Fra opgøret med landsforræderne i dagene efter befrielsen. Billedet er fra Fredericia; soldater fra Den Danske Brigade med frihedskæmperarmbind kropsvisiterer folk fra Hipo, „Hilfspolizei“, det mest brutale og berygtede af de indenlandske korps.

.

Litterært kom besættelsen til at spille en helt central rolle gennem mange år, retsopgøret derimod kun en beskeden, hvad der kan overraske i betragtning af, hvor kritisk mange mennesker stillede sig til opgørets mangel på konsekvens og sociale slagside. Det var „de små fisk“, der først blev dømt og modtog relativt hårde straffe. De omfattende og tidkrævende sager mod „de store fisk“ blev afgjort senere, da vreden var kølnet, og strafudmålingen blev lempeligere.

Et værk tolkede retsopgøret fra tabernes synspunkt. Manden, der forraadte (1949), skrevet af en dømt journalist under pseudonymet Peter Lille, er en satirisk roman om en lille mand, K.R. Jørgensen, der slæbes gennem et bureaukratisk og umenneskeligt retssystem. Han er uskyldig, men forveksles på grund af navnelighed med en Schalburg-officer. Han føres bl.a. gennem Politigårdens labyrinter, hvis ydre nøje svarer til det indre efterforskningskaos: „Jørgensen fandt, at Politigaarden var meget indviklet, og mente, at Arkitekten havde taget for tungt paa Opgaven.“ Her er, om ikke ligefrem forlægget for Hans Scherfigs satiriske skildring af „Yarden“ i romanen Skorpionen (1953), så i hvert fald en beslægtet oplevelse af den. Men det gælder for Peter Lilles roman som for den øvrige, ganske omfattende „revisionslitteratur“ skrevet af retsopgørets ofre, at den kun blev læst af ligesindede. Den indgik i et subkulturelt nazistisk kredsløb og fik ingen indflydelse på den bredere meningsdannelse i samfundet.

De forfattere, der havde været organiserede nazister eller havde sympatiseret med nazismen, var brændemærkede i den første efterkrigstid, og de ganske få værker af Bergstedt og Rørdam, der overlevede den litterære udrensning, fremstod som forunderligt „forfatterløse“. Ved befrielsen var hadet til de danske nazister om muligt endnu voldsommere end hadet til tyskerne, som ellers var umådeholdent, at dømme efter dette „Portræt-Gruk“ af Kumbel Kumbell alias Piet Hein:

Man kan finde utalligeskæmmende Fejlhos en Dansker og Nordmandog Svensker.Men Tyskerne har kunén eneste Fejl:Paa Afstand ligner deMensker.

Men hadet både til tyskerne og landssvigerne aftog, som tiden gik, og det lykkedes enkelte af de brændemærkede af skabe sig en ny, offentlig karriere. En af dem var zoologen Ingvald Lieberkind, der var blevet ekskluderet af Forfatterforeningen, bl.a. for at have holdt et foredrag om arvelighedslære for en nazistisk forsamling. Han blev en halv snes år efter en af dansk fjernsyns første stjerner med sine gemytlige programmer om dyr. Hans fortid var ikke totalt ukendt, men i 1950'erne var den almindelige indstilling den, at man skulle se at komme videre. Feberen var faldet, og mange var tilbøjelige til at se mere overbærende på fejltrin under besættelsen, end man havde gjort i den umiddelbare efterkrigstid.

Først i årene op til årtusindskiftet, hvor kommunismens sammenbrud atter satte totalitarismens fascination på dagsordenen, opstod der fornyet opmærksomhed omkring såvel Hitlers som Stalins håndlangere i ekstremernes århundrede.

Kun få tidligere nazister og nazi-sympatisører kom til at spille en offentlig rolle i efterkrigstiden, og med en enkelt undtagelse var deres efterkrigs-karriere renset for mindelser om deres fortid. Undtagelsen var Børge Villy Redsted Pedersen (f. 1917), bedre kendt under forfatternavnet Sven Hazel. Han havde meldt sig til tysk krigstjeneste, deltaget i kamphandlinger på adskillige fronter og blev efter krigen dømt som landssviger. De fordømtes legion (1953) var den første af en lang række romaner, Hazel skrev om det barske frontliv set fra den menige soldats synsvinkel. Hans primitivt effektfulde skildringer af frontkammerater, der hader deres overordnede mere end den fjende, de bekæmper, og som dagligt står ansigt til ansigt med døden på larvefødder, fik et millionpublikum og udkom i mere end 50 lande.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Mændene, der forrådte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig