Lysten til at være næsten ligesom de andre

Artikelstart

Den mandlige hovedperson i Henrik Stangerups roman Løgn over løgn (1971) tilhører som filminstruktør og journalist den intellektuelle elite og er en af kulturens smagsdommere. På et tidspunkt tager han til et møde langt ude på landet. Hans kolleger kunne ikke drømme om at foretage sig noget så eksotisk, men det gør Jerlang gerne, og dermed afslører han, at han alligevel ikke hører til på parnasset. Stangerups figur er den utilpassede i ethvert selskab, men han vil gerne se, hvordan danskere, der ikke er frelste – mennesker, der ikke nyder den „trætte, indforståede københavnske ironi“ – opfatter tiden. I det usamtidige miljø er tiden skræmmende, og det nye inkarneres af medierne, af tv og af typer som Jerlang: „Deres verdensbillede dirigeres dag ud og dag ind fra København. De får ikke en chance for at udvikle et selvstændigt miljø (…), deres oprindelige kultur smuldrer hen til fordel for de sidste nye litterære moder i hovedstaden.“

Fiktionslitteraturen gør ikke krav på at være historisk korrekt. Alligevel er den skildring, Henrik Stangerup giver af et regionalt, socialt og kulturelt delt Danmark, et bemærkelsesværdigt udsagn om Danmark i 1970'erne. Årtiet er præget af urbanisering og etableringen af parcelhuskvarterer overalt; i 1974 var der ca. 800.000 parcelhusejere i Danmark. Forstæderne erobrer terræn, og landlige miljøer bliver sovebyer. De radikale forandringer i landskabet havde Tage Skou-Hansen et skarpt blik for, ligesom han øjnede usamtidigheder i udviklingen. Et var, hvad Rådhuspladsens bedrevidende journalister syntes var spændende, noget andet var den mentale virkelighed ude i landet: „Altimens medierne diskuterede generationskløft, ungdomsoprør, kvindefrigørelse og ulandsrevolution blev der bygget en halv million parcelhuse, hvor folk begyndte forfra på kernefamilien, som TV lige havde sagt var forældet. Andet lod sig faktisk ikke gøre i det byggeri, så lidt fleksibelt det var“. („Overgange. Parcelhusrevolutionen og advokat Mikkelsen“, 1981). Det var ikke i Parcelhusdanmark, tidens frigørelsesdrømmende og progressive litteratur sejrede.

Alligevel er der et fællestræk mellem parcelhuskulturen og de trendy forandringer, som fulgte med venstrefløjens og kvindebevægelsens kollektive drømme: Det uniformerede, lysten til at være næsten ligesom de andre, slog igennem overalt. Den trend havde blot et andet udtryk i landskabet og i den måde, byens kultur bredte sig ud i landet på. I den familiearkitektur, som de fleste danskere dyrkede i det små. Den udvikling iagttog den gennemgående figur i flere af Tage Skou-Hansens romaner, Holger Mikkelsen. Selv om figuren er ikke noget sandhedsvidne, og figuren har sine uerkendte grunde til denne harcelerende monolog om landets arkitektoniske og mentale udvikling, er den følgende beskrivelse i Den hårde frugt (1977) ikke tilfældigt blevet lidt af en klassiker i dansk litteratur i 1970'erne:

By igen altså. Og alligevel ikke rigtig by. De fleste byer blev man ledt udenom ad omfartsveje med lysmaster, fodboldbaner, idrætshaller og planteskoler og udstillingscentre med velholdte kortklippede plæner foran. (…) Hverken land eller by mer, grænsen var visket ud, men en næsten sammenhængende bebyggelse det meste af vejen. To livsformer, bondelandets og industribyens, snart forenet i det klasseløse fritids- og forbrugersamfund (…) Demokratiets dilemma kunne ses med det blotte øje. Dets miljøer var snart væk. Købstæder fladet ud i endeløse forstæder. Landsbyerne reduceret til kulisser, gårdene forvandlet til maskinparker, markerne tømt for levende dyr og skovene og engene lagt ud til rekreative områder for lønarbejdernes ferier og weekends. (…) Slut på den gamle anskuelige verden med dens rimelige afstande og individuelle bebyggelse. Nu var det beton og glas. Industrialiseringen satte sig igennem og dermed var vel også demokratiets dage talte. (…) Alle vegne bredte den flade tyndskallede enfamiljestil sig. Gårdhuse, terrassehuse, kædehuse, klyngehuse, atriumhuse, hvad de nu kaldte dem, i gule og moccafarvede sten især, på minimale grunde, i små private grunde, i små private haver plantet til med fyrretoppe og sirbuske, lukket af med læskærme og mure. (…) Og som daglejere levede folk jo også her, som fellah'er efter al histories ophør. Uanfægtede af de store nyhedsstorme som trak hen over tv-antennerne. De sad lunt inden døre og efter arbejdstid ville de bare have fred for indblandinger. Fred til at dyrke deres haver og utålsomheder, pleje deres perfektionisme og lille købedelirium, deres lovformelige bjærgsomhed og alsidige lørdagsunderholdning. Individualistiske ghettoer.

Dansk biedermeier har forskellige historiske dragter, synes Tage Skou-Hansens figur at mene.

I 1970'erne blev Danmark i kraft af medlemskabet af EF i 1973 en integreret del af det moderne Europa, men mentalt-æstetisk syntes der over en bred front at være størst glæde i at kunne gemme sig i mængden. Fra venstre til højre var der stemmer i at være folkelig og dermed almindelig. På bekostning af det, der skiller sig ud, det enestående, den udemokratiske skønhed, som følger andre veje end de på forhånd udstukne. Den tendens kunne man se i parcelhuskvartererne, hvor forskelle lå i marginalerne; trangen til at være som de andre lå også i nedtoningen af de klassiske skønhedsidealer til fordel for glæden ved at ligne en arbejder, hvis man var student, og glæden ved at ligne en funktionær, hvis man var arbejder. Ikke uventet var den logiske reaktion på den massive udbredelse af de slaskede cowboybukser og det billige indiske tøj en kontrær mode, som i slutningen af 70'erne slog over i det outrerede. Det er således heller intet tilfælde, at glam- og glitterrocken (T. Rex, Elton John) og senere den erklæret grimme, anti-æstetiske punk (Sex Pistols, Elvis Costello) dukker op som et alternativ til almindelighedens folkemusik. Plateaustøvler, gearet sminke eller punkens taber-uniform. Arbejder-uniformen prætenderer at ligne noget autentisk, mens de følgende påklædingsformer er bevidst artificielle og outrerede. De vidt forskellige æstetiske strategier er fælles om at have et skeptisk forhold til skønhedens charmerende æstetik.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Lysten til at være næsten ligesom de andre.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig