Kulturkrise og kætteri

„Jeg er i hvert fald lige saa traurig som den Tid jeg lever i“, erklærer en af hovedpersonerne i den første efterkrigstids danske litteratur, fortælleren Johannes Vig i Martin A. Hansens roman Løgneren (1950). Og det er ikke løgn, for i det første tiår efter krigen stod stemningen i desillusionens tegn – i Danmark såvel som i det øvrige Europa. Verdenskrigens rædsler, der efterhånden blev blotlagt, faldt sammen med forfærdelsen ved de uoverskuelige undergangsvisioner, som de nye atomare masseødelæggelsesvåben bragte med sig. Selv om kriseretorikken var slidt oven på mellemkrigstidens mange udmeldinger om vesterlandets undergang, var det endnu engang den, der var i overensstemmelse med omstændighederne. Kulturkrisen, et udtryk som religionshistorikeren Vilhelm Grønbech havde lanceret, blev den samlende danske betegnelse for tilstanden i denne tid. „Alt var dybt, inderligt, mørkladent og indadvendt i fyrrerne“, huskede Jørgen Gustava Brandt i erindringsessayet „Hin bemærkelsesværdige septemberaften“ fra 1958.

Krisens udgangspunkt var en fornemmelse af, at den europæiske kultur befandt sig ved et vendepunkt: „Vi lever i en Tid, hvor alle Former er brudt sammen, og hvor den brændte Jords Taktik har gjort Menneskene til Nomader. Endnu er Freden ikke sluttet, og Europa er ikke kommet sig af Forfærdelsen over de ufattelige Ting, som blev set, da Stenen blev væltet bort fra det besejrede Tyskland; et graat Dagslys trængte ind i Maidanek og Ravensbrück, Belsen og Neuengamme. Det moderne Menneske ønsker efter dette mindre end nogensinde at kende sig selv“. Sådan skrev Ole Wivel i en kasseret programerklæring til det tidsskrift, der skulle blive hovedorganet for kulturkrisen. Dets navn var Heretica, det udkom for første gang i 1948, og det var herfra, den væsentligste fornyelse af 1940'ernes kulturdebat udgik.