, narcissistiske menneske. Man ved lige så lidt om sig selv, som man ved om andre. Menneskesynet er farvet af psykoanalysens forestillinger om individet, der styres af sine instinkter og drifter, men Sønderby nærer ikke de kulturradikales tro på psykoanalysen som et middel til frigørelse. Romanen viser de unges skepsis ved de sammenhængende tilværelsesforklaringer og puritanske moralbegreber, som den foregående generation repræsenterede. Men den tvivler også på, at modernitetens dyrkelse af æstetiske og sanselige pirringer udgør et levedygtigt alternativ. Det er en tvivl, der formuleres afdæmpet, med et skuldertræk, som dog også røber en god portion sårbarhed. Da vi forlader hovedpersonen i Sønderbys anti-udviklingsroman, er honningmaden landet med den søde side nedad.

Midt i en Jazztid blev en succes hos læserne, ikke hos anmelderne. Flere af dem brugte bogen som springbræt for meningstilkendegivelser om tidens ungdom. Ja, sådan er de unge – eller rettere nogle unge – utvivlsomt, amoralske, kropsdyrkende og upolitiske. Men når Sønderby undlader at tage et opgør med dem, bliver resultatet forherligende. Ikke alle dele af tilværelsen er værdige til at blive skildret, lød det fra KFUMlederen og teologen Aage Falk Hansen, som altså mente, at Sønderby havde skildret de uværdige. Julius Bomholt var enig, om end på andre, socialdemokratiske præmisser: „Man interesserer sig for Bilmærker og Greta Garbos erotiske Teknik, og i øvrigt er det Dagens Problem, om man i det hele taget gider noget.“ Litteraturen burde ifølge Bomholt skildre det typiske menneske, ikke de individuelle afvigere, der dyrker Garbo (som slet ikke nævnes i romanen!). Mere overraskende er det, at også Politikens anmelder Tom Kristensen var stærkt forbeholden, for han havde dog kort forinden udgivet Hærværk, som på visse måder kan minde om Sønderbys roman. Bogen er skrevet i „den Hemingway'ske Maner“, mente Tom Kristensen, men til forskel fra Hemingways ægte desperation fandt han hos Sønderby kun mennesker, der fordriver tiden med det rene ingenting og ikke tager livet alvorligt. Tom Kristensen fornemmede nok, at Sønderby var en åndsbeslægtet, og mærkede alvoren under den flabede facade, men kunne netop derfor have behov for at distancere sig; han var på vej væk fra hærværksfasen og nærmede sig netop nu (i forbigående) en marxistisk opfattelse af kunstens politiske og økonomiske mission.

En af de faktorer, der i debuten vanskeliggjorde kærlighedsmødet, var sociale forskelle. De er mere fremtrædende i Sønderbys anden roman, To Mennesker mødes (1932), der handler om forholdet mellem stud.med. Kaj Rubens og ekspeditricen Kirsten Bruun. Klasseforskellen danner en barriere, og de to unges miljøer skildres klarsynet, med ironi til begge sider. Kaj og hans kreds anlægger et nonchalant, tilbagelænet syn på tilværelsen, som man mener at betragte under evighedens synsvinkel. Man har overskud til at erklære alting „satans ligegyldigt. Noget saa satans!“ Den overlegenhed kræver et socialt sikkerhedsnet, som Kirsten mangler. Hun er sig sin beskedne baggrund pinligt bevidst og vækker opmærksomhed under en sammenkomst med Kajs venner, fordi hun kommer til at sige „musiker“ med lavsocialt tryk på midterste stavelse: musikker. Her går grænsen for, hvad velstillede og frisindede unge kan betragte som satans ligegyldigt!

Der er sociale og kulturelle grunde til, at mødet mellem de to unge (måske) ikke bliver varigt. Romanens pointe kan kaldes social, men ikke i typisk 30'erforstand. Klasseforskellene er vigtige, men er først og fremmest udgangspunkt for en skildring af den anonyme storbytilværelse. Sønderby undersøger selve kærlighedsmødets vanskelige betingelser i det moderne samfunds menneskemylder, hvor man så let haster forbi den rigtige – „den tusinde“ mand eller kvinde. Disse tanker gør en navnløs fortæller sig i starten af romanen, mens han fra et ophøjet udsigtspunkt (ikke netop Olympen, men dog en tagrestaurant) betragter det københavnske leben nede i fortovshøjde. Herefter sættes handlingen i gang, og får på denne baggrund tydelig eksempelkarakter: Hvad er – eksperimentelt betragtet – muligheden for at møde „den tusinde“ blandt de 999 ligegyldige? Den navnløse, overskuende fortæller danner romanen igennem parløb med jegfortælleren Kaj og tager sagen i egen hånd, da forholdet mellem de unge trues af sammenbrud. Han påkalder naturens kræfter og giver blæsten, sandet og bølgerne mæle for at fremtvinge en happy end. Men er det meningen, man skal tro på den? Det er en slutning, som synes indhegnet af både gåseøjne og spørgsmålstegn. Miljøtegningen er lige så klarsynet, nuanceret og lavmælt ironisk som i debutromanen, men Sønderby sætter i højere grad sin realisme på spil med fortællermæssige finurligheder, tilbagegreb til romantisk ironi og fremhævelsen af handlingsforløbets karakter af eksperiment.

Noget af det nye og bemærkelsesværdige ved de to første romaner var, at de næsten udelukkende interesserer sig for de unges egen verden. Nok optræder der repræsentanter for forældregenerationen, men de er fjerne og som individer betragtet ligegyldige. Ved at sætte kammeratskabsgruppen med dens særlige omgangsformer i centrum pegede romanerne frem mod efterkrigstidens samfund, hvor det var nødvendigt at importere amerikanske begreber som teenager og peer group for at sætte navne på en ny virkelighed, som altså allerede var undervejs i de miljøer, Sønderby skildrer.

På det punkt er Sønderbys tredje roman En Kvinde er overflødig (1936) mere traditionel, for her bliver generationskonflikten gjort til hovedmotivet. I centrum for handlingen står enkefru Ingrid Tang og hendes to hjemmeboende børn, Erik og Esther. Fru Tang blev enke i en ung alder og måtte påtage sig hele ansvaret for børnenes opdragelse og uddannelse. Hun har budt sig selv mere, end hun havde kræfter til, og på grund af overanstrengelse måtte hun på hospitalet og siden på rekreation. Forholdet til de nu voksne børn er yderst konfliktfyldt. Fru Tang oplever sig selv som overflødig, men da Esther bliver gravid med en tilfældig mand, finder hendes mor sig et nyt livsindhold. Hun gør alt for at skaffe datteren penge til at kunne beholde barnet, men da intet lykkes for hende, begår hun selvmord, for at livsforsikringen kan blive udbetalt. Herpå følger den morbide slutpointe: Erik har uden moderens vidende lånt penge, så søsteren kan få en abort. Også med sin sidste offerhandling forbliver fru Tang overflødig.

I konflikten mellem fru Tang og hendes børn er det ikke kun to generationer, men to århundreder med højst forskellige livsanskuelser, der tørner sammen. Moderen er præget af sin ungdoms victorianske livssyn, men interessant nok også af Georg Brandes og det moderne gennembruds fritænkeri. Hun er foretagsom, beregnende og besidder et stort talent for at dominere andre med sin teatralske optræden. Børnene oplever sig selv som skuespillere i hendes drama og er ikke, som Erik siger, „stærke nok til at overtage Forfatterskabet“. For dem er idealerne de modsatte af moderens: ærlighed, nøgternhed, en modvilje mod de store, dækningsløse ord. Der kan ikke bygges bro over forståelseskløften mellem de unge og den gamle, og skønt fru Tang nok skildres med modstridende følelser af modvilje og respekt, så er det de unges livssyn, romanen solidariserer sig med.

Med denne bog nærmede Sønderby sig for første gang velkendte traditioner – tematisk med generationskonflikten, handlingsmæssigt med den effektivt slyngede intrige, som han udnyttede de dramatiske muligheder i, da han i 1942 skrev en skuespiludgave til opførelse på Det Kongelige Teater. Temaet bevarede sin aktualitet, og stoffet blev genbrugt i et radiospil (1941), et tv-spil (1955) og i Gabriel Axels filmudgave (1957) med Clara Pontoppidan i rollen som fru Tang.

Romanen blev modtaget meget forskelligt af anmelderne. Det var især omtalen af et så kontroversielt emne som abort, der delte dem – og uenigheden fulgte ikke partilinjer. Berlingske Tidendes konservative Henning Kehler fandt det utilstedeligt, at abort reduceredes til „nogle Smerter, der hurtigt vil fortage sig“ og fandt kun kynisme og afstumpethed hos romanens unge. Det bragte ham i klammeri med sin yngre partifælle på Nationaltidende Hakon Stangerup, der så romanen som et velgørende udtryk for tidens „nye saglighed“. Det er ikke kritikkens opgave at fælde moralske domme, mente Stangerup, som roste Sønderby for, at han simpelthen registrerede det moderne livs modsætninger uden forløjede forsøg på at forsone dem. Striden eskalerede og førte til Kehlers krav om, at man ekskluderede Stangerup fra hovedbestyrelsen i Konservativ Ungdom. Personlige modsætningsforhold spillede en rolle i dette sammenstød, men også principielle divergenser mellem Kehlers gammelkonservative og Stangerups mere opdaterede kultursyn.

En Kvinde er overflødig afsluttede den mest originale fase i Sønderbys romanforfatterskab. Han skrev yderligere to romaner, De kolde Flammer med grønlandsk motiv (1940) og besættelsesskildringen Den usynlige Hær (1945), som var et omarbejdet filmmanuskript. Men hans karriere som romanforfatter tegnede samme tidligt afbrudte kurve som Jacob Paludans og Tom Kristensens. Det var de tre, der havde hovedæren for revitaliseringen af romangenren i 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne, men efter en bemærkelsesværdig begyndelse forlod de romanen til fordel for andre, især ikke-fiktive genrer. Når Klaus Rifbjerg senere ofte talte om, at han for sit vedkommende agtede at bryde en beklagelig dansk tradition for, at forfattere holder op med at skrive fiktion, når de er fyldt 30 – et løfte, han holdt! – så var det disse tre, han havde i tankerne.

Stumme blev de nu langtfra. Ligesom Paludan opdyrkede Sønderby essayet. Fra 1940 til sin død udgav han en række samlinger af korte tekster, der oprindelig ofte havde været bragt som aviskronikker, bl.a. Grønlandsk Sommer (1941) Forsvundne Somre (1946), Hvidtjørnen (1950) og De blå glimt (1964). Perspektivet kan være livsfilosofisk, men der opstilles ingen teser, som skal afprøves. Udgangspunktet er ofte dagligdagens almindelige tildragelser eller den uventede hændelse, der netop vender op og ned på alt. Natur og menneskeliv indfanges med en karakteristisk forening af nøgtern observation og lavmælt humor, og hvad der rørte sig i ungdommen bevarede hans ganske særlige interesse. I stedet for Paludans grublende fugleperspektiv dyrker Sønderby den umiddelbare sansning, den spontane indskydelse, den slentrende gangart. Det er den udpræget subjektive essaytradition fra franskmanden Michel de Montaigne (1533-92), Sønderby lægger sig i forlængelse af. Han er til stede som det registrerende subjekt, der opnår selvindsigt gennem mødet med det fremmede. Erindringens forsvundne somre er et vigtigt motiv, ligesom „de intense øjeblikke, de fyldte øjeblikke, hvor man oplever og suger til sig med alle sanser, tager det fremmede til sig, udvider sit væsen ved det“, som han selv skriver i „Kylling på rejse“ fra De blå glimt.

Efter teaterudgaven af En Kvinde er overflødig vendte Sønderby lejlighedsvis tilbage til dramaet, men hans stykker mangler romanernes og essayenes originalitet og slidstyrke, og i hovedpersonernes store civilisationskritiske monologer gør inspirationen fra Kjeld Abell sig stærkt gældende. Kvindernes oprør var hans mest ambitiøse stykke. Det blev udgivet i bogform 1955, uropført i Moskva 1962 og fik først sin danske premiere året efter på Det Kongelige Teater. Stykket er en fri aktualisering af Aristofanes' græske komedie Lysistrate (411 f.Kr.), som omplantes til den kolde krig. Det er mændene, der kæmper indbyrdes og sætter klodens overlevelse på spil. Men hvad nu, hvis kvinderne nægter dem deres opbakning? „Vis dem vor fulde magt, og deres verden går i stå. Mændene fører krig, lad os så føre fred og vi skal se hvem der er stærkest“, siger den kvindelige hovedperson Mykilene til sine medsøstre.

Hos Aristofanes brugte kvinderne deres seksualitet som pressionsmiddel ud fra den idé, at mændene nok skal få andet at tænke på end deres krigeriske projekter, når kvinderne sparker dem ud af sengen. Kvindestrejken hos Sønderby sigter bredere. Ved at forsømme husholdningen, undlade at vaske mændenes sokker, rede deres senge, pudse deres sko og smøre deres madpakker skaber kvinderne kaos i hverdagen – og netop et velfungerende bagland er forudsætningen for, at mændene kan hengive sig til deres dødsensfarlige krigslege. Men aktionen mislykkes. De mandlige ledere for begge supermagter rotter sig sammen og besejrer kvinderne med list, og stykket, der starter som komedie, ender i tragedien. Sønderby sympatiserer med tanken om en kvindelig fredsbevægelse, men tror ikke på dens nytte.

Også kunstneren er afmægtig. Mykilene, som er en feteret skuespiller, erkender, at hendes kunst eksisterer i en sfære uden forbindelse med det politiske liv. At hun til sidst skyder den brutale og manipulerende førsteminister, opleves umiddelbart som en befrielse, men katarsis-effekten dementeres af stykkets helhed. For strengt taget bekræfter attentatet blot afmagten: Det er netop ikke som kunstner, men kun som morder, Mykilene formår at påvirke realpolitikkens verden.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Knud Sønderby og jazztidens unge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig