Lyrisk messianisme

Med denne analyse indskrev Wivel sig ganske tidligt i traditionen for at forstå nazismen som et ekstremt udtryk for iboende tendenser – ubenyttede muligheder og uopfyldte behov – i moderniteten i det hele taget. Internationalt set har intellektuelle som de tyske filosoffer Max Horkheimer og Theodor W. Adorno og den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman i efterkrigstiden været fremtrædende eksponenter for denne tankegang. Nazismen så Wivel som et symptom på en dybereliggende sygdomstilstand, nemlig kulturkrisen, og det foruroligende var, at denne krise endnu ikke var overstået. Hans gennembrudsdigtning, samlingerne I fiskens tegn (1948) og Jævndøgnselegier fra det følgende år, blev lanceret som svar på denne kritiske situation. Ud over kærlighedsdigte og situationsskildringer fra besættelsen byder samlingerne på beske karikaturer af den moderne, højteknologiske verden, hvor folk flyver rastløst rundt uden at have hjemme nogetsteds. „Keep smiling og hold diæt“, lyder moralkodekset i den amerikaniserede, kropsfikserede succeskultur, der efter krigen fremstod som alternativet til den anløbne europæiske kultur. Flerstemmigt og med brug af allusioner og udenlandske citater af blandt andre Racine læner Wivel sig op ad forbilledet T.S. Eliot i sine lyriske reportager fra den gudløse verden. Midt i denne bekendte han sig i Berlingske Aftenavis i 1949 til „den livsmulighed, som ligger under al europæisk kultur: den evangeliske, der bryder frem, netop hvor svagheden er størst.“ Det gør den også i samlingen I fiskens tegn, hvis titel netop henviser til konturerne af et håb om frelse. På græsk danner begyndelsesbogstaverne til „Jesus, Kristus, Guds Søn, Frelser“ ordet ichtys, der betyder fisk, og i oldkirkelig sammenhæng figurerede fisken som et symbol på Jesus, frelseren, som det centrale digt „Fisken“ henvender sig til:

Du gemmer digi fiskens glatte formog glider lydløst gennem vandet,vandrer stille op og nedpaa sarte finner.Hvad ser du monmed dine udtryksløse øjne?(…)Du drømmer barei det blide vand, indtil en dagdet blæser op og bølgertordnende gaar over kysten.Der ligger blodig dui skum og tang – og er vor frelser.

Således satsede Wivel på igen at gøre de oldkristne symboler gældende: Fisken figurerer i digtet som et uudgrundeligt tegn, hvis betydning falder uden for forstandens rækkevidde. Håbet, hans digtning nærede, gjaldt således den second coming, som også den irske lyriker W.B. Yeats havde bekendt sig til før verdenskrigen. „Her vil vi vente dæmringstimen / når Kristus kommer i skyerne“, lyder to andre linjer fra samlingen, der tilkendegiver den messianisme, som var karakteristisk for Ole Wivels lyriske reaktion på kulturkrisen. Bagud forbinder den sig med Gustaf Munch-Petersens messianisme i 1930'erne, mens den apokalyptiske stemning i Wivels digtning kan genfindes senere i Bo Green Jensens lyrik fra 1980'erne.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Lyrisk messianisme.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig