Kosmopolitisk kærlighed

Ved siden af de store romaner offentliggjorde Goldschmidt også en lang række fortællinger dels i sine og andres tidsskrifter, dels i større samlinger. Den første samling udkom, som nævnt, kort efter En Jøde, og fortællingerne blev ved med at komme fra hans hånd også længe efter, at han havde afsluttet de store romaner. Goldschmidts fortællinger er på mange måder højdepunktet af hans litterære arbejde, fordi hans mere begrænsede fortolkningsmæssige ambitioner tillader ham at fortælle med større frihed. Særligt to tekstgrupper i Goldschmidts fortællinger tiltrækker sig opmærksomhed. Den ene er den tematisk bestemte samling Kærlighedshistorier fra mange Lande (1867), der også stammer fra Goldschmidts store årti, 1860'erne. Den anden er forfatterskabets store gruppe af jødiske noveller.

Kærlighedshistorier fra mange Lande afspejler Goldschmidts kosmopolitisme. Samlingen forener enheden og mangfoldigheden ved at lade det samme tema, kærligheden imellem en mand og en kvinde, gennemspille sig i en række forskellige kulturkredse og i flere forskellige genrer: fablen, novellen, anekdoten. I øvrigt udformer kærligheden sig meget forskelligt, afhængigt af hvilket land den udfolder sig i, og de sydlige elskende er heftigere og mere direkte end deres nordlige modstykker, men deres kærlighed kan være lige lykkelig eller lige ulykkelig for det. Hver enkelt fortælling er koncist fortalt og skarpt pointeret, og Goldschmidt lader frit de forskellige genrer udfolde sig, så hvad der ville være narreværk eller overtro i en novelle sagtens kan være sandt i en fabel.

Goldschmidts jødiske noveller adskiller sig fra En Jøde ved ikke på nær tilsvarende måde at have forholdet til det omgivende samfund som deres hovedærinde. Omverdenen er der, og hvordan man stiller sig til den udgør til stadighed et problem i novellerne, men synsvinklen er lagt inden for det jødiske samfunds kreds, og konfrontationen mellem de to kulturer og jødens trange vilkår i samfundet bliver dermed nok en forudsætning for teksterne, men ikke deres emne. I stedet koncentrerer historierne sig om de jødiske miljøer selv og anskuer dem med både indfølende forståelse og mild ironi. En række af Goldschmidts bedste noveller finder man i denne gruppe. Det gælder „Avrohmche Nattergal“ (1871), hvori pebersvenden Avrohmches følelser sættes i bevægelse af en tredive år yngre kristen tjenestepige, men begivenhedernes forløb fører ham sammen i kærlighed med den jødiske Gitte, som han af pligtfølelse mange år tidligere havde bejlet til og fået afslag fra. Det gælder også „Maser“ (1868), der ligger i delvis forlængelse af romanen Ravnen (1867). I „Maser“ bliver den fattige Simon Levi pludselig styrtende rig ved en arv, men må gå alle samvittighedens kvaler igennem, før det lykkes ham at betale det velgørenhedsbidrag, maser, der i jødedommen er pålagt indtægter. I den sene novelle „Levi og Ibald“ (1883) fører Goldschmidt Simon Levis historie til ende og fører sin hovedperson med sig ind i det moderne gennembrud, idet han konfronterer ham med den frembrydende naturalisme og dermed med den forvirrende religionssituation i nutiden.