Forfatterskabets gennemgående forestilling om poesien som en vej til indsigt i en højere universel orden – den usynlige tråd – deler det med store dele af samtidens kunst. Men det univers, der åbenbarer sig i forfatterskabet, er hverken entydigt harmonisk eller stabilt, men konstant ekspanderende – og rigt på sorte huller. Det universelle er hos H.C. Andersen ikke en overordnet fællesnævner, derimod en stadigt knopskydende mangfoldighed, fragmenter af en virkelighed uden for den menneskelige bevidstheds rækkevidde.

Spænder det andersenske eventyr således tematisk over voldsomme modsætninger – fra det komiske til det tragiske, fra det sentimentale til det ædende ironiske, fra det uskyldige til det dæmoniske – så er det også formelt set mange forskellige ting: sagn, lignelse, fabel, fortællende digt, fantastisk, realistisk, moralsk eller historisk fortælling, novelle, prosaskitse og former, som blander træk fra disse og andre genrer. De mange fortælleformer er ligesom de tematiske udsving udtryk for en evigt omstrejfende, søgende bevidsthed, som ikke kunne rummes eller trives i folkeeventyrets relativt stabile formelverden, men heller ikke falde til ro i én bestemt anden form.

Mangfoldigheden og det nomadeagtigt omstrejfende er da selve grundprincippet i H.C. Andersens fortællekunst. Den udspringer, som han siden hen udtrykte det i I Sverrig og Mit Livs Eventyr, af „Tilfældets Poesie“, de inspirerede øjeblikke, hvor et fænomen i omverdenen træder ud af mængden for at få fortalt sin historie. I Mit Livs Eventyr beretter H.C. Andersen om en episode, da han i Weimar overværer afsløringen af Schiller og Goethes mindesmærke: „i det Sløret faldt fra disse to Mesteres Skikkelser, saae jeg et af disse Tilfældets poetiske Momenter: en hvid Sommerfugl omflagrede Goethe og Schillers Hoveder, som om den var uvis om, paa hvem af disse den skulde sætte sig som Udødelighedens Symbol.“

Det tilsyneladende tilfældige, sommerfuglens flugt i det øjeblik, mindesmærket afdækkes, forlener det banale, blot foreliggende med betydning. Pointen er imidlertid ikke, at sommerfuglen åbenbarer sig som inkarnationen af en afdød storheds sjæl, men at den sansende bliver klar over, at sommerfuglen – ud over at være et naturfænomen – tillige er et tegn. Sommerfuglen henviser til en virkelighed, som ikke omfattes af de normale sanser. Eller mere præcist: Sommerfuglen peger på den sansende, som jo er den, der udlægger sommerfuglen som et tegn i kraft af sine åndsevner. Som H.C. Andersen udtrykkeligt siger: Det er ikke muren, marken eller højdedraget, men den menneskelige stemme, der taler til os i ekkoet. Digtningen betjener sig af tilfældets poesi, fordi vi på den måde kan møde os selv i fuld åndelig skikkelse – uden for os selv.

Intet sted kommer denne praksis så tydeligt til udtryk som i den lille samling korte fortællinger på typisk mellem en halv og halvanden side, der fik titlen Billedbog uden Billeder. Værket blev til sideløbende med de første store eventyrfremstød (den første fortælling er fra 1836, de to sidste fra 1848). Men der er ikke tale om eventyr i ordets normale betydning. Formelt nærmer teksterne sig den lyriske fortætning uden at være digte i traditionel forstand. H.C. Andersen selv placerede dem i krydsfeltet mellem prosa og lyrik. I et brev fra oktober 1839 skriver han til Henriette Hanck: „Ja, den Billedbog vil forekomme Mængden, som en alfor broget Arabesk, men derimod synes de poetiske Gemytter en Digtsamling i Prosa.“

Billedbog uden Billeder har hele to jeg-fortællere. I indledningen taler en ung, fattig maler om, hvordan månen om aftenen opsøger ham på hans ensomme tagkammer. Den fortæller ham om sine oplevelser og opfordrer ham til at formidle dem videre. Månen indtager en dobbeltposition. På den ene side befinder den sig højt hævet over den jordiske verden. Den kender derfor hele menneskehedens historie, og den bevæger sig suverænt fra Indien til den danske provins, fra den libyske ørken til den grønlandske østkyst, fra Louvres pragtgemakker til den usle stald. På den anden side kaster månen sit lys som en projektør ned i det store mørke, hvor lyset strejfer enkelte menneskeskæbner ud af uendeligt mange mulige, for så igen at forsvinde.

Prosastykkerne, som kaldes aftner, rummer alle en anskuelig kerne, en menneskelig situation, hvor livets bevægelse for et øjeblik er blevet standset og fastholdt i et billede – mange af aftnerne ligger da også tæt på genrebilledet. I et af samlingens fineste og korteste stykker, „Tre og tyvende Aften“, zoomer månen ind på Tyrol, først et granbevokset bjerglandskab, derpå huse og herfra videre til ét bestemt hus: et nonnekloster, for endelig at standse ved to nonner, der fra tårnet ringer med klostrets klokker:

de vare begge unge og derfor fløi deres Blik ud over Bjergene, ud i Verden. En Reisevogn kjørte nede paa Landeveien, Posthornet klang og de stakkels Nonner fæstede med beslægtede Tanker Øiet ned paa den; i den Yngstes Øie stod en Taare. – Og Hornet klang svagere og svagere, Klosterets Klokke døvede dets hendøende Toner. –

Månen når lige akkurat at kaste sit lys på dette fragment af to menneskers liv, inden mørket atter indfinder sig og fortællingen hører op. Men det ufortalte får læseren til gisne om den skjulte historie, ligesom en tegnet skitse kan få betragteren til at komplettere det blot antydede. Det ubemærkede rykkes ud af mørket – ikke for at blive forløst, men for at bevæge læseren til eftertanke. På den måde folder Billedbog en vifte af menneskelige livssituationer og livsskæbner ud, som dækker hele skalaen fra det uskyldige til det fordærvede, fra fylde til tomhed, fra frelse til fortabelse. I korte glimt antydes jordelivets mangfoldighed, som ingen magter at fortælle én stor fortælling om.

Men Billedbog handler også om digtningens vilkår. Den digteriske inspiration er således inderligt forbundet med månens lys, som ikke altid trænger igennem skyerne, og som kun er et genskin af det egentlige lys – solens. Og som for månen, således for den menneskelige genfortæller af månens fortællinger: Den store kosmiske sammenhæng er ikke direkte tilgængelig for digtningen, der kun magter at ane og gengive brudstykkevis. Billedbogs fragmentariske billeder og brudte fortællinger er et bevidst forsøg fra H.C. Andersens side på at drage de digteriske konsekvenser af digtningens vilkår, stedt som den er mellem mørke og lys.

Månens lånte lys er imidlertid ikke bare svagt og ustabilt, det er også koldt. Gennem hele Billedbog er dette kolde månelys forbundet med døden eller måske snarere: Det at være skilt iagttagende ud fra tilværelsen. Det er således ikke nogen tilfældighed, at skildringen af de to kinesiske elskende, der er ubodeligt skilt fra hinanden i „Syv og tyvende Aften“, kulminerer i månens billede af sin egen kolde stråle: „Den stakkels Pe! den stakkels Soui-houng! deres jordiske Tanker mødtes, men min kolde Straale laae som et Cherubssværd imellem dem!“ Månens fortællinger om menneskelivet er betinget af dens egen ensomme, kærlighedsløse svæven i det kolde rum. Og kulden fra månen bredte sig, jo længere forfatterskabet skred frem.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Månefortælleren - Billedbog uden Billeder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig