„Det Sjælelige Gennembrudes digter Helge Rode med sin datter, fotograferet i 1904 af den tyske digter Rainer Maria Rilke i Rom. Rode bosatte sig i tiden omkring år 1900 en årrække i Rom, hvor han også mødte sin kommende hustru, forfatteren Edith Nebelong.

.

Som sine generationsfæller i tårnkredsen var Helge Rode en rejsende, en europæer, der videde verden ud og skrev hjem om den. Han var livet igennem delt mellem Norge og Danmark og sværmede tillige for hele det mediterrane område. I årene lige før og efter år 1900 bosatte Rode sig et tiår i Italien, hvor han mødte den unge forfatter Edith Nebelong, som han giftede sig med i 1904. Parret levede af at skrive journalistiske rejsebreve og noveller hjem, Helge Rodes blev knyttet til en helhed i novellesamlingen Den Rejsende (1900) og 25 rejseartikler fra Italien. Strejftog syd og nord for Alperne. (1909).

Begge bøger åbner en underfuld verden for læseren, præget af Rodes sensibilitet. I titelnovellen „Den Rejsende“ fra 1890'erne er et ejendommeligt, men tidstypisk billede på livsangsten og følelsen af fremmedhed i udlændigheden. To mænd mødes på en café i en havneby og taler med hinanden om dødens og kærlighedens sammenflettede tråde, og påvirket af det fatales nærhed forvandler café-interiøret sig for fortælleren og antager under hans Hamsun'ske, Hammershøi'ske og Munch'ske „indtryksømhed“ sjælelig og atomar karakter: „Det var som om Murenes og Søjlernes tætte masse løsnede sig, blev gennemsigtige, og Atomernes Dans saaes i det Tomme. Og med Sjælens Øje saa jeg, at heller ikke Atomerne var, hvad de syntes, men kun det Ukendtes Tilsyneladelse i vor Bevidsthed og, heller ikke det tomme var, hvad det syntes – men – hvad?“ Den ildevarslende surreelle virkelighed opløser sig for øjnene af fortælleren, og membranen mellem hans eget sind og verdens sjæl opløses, her – i modsætning til digtene – i et angstfyldt tableau. I rejsebogen Italien stemmes sindet lysere, og bogen lever ved de fine sammenligninger mellem Nord og Syd, Italiens yppige ynde og Nordens grå evighed, der taler til dybsindet og sjælen.

Helge Rode er den i halvfemser-generationen, der er mest gennemgribende påvirket af Nietzsche. Den tyske digterfilosof er det centrale referencepunkt igennem hele hans forfatterskab. Men forholdet er ambivalent. På den ene side får Nietzsches tænkning ham til at dyrke de ubevidste, drømmende og sværmeriske sider af selvet, og på den anden side øges hans bevidste stræben efter at vinde styrke og realisere livsvilje. Der sker ikke noget egentligt brud mellem dekadence og vitalisme i hans forfatterskab, men en integration, hvor hans hovedskikkelser på en gang er forfinede og forfærdende. I tre af hans vigtigste idébaserede dramaer Kampene om Stefan Borgs Hjem (1901), Grev Bonde og hans Hus (1912) og Det Store Forlis (1917) gennemlyser han det nietzscheanske magtmenneske i en blanding af fascination og afsky. I førstnævnte i skikkelse af en kynisk læge, der „forvandler alt efter sin Vilje“, i det andetnævnte i form af en jernhård kapitalistisk immoralist, der sættes op over for den aldrende grev Lev Tolstojs utopiske kommunisme, og i sidstnævnte den hybrisdømte skibsreder, der lader luksuslineren Titanic sejle med for høj fart ind i forliset mellem isbjergene ved Newfoundland. Det gælder for de tre mænd med de symbolske navne Borg, Steen og Løve, at deres overmenneskelige herskermoral går under i døden, der i en vis forstand også udsoner kraften i deres væsen.

Denne gennemgribende udsoning, hvor vitalismen renser sig selv i døden, er den bærende tanke bag Rodes filosofiske bog om første verdenskrig, Krig og Aand. Som andre i generationen, Johannes Jørgensen, Sophus Claussen, Karl Larsen, Sophus Michaëlis og ældre mentorer som Georg Brandes og Henrik Pontoppidan, føler Rode sig forplig-tet til at se en mening i det meningsløse. Og han karakteriserer krigen som „den sympatiske Krig“, netop fordi den i hans vitalistiske skabelses- og skønhedstænkning har karakter af en renselse. I kampen gennemlever de krigsførende det dybeste biologiske livsprincip i en formende og organiserende kraftudladning, som lutrer og soignerer det europæiske samfundslegeme. Med referencer til Henri Bergsons élan vital og Nietzsches profeterende – og farlige – glæde ved instinktet ser Rode krigen som et nødvendigt onde, hvor myrderierne finder sted for håbets skyld. Autenticitet og nærvær skyder sig ud af krigens ragnarok i en vitalistisk bekendelse: „Fra alle Verdens Hjørner hørte jeg nu Livets store Sang. Den vældede og rislede, den tordnede og hviskede det højeste navn, vor Tro og vor Trøst, vor vældige Viden: Jeg er!“

Med sin vitale skabelsestanke og Det store ja til tilværelsen i Carlyles og Nietzsches ånd står Helge Rode midt i ekspressionismens splintrende energiudladninger og foregriber en krigsapologet som den tyske forfatter Ernst Jünger. Men Rodes livsanskuelsesdigtning er samtidig uhyre nuanceret og dybest set motiveret af den kulturkamp, han så sig selv og sin generation som en del af. Er Rode fascineret af vitalismens styrkemanifestationer, gør han også op med dens værdigrundlag i biologien, rationalismen, materialismen og darwinismen. I essaysamlingen Regenerationen i vort Aandsliv tager han eksistensfilosofiske livtag med det dogmatiske i Johannes V. Jensens darwinistiske udviklingsoptimisme og ser darwinismens mulige fald som en lykkelig begivenhed i nutidens åndsliv. På lignende vis gør han op med brandesianismens positivistiske frigørelsesstrategier i Det sjælelige Gennembrud og anskuer – i lighed med Johannes Jørgensen – Nietzsche som en religiøs åndstype frem for Georg Brandes' radikale dennesidige aristokrat. Han anskuer Nietzsches forestilling om „overmennesket“ som en bro til åndsmennesket og i forlængelse heraf hans lære om „den evige genkomst“ som en nytolkning af kristendommens forestilling om det „evige liv“. I Nietzsches „Midnatssang“ ser Rode et spring bort fra den virkelighed, Nietzsche forherligede: „I et lykkeligt Nu var han bleven sig sin Sjæl bevidst, og helt fri svang han sig ud i det grænseløse“. Nietzsche bliver – som Rodes identifikationsfigur Ariel – et billede på Helligånden, der befrugter verden med skabende kraft, skønhed og sandhed.

I sit digteriske og religiøse testamente, Pladsen med de grønne Træer. Den religiøse Strømning i Nutidens Aandsliv, anskuer Helge Rode evangelierne som verdenslitteraturens mest geniale digterværk og bekender sig til en fremtid, hvor tro og videnskab ikke står som hinandens modsætninger, men som en samlet åndelig erkendelsestrang.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kulturkamp og livsanskuelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig