Kredsen omkring Taarnet

De var fire-fem unge digtere, der, som Johannes Jørgensen beskriver det i første bind af Mit Livs Legende, fra midten af 1880'erne til midten af 1890'erne førte deres liv i storstaden København på grænsen til en halvverden. De fire-fem digtere var Johannes Jørgensen, Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen, Helge Rode og Oscar Madsen (1866-1902), som blev en af tidens mange unge døde. Hans lille forfatterskab er præget af stærke følelsessvingninger, social trods, radikalisme og dekadent undergangsstemning.

Det er karakteristisk, at når såvel Jørgensen som Viggo Stuckenberg skal stedfæste kredsens første møder, bliver det topografisk. Møderne finder hverken sted i Det litterære Venstres Studentersamfund, på universitetet eller ved Harald Høffdings filosofiske kollokvier i hans hjem, men i randområderne af Frederiksberg, hvor byen holder op og landet begynder. Et terrain vague, hvor byens karréstruktur afløses af villaer, mindre industrivirksomheder og gamle kondemnerede bøndergårde med brædder for vinduerne. De finder „hverandre bag et og samme Plankeværk“, som Stuckenberg skriver, og går lange ture på vejene mellem by og land og mellem moderne civilisation og natur. De gør det på grænsen mellem dag og nat, hvor konturerne opløses, og skumringen sætter ind, og mørket bliver dybt. Den løse flok af unge kunstnere ses således i et tvelys, hvor de på en gang er parthavere i metropolens moderne elektrificerede verden og længes mod den oprindelige danske provins udenfor, som de fleste af dem er rundet af, født og opvokset i. Så i videre perspektiv bliver dette grænseland også sindbilledligt og sigende for den nye generation af forfattere, der ikke føler sig hjemme nogen steder, og som bærer vidnesbyrd om de centrale modernistiske splittelseserfaringer i deres forfatterskaber.

Også kulturpolitisk er de splittede. Som unge journalistiske litterater, studerende og forfattere i 1880'erne er de parthavere i det moderne gennembruds radikale strategier. De er medlemmer af Studentersamfundet og protegéer af brødrene Georg, Ernst og Edvard Brandes; flere af dem starter med at studere naturvidenskabelige fag: zoologi, botanik, medicin og forbinder sig herved med den darwinistiske tilværelsesforståelse; de er socialt indignerede og frigjorte og ønsker at sætte problemer under debat: samfundets, kønnenes og troens. Men gradvist forskyder deres interesser sig, da de mødes ude på vejene og på kanten af 1890'erne kommer til at indgå i tidens følsomme venskaber. De tager afstand fra den materielle verden, de er en del af, de opgiver naturvidenskaben til fordel for litteraturen, og de vender deres oprør og funderer det i sjælen frem for i samfundet. Det er denne inderliggørelse af oprøret, der får dem til i 1893-94 at gå sammen om tidsskriftet Taarnet, hvor de skaber et tværæstetisk forum for den europæiske nyromantik og symbolisme inden for kunst og digtning. Tidsskriftet er på en gang en reaktion mod det moderne gennembruds litterære præferencer og en konsekvent videreførelse af dets radikalisme. Der er således ikke tale om en tilbagevenden til klassiske højrenationale synspunkter, men om en yderligere radikalisering af litteraturens emner og stil, digterens oppositionelle rolle og kulturens internationale perspektiv i en avantgardistisk og inspirerende bevægelse, hvis virkningshistorie er afgørende for 1900-tallets litterære modernisme.

I kredsen omkring Taarnet kommer yderligere et par digtere til, Sophus Michaëlis, Niels Møller (1859-1941) og Thor Lange.