Livet i en central udkant

Thøger Larsen blev født i Tørring sogn nord for Lemvig og døbt Thøger Larsen Underbjerg. Han voksede op i beskedne kår i et lige så beskedent trelænget husmandssted, der lå ved Gjeller Odde – eller Gjellerodde – lige ned til det vand, hvor Lem Vig og Nissum Bredning mødes, så Thøger er vokset op med lyden, lugten og synet af Limfjorden. Bag huset, der for længst er væk, var der nogle høje bakker, som man der på egnen selvsikkert kaldte bjerge, og efter dem fik stedet navnet Underbjerg.

Thøger var den ældste af tre søskende og huskede, hvordan familiens åndelige rummelighed og livsglæde indsnævredes voldsomt, da Indre Mission kom til egnen, og både faderen og moderen tilsluttede sig. De „elskede Spillekort blev brændt og Jehovas Pisk lurede bag hver voksen Ryg og hans Forbud i hver Mine“.

Man forstår bevæggrundene bag Thøgers livslange sværgen til ateismen. Indre Mission havde dræbt tilliden til Vorherre, præcis som den dræbte Jeppe Aakjærs barnetro. Thøger Larsen tog i øvrigt præliminæreksamen fra Lemvig Realskole i 1892 og ville gerne have fortsat ad uddannelsesvejen, han drømte om at komme på Herlufsholm Kostskole for at få studentereksamen, men faderen døde samme år, og der kunne ikke blive råd. I stedet blev den unge Larsen huslærer, siden landinspektørassistent, inden han endte som redaktør af Lemvig Dagblad, en stilling, han varetog fra 1904 til 1922. Det var som Redaktør Larsen snarere end som digteren Thøger Larsen, han blev en kendt skikkelse i byen.

Digterkollegaen Helge Rode skrev i 1925 i anledning af Thøger Larsens 50-års fødselsdag disse linjer: „Paa et lille Stykke Jord, / blev hans Himmel mægtig stor“. Larsen levede hele sit liv i området omkring Lemvig, og man kan ikke kalde den geografiske verden stor, hvor landmåleren, redaktøren og digteren Thøger Larsen havde sin gang på jord. Faktisk kan man i løbet af få timer cykle hans 'verden' rundt fx på sporet af solsystemets enkelte elementer på den såkaldte planetsti, man anlagde fra Lemvig til Gjeller Odde, fra Solen til Pluto, i 1980'erne. Thøger Larsen så imidlertid ikke denne verden som snæver eller som en hjemstavnsplet, for han så opad, endda helt konkret i sin hjemmebyggede stjernekikkert, og var orienteret efter det himmelske hvælv og kosmos. På den måde så han bakkelandet i Tørring sogn, Limfjordens vande og himlen med sol, måne og planeter som ét samlet kontinuum af enkeltdele, der tilsammen udgjorde et principielt helt tilfældigt hjørne af universets uendelige udstrakthed i tid, rum og evighed.

Thøger Larsen hengav sig til arbejde. Ud over livet som journalist var han en ivrig videnskabsmand omend på amatørniveau – eller måske på polyhistor-niveau, for han kastede sig ud i mange studier og ofte på tværs af sædvanlige faggrænser. Han studerede astronomi og fik et par artikler optaget i fagtidsskrifter. Han studerede religionshistorie, mytologi og sprog, således lærte han sig i en moden alder oldislandsk, latin og græsk, hvorefter han blev i stand til at oversætte både de islandske Edda-digte og den oldgræske Sapphos digte til nudansk samt videnskabelige optegnelser af Tycho Brahe fra latin. Han oversatte også forfattere som Walther von der Vogelweide, Walt Whitman, Edgar Allan Poe og Omar Khayyam. Desuden oversatte og studerede han Nietzsche. Det er klart, at en række af disse har haft afgørende indflydelse som inspiration på Larsens egen digtning.

Thøger Larsen studerede også myten om det sunkne Atlantis, hvilket inspirerede ham til navnet på det tidsskrift, han stort set ene mand skrev, redigerede og udgav som et månedsskrift fra 1923 til 1925. I det første nummer af heftet, som på forsiden er illustreret af ham selv med tegninger af dyrekredsen, skriver han: „Jeg haaber Heftet vil godtgøre, at der i Tidsskriftet vises Livets Fænomener en alsidig Interesse“. Det må man sige, det gjorde, tidsskriftet bragte artikler om historiske, naturvidenskabelige, fantastiske, mytologiske emner, folkelivsskildringer, rejsebeskrivelser, boganmeldelser med mere. Atlantis rummede også digte, dels oversættelser, dels originale tekster af Larsen selv, dels af Otto Gelsted, Sophus Claussen, Marie Bregendahl, Jeppe Aakjær, William Heinesen, Paul la Cour og Jens August Schade, der debuterede her i det sunkne Atlantis. Tidsskriftet var endda fint illustreret med tegninger og vignetter af Larsen selv, dertil af vennen Johannes Larsen med flere. Thøger Larsen lod tidsskriftet gå ind efter to års slid, og som han skriver til vennen Jeppe Aakjær: „Det danske Publikum og jeg vil sikkert aldrig finde hinanden“. Men tidsskriftet bevidner, hvilken bred begavelse og belæsthed denne sære snegl i en smuk limfjordsk provinskøbstad besad. Begavelsen blev heldigvis også omsat i ti digtsamlinger, tre novellesamlinger og en enkelt roman.