Læsestykker om Knud Lavard - og andre helgener

En af Knud den Helliges brødre og efterfølgere, Erik Ejegod (konge 1095-1103), fremstår som et tydeligt billede på den internationale danske kultur: Han foretog en pilgrimsrejse til Jerusalem, netop da byen var blevet erobret af korsfarerne i 1099, men døde inden han nåede byen. Under Erik Ejegod blev der arbejdet for oprettelsen af ærkesædet i Lund (1104); han fik kanoniseret sin hellige bror, og han blev gennem sin søn Knud stamfader til Valdemarernes dynasti, som gjorde Danmark til et veritabelt imperium i anden halvdel af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet. Knud Erikssøn – også kaldet Knud Lavard og Knud Hertug – blev i 1131 myrdet af en rivaliserende gruppe af Svend Estridsens efterkommere, nemlig af sin fætter Magnus, søn af kong Niels (konge 1104-34).

Dette drama kan man læse kortfattet om i både Roskildekrøniken og hos Sven Aggesen, og mere udførligt hos Saxo. Men en nok så interessant og detaljeret beretning finder man i de lectiones (læsestykker), som indgik i den særlige gudstjeneste, der blev skrevet for fejringen af hertugen mod slutningen af århundredet, efter at hans søn, Valdemar den Store (konge 1157-82), havde sikret dynastiets dominans. Også Knud Lavard blev martyrhelgen, og hans kult blev organiseret i Ringsted, og senere også i Roskilde og Lund. Læsestykkerne indgår i en hel liturgi med sange, som er komponeret på grundlag af et nu tabt vita (dvs. en skildring af et helgenliv), som man dog kan få et godt indtryk af gennem de forkortede læsestykker. Historien bygges dramatisk op, bl.a. ved brug af direkte tale, visuelle beskrivelser og vekslen mellem Knuds og Magnus' synsvinkel. En gennemgående metafor er Knud som Kristi stridsmand – herved etableredes både en forbindelse til hans timelige metier og til den litterære tradition for helgenbeskrivelser. Der bruges også flittigt bogstavrim og ordspil.

Ifølge den musikhistoriske forskning følger nogle af melodierne et mønster fra den engelske protomartyr Albans liturgi. Den engelske forbindelse var faktisk allerede etableret kort efter Knuds død, eftersom der omkring 1135 var blevet skrevet en længere beretning om Knuds liv, død og efterfølgende undergerninger. Værket er på nogle få brudstykker nær tabt, men vi ved, at det blev forfattet af en indvandret engelsk munk, Robert af Ely, omfattede både prosa og vers, og at det sikkert har haft Ælnoths store skildring af Knud Konge som en af sine hovedmodeller. Det 'andet vita', som blev skrevet mod slutningen af 1100-tallet, og som vi kender gennem læsestykkerne, synes at have været noget mindre, men som sagt med meget konkrete og dramatiske kvaliteter. Mod slutningen af middelalderen anvendtes Knudsliturgien til et skoledrama på dansk.

Vi besidder også mindre latinske skildringer af andre hjemlige helgener med mere lokal tilslutning: Thøger (Vestervig, 1000-tallet), provst Kjeld (Viborg, led en fredelig død 1150), martyrinden Margrethe af Roskilde (af Absalons slægt, dræbt af sin ugudelige mand i 1176), Niels af Århus (søn af Knud Magnussen, død som ung i 1180), Anders af Slagelse (d. 1205?). De fleste af disse helgenliv er komponeret i årtierne omkring 1200 (nogle med senere tillæg) og giver interessante glimt af livet og holdningerne ved bispesæderne. I litteraturhistorisk sammenhæng kan vi bl.a. fæste os ved beskrivelsen af Kjeld, som sluttede sig til augustinerkannikkerne i byen og blev lærer ved katedralskolen: „Da han var blevet valgt til at være drengenes lærer gav han dem glimrende undervisning og skrev (scripsit) derudover værdifulde bind“. Her er ikke tale om egne litterære kompositioner, for scripsit betyder, som oftest i middelalderen, 'kopierede'. Kjeld var en dygtig skriver, og det besværlige, men højt værdsatte kalligrafiske kopieringsarbejde bidrog til hans hellighed. Vi mindes endnu en gang om, at bøger i 1100-tallets Danmark først og fremmest var helliggjorte objekter, som i langt de fleste tilfælde indeholdt gamle latinske tekster. Den hjemmegjorte litteratur var i 1100-tallet noget nyt og voksende, men for de samtidige brugere af bøger var der nok stadig kun tale om sporadiske aflejringer på et uomgængeligt 'universelt' tekstligt landskab.