Længsel og desillusion

En af de kendteste strofer i 1900-tallets danske litteratur er skrevet af Tove Ditlevsen:

Der er to Mænd i Verden, der bestandig krydser min Vej, den ene er ham jeg elsker, den anden elsker mig.

Strofen indleder digtet „De evige tre“ fra samlingen Lille Verden (1942). Den behandler et universelt kærlighedstema med en enkelhed, der balancerer på grænsen mellem det bevingede og det banale. Hos Ditlevsen møder man – ofte i ét og samme værk – frapperende, nøgterne iagttagelser af menneskelivet og en svaghed for litterært salonpianisteri. I sine bedste digte viste hun en evne til at formulere sig umiddelbart om komplicerede og vedkommende emner, der tidligt skaffede hende et stort og trofast publikum, der rakte langt ud over traditionelle lyriklæseres kreds.

Senere blev den poetiske teknik mindre traditionsbundet og tematikken mere udfordrende. Springer man 31 år frem, til „Lola“ fra samlingen Det runde værelse, finder man hårrejsende verselinjer som disse: „Døden er at miste lysten / til at smadre ting / andre holder af.“ Her taler en mere verdenserfaren og desillusioneret forfatter om et liv, ikke mindst et kærlighedsliv, der præges af destruktionslyst og angst. Men allerede hendes første samling, Pigesind (1939), rummer digte om det onde, der uforklarligt sætter sig i hjertet og sender alle kærlige følelser på flugt. Herom handler „Angst“: „Jeg vilde saa gerne sove trygt / med min Haand mod det kølige Lagen, / hvorfor tvinges jeg ind i saa dyb en Nat / naar jeg elsker Lyset og Dagen?“

I debutdigtene kan forholdet mellem de disharmoniske erfaringer og det harmonisøgende kunstneriske udtryk undertiden forekomme anstrengt. Et digt som „Foraarsnat“ viser hendes kærlighed til 1800-tallets danske lyrik, som hun kendte, fra hun var barn. Det handler med en fortrøstningsfuldhed, der klinger helt Ingemann'sk, om Gud, der sænker sit ansigt over jorden og kysser sovende dyr og børn. Men det er oplevelsen af ubeskyttethed, af angsten for den meningsløse død og tilintetgørelsens mørke, der er forfatterskabets grundlæggende eksistentielle erfaringer.

Som mange andre af 1930'ernes debutanter kom Tove Ditlevsen fra beskedne kår. Det var vagabondernes, autodidakternes og arbejderforfatternes tiår. At kunne skilte med en fattig baggrund gav litterær anseelse, og Ditlevsen var ikke den eneste af de sociale opkomlinge, der fremstillede sin barndom som mere forarmet, end den faktisk var. Nok var mellemkrigstidens Vesterbro, hvor hun voksede op i en to-værelses lejlighed, et trangt og snavset miljø, men egentligt materielt nødstedt var Ditlevsen-familien i Hedebygade 30 A aldrig, selv ikke i de korte perioder, hvor faderen Ditlev var arbejdsløs, og familien måtte leve af offentlig hjælp. Men til trods for, at man nogenlunde holdt nøden fra døren gennem kriseårene, var angsten for arbejdsløsheden reel og permanent. Ditlev, som var fyrbøder, forsørgede familien, mens moderen Alfrida tog sig af hjemmet.

De påtrængende problemer i barndomshjemmet var i nok så høj grad psykologiske som sociale. Særlig disharmonisk var forholdet til moderen, der af datteren siden blev karakteriseret som humørsvingende og skødesløs i sin opdragelse af de to børn, Tove og storebroderen Edvin. Alfrida kastede sin slagskygge ind over såvel barneårene som den voksne Tove Ditlevsens tilværelse. Interessen for litteratur tog hun i arv fra faderen; forholdet til moderen var et af de traumer, der gjorde hende til forfatter.

Erindringsværket Barndom (1967) handler om barnets mentale overlevelsesstrategier i et klaustrofobisk miljø. Tove Ditlevsen fortæller, hvorledes hun snedigt spillede dum for at afparere omverdenens udfordringer: „Jeg lader munden stå lidt åben og gør mine øjne helt tomme, som om de altid kun ser ud i den klare luft. Når det begynder at synge inde i mig, passer jeg særligt på, at der ikke kommer huller i min maske.“ Det var den indre sang, der holdt hende i live. Hun flygtede, allerede fra hun var lille, fra de trange leveforhold ind i ordstrømmenes magiske verden. Her kunne ingen nå hende, her havde hun sit fri- og skjulested, på mental afstand af gaden og hjemmet. Men det stof, der inspirerede hende som forfatter, var just den angstprægede virkelighed, som hun prøvede at komme væk fra.

Digtningen var et åndeligt refugium, men for den endnu næppe voksne Tove Ditlevsen blev den desuden et springbræt til en socialt mere velstillet verden. En sådan verden åbnede sig for hende, da hun som 20-årig – efter at have taget mellemskoleeksamen og arbejdet på lager og kontor – kom i forbindelse med miljøet omkring tidsskriftet Vild Hvede, som fra 1930 til 1951 blev redigeret af Viggo F. Møller. Her fik hun trykt sine første digte, og her lærte hun andre af tidens lovende unge talenter at kende, bl.a. Piet Hein, Morten Nielsen, Sonja Hauberg, Ester Nagel og Halfdan Rasmussen. Flere af dem genfindes som medlemmer af Unge Kunstneres Klub, der stiftedes 1940 med Ditlevsen som formand. Redaktør Møller selv blev hendes mentor – og den første af hendes i alt fire ægtemænd.

Hvorfor giftede den kønne unge pige sig med den korpulente og væsentligt ældre mand? Var hun en „golddigger“, der med gustent overlæg fremmede sin karriere med alle midler, inklusive erotikken? Det mente Finnur Erlendsson, som var lyriker og medlem af kredsen. Den tolkning kunne bekræftes, ikke af ægteskab nr. 2 (med nationaløkonomen Ebbe Munk), men af hendes tredje valg af ægtefælle: lægen Carl Ryberg, der først og fremmest synes at have været et nyttigt bekendtskab, fordi han kunne forsyne hende med morfin-præparater. Det førte til en afhængighed af stoffer, der med afbrydelser varede resten af livet. Imod golddigger-tolkningen taler, at hun i sit forhold til andre – det var også en vurdering i kredsen omkring hende – ofte forekom at være en usædvanligt passiv person, der viljeløst lod tingene ske med sig. Sat på spidsen: når en mand friede til hende, og hun ellers var ledig på markedet, så gav hun ham sit ja.