Kritisk overgangsfase - Haab og Erindring

I det store tankedigt „Haab og Erindring“ (1772) kan vi i en anden iscenesættelse følge den samme bevægelse, fra fordybelsen i jeget frem mod det sjælelige møde. Digtet er på mange måder bemærkelsesværdigt, først og fremmest derved, at det med al sin overlegne retoriske teknik udtrykker en dybtgående eksistentiel usikkerhed, der også rammer Ewalds egen digtning.

Optakten lyder: „Hold paa dit Nu, min Siæl! Forsøg at smage / Det Øyeblik, som er! / O, bind det Flygtige, hold det tilbage / Med stærke Følelser“. Bestræbelsen på at binde det flygtige fastholdes digtet igennem – trods sin umulighed! Deraf den latente højspænding, der hele vejen mærkes bag stadig fornyede forsøg på at erobre det tabte – det øjeblik, hvis fødsel er dets død. I den situation påkalder jeget håbet og erindringen med deres rige skatte af endnu ikke indtrufne og svundne øjeblikke. Derved generobres nuet som kunst, men en kunst, der som gnierens samlermani risikerer at blive fremmed for livet. Midt i sin opregning af gyldne øjeblikke afbryder jeget derfor med ét sig selv og brister i tårer:

Og hiint [øjeblik] – og hiint – hvi zitrer du min Læbe? Hvi døde Glædens Lyd?Og hiint – hvi velte Taarer frem og stræbe At røve mig min Fryd?Dog hvem har Sprog – hvem afmaalt Lyd til Eder I alt for smeltende?Hvem følte Glimt af Venskabs Saligheder Og sang sin Følelse.Hvad Farve skildrer, hvilket Ord betyder Det Nu, min Schleppegrell,Naar Aander blandes, naar en Siæl bortflyder I en fortrolig Siæl?

Det, der sker, er, at digtets aktuelle anledning, så at sige dets eget øjeblik, griber ind i dets tematik. Oprindelig er digtet skrevet til vennen Schleppegrells stambog, og i det øjeblik, Ewald tænker på vennen, overvældes han af de følelser, han hidtil har kunnet styre under sine udflugter til håbets og erindringens helligdomme. Til de tårer, der nu bryder frem, har hans kunst ikke sprog, og hvis han besang venskabet, ville det netop være ophørt. Hans kunst er nået til en grænse af samme art som den, der handlede om umuligheden af at fastholde øjeblikket, grænsen mellem kunst og eksistens eller mere præcist grænsen mellem digtet og Den Anden. Derfor må han „stamme“ sine sidste ord om Schleppegrell i digtet frem: „Ak! er han lykkelig? / Er han i hvert et ædelt Træk den samme? / Og – TÆNKER HAN PAA MIG?“

Med det sidste spørgsmål – også i førstetrykket sat med kapitæler – overskrides kunsten, men også digtets problemstilling, for hvad nytter det at holde på et nu, som afhænger af Den Anden? På den måde lider kunsten et dobbelt nederlag: over for det flygtige nu, som ikke kan fastholdes, og over for det mellemmenneskelige forhold, hvis følelsesbevægelser ikke på én gang kan udtrykkes (som tårer) og fortolkes (som kunst). Digtet er et karakteristisk udtryk for en kritisk overgangsfase i det ukendte område, Ewald bevæger sig i. En fuldstændig tilsvarende dobbelthed findes således i endnu et digt fra denne periode, „Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav“, hvor Ewald nok kan suggerere sig til at synge om „den døde Glæde“, men hvor hans kunst hverken kan bringe vennen tilbage eller standse tårerne, som til sidst uimodståeligt bryder frem. Vennens død bliver stående som et meningsløst faktum.