Kredsen omkring Peder Syv - Kok og Sorterup

Et af de mest kendte af eksempler på dette overleveringsarbejde er „Dannevirkevisen“ eller visen om Thyra Danebod: „Danmark deiligst vang og vænge“. Hvis ikke Peder Syv havde trykt denne i Tohundredevisebog, som han selv kalder sin Kæmpevisebog, er det ikke sikkert, at Laurids Olufsen Kok overhovedet ville være husket i dag. Sangens popularitet har været styrket af, at Poul Rasmussen i 1810 skrev en melodi til digtet, som var med til at gøre det til en meget yndet fædrelandssang, den første egentlige danske af slagsen. Første strofe, der fik ny betydning under de to slesvigske krige i midten af 1800-tallet, lyder:

Danmark deiligst vang og vænge,Lukt med bølgen blaa,Hvor de vakre voxne drengeKand i leding gaa,Mod de Tydske, Slaver, VenderHvort mand dem paa tog hensender,En ting mangler for dend have,Ledet er af lave

Laurids Kok (1634-91) stammede fra Asmindrup ved Holbæk og blev student fra Roskilde sammen med vennen Peder Syv. Derefter læste han teologi. Efter en rejse til Tyskland ca. 1660-64 blev han 1666 rektor i Ringsted og 1673 præst på Refsnæs, hvor han døde som provst.

Den kendte del af Koks øvrige forfatterskab er meget lille og omfatter kun et par viser (også trykt i Syvs Tohundredevisebog, der ellers mest rummede folkeviser) og en latinsksproget dansk grammatik. Grammatikken, Introductio ad lingvam Danicam, puta Selandicam, in usum exteriorum (Introduktion til det danske, nærmere betegnet det sjællandske sprog til brug for udlændinge), der var beregnet for udlændinge, stammer fra årene 1656-66. Den er dog først blevet udgivet i nyere tid. Heri slår han til lyd for, at det sjællandske sprog bør opfattes som rigssprogsnorm. I årene efter 1670 arbejdede han også på en dansk-latinsk ordbog, der imidlertid er gået tabt. Dele af arbejdet er indgået i Mathias Moths ordbog, ligesom Syv har haft glæde af især de zoologiske udtryk. På sine gamle dage skrev Kok også et digt til Ringsteds pris.

Til kredsen omkring Syv hører præstesønnen, sognepræst og siden provst på Stevns, Jørgen Sorterup (1662-1723). Af litteraturhistorikeren Knud Lyne Rahbek blev han i 1814 kaldt for „heltesanger“, og det er lige præcis, hvad han er. Han havde en levende interesse for Danmarks fortid og skrev bl.a. afhandlinger om tydning af runer og om guldhornene. Hans hovedværk er samlingen Nye Helte-Sange om Könning Frideric den Fierdes lykkelige Seyervindinqer til Lands og Vands ved Guds Bistand erholdte Anno1715 fra 1716. De handler om Store Nordiske Krig, som Danmark kom nogenlunde ærefuldt ud af. I dedikationen, som er på intet mindre end 332 alexandrinere, lægger Sorterup vægt på, at han netop ikke bruger alexandrinere i heltesangene, men at hans arbejde er som en enfoldig gammeldags kæmpevise. Hermed betoner han helt bevidst det nationale i formen, når han således søger at fastholde kæmpevisen – eller folkevisen – som en stadig levende genre med omkvæd og kendte folkevisevendinger.