Kunstdigtning på latin - og dansk

Selv om Reformationen på længere sigt betød et gennembrud for digtning på modersmålet, i 1500-tallet nært knyttet til trosskiftet, var den hjemlige litteratur fortsat tosproget – og i kølvandet på Reformationen voksede en frodig ny latinsproget litteratur frem, også af verdslig art. Latinens rolle som gudstjenestens sprog var nok udspillet, men latin var fortsat de lærdes foretrukne sprog. Latinlitteraturen tjener typisk – under behørig anvendelse af de antikke (romerske) forbilleder – karrierefremmende formål inden for de højtuddannedes rækker, hvad enten det nu er lejlighedsdigtning (herunder hyldestdigtning) eller historieskrivning til underbyggelse af kongemagtens selvforståelse. Smagen skifter i løbet af 1500- og 1600-tallet fra det elegiske til det epigrammatiske, fra den udpenslede til den knappe prosa, men skiftet foregår inden for traditionens rammer.

Til gengæld er det lærde, latinkyndige miljø vækstgrundlaget for den kunstdigtning på dansk, som slog igennem fra o. 1620, og som brød fuldstændig med den middelalderlige tradition. I 1600-tallet lægges grunden til den moderne danske litteratur. Den klassiske metrik og retorik og de klassiske genrer som epos, tragedie, komedie, hyrdedigt, rimbrev, satire tages op, hvad der på sin side indebærer et omfattende forudgående og sideløbende arbejde med at opdyrke det danske sprog – og dermed en professionalisering af digterne og en heraf afledt kunstnerisk, håndværksmæssig selvbevidsthed.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kunstdigtning på latin - og dansk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig