Holger Drachmann med hat, stok og slængkappe i Bad Harzburg, hvor han i maj 1902 var på kurophold ledsaget af Soffi Drewsen, der året efter blev hans tredje hustru.

.

Holger Drachmann (1846-1908) samlede ikke virkelighedsindtryk for at klassificere naturfænomenerne eller finde de bagvedliggende naturlove. Han brugte naturen til at billedliggøre sine indre syner. Trods tilslutningen til det moderne gennembruds realisme og naturalisme optog han også romantisk tankegods, når han ikke fandt dækkende udtryk for sine ideer i det moderne virkelighedsbillede. Naturvidenskab interesserede ham ikke, han var ikke akademiker som de øvrige gennembrudsforfattere, æstetikeren Georg Brandes, filologen Edvard Brandes, juristen Vilhelm Topsøe og teologerne Sophus Schandorph og Karl Gjellerup, end ikke studerende som botanikeren Jacobsen eller Erik Skram, der en kort tid læste medicin.

Han kedede sig i skolen og ville hellere følge med sin far, marinelægen A.G. Drachmann, på sejlture ud til Trekroner og skibene på Københavns Red. Efter studentereksamen i 1865 besluttede han sig til at blive kunstner – eller håndværker, hvis talentet ikke rakte. Han gik på Kunstakademiet for at blive marinemaler og dyrkede det frie kunstnerliv med langt hår og slængkappe om sin imposante figur. Samtidig skrev han digte og journalistik. Da de første bøger, Digte, og rejseskildringerne Med Kul og Kridt (begge 1872), blev godt modtaget, gled maleriet i baggrunden, men havet var stadig hans element. Han genkendte sit eget stemningsrige sind i dets altid vekslende billede. „Jeg er Hav. Jeg kan ikke andet“, hedder det i digtet „Kan Du forklare mig, Hav“ og i „Bøn“: „Lær mig at blive Dig lig, / Dybtrullende Hav!“ Havet fylder øjet med stadig nye synsindtryk og fantasien med de mange mytologiske væsner, det gemmer under overfladen. Det bevæger kroppen ombord på en båd og åbner veje ud over hele jorden. „Det er Himmel-Lyst at kende / denne Gyngen af et Dæk, / denne Gimpen – uden Ende – / ned – og op – og frem – og væk!“, skrev han på vej til USA i 1898 i digtet „Bølge-Gang“.

Drachmanns hele liv og forfatterskab bevægede sig i en sådan bølgegang. Han skiftevis malede og digtede, var politisk agitator og en fornyer af det lyriske sprog. Hans realistiske, naturalistiske og impressionistiske digte, fortællinger, romaner og rejseskildringer gav det moderne gennembrud en folkelig stemme, samtidig med at hans nationalromantiske eventyrdramaer, de fortællende digtes poetiske idealisme, spillemandsviserne og melodramerne over stoffet fra den nordiske mytologi og folkeviserne satte nyt liv i kulturarven. Politisk gled han fra socialismen til brødrene Brandes' venstreradikalisme, Christen Bergs grundtvigianske Venstre, det nationalkonservative Højre og tilbage til Brandes og bohemen. Han var gift tre gange og havde to lidenskabelige kærlighedsaffærer. Han var en myreflittig skribent, der ud over utallige bidrag til aviser og blade udgav 58 bøger, og en oprører, drømmer og fribytter, der udfordrede borgerskabet med al sin „insolvente Fyrstelighed (…) midt i vor kofteklædte Folkelighed“, som Vald. Vedel skrev i nekrologen.

Hovedmotivet i hans lyriske digte i Dæmpede Melodier (1875), Sange ved Havet (1877), Ranker og Roser og Ungdom i Digt og Sang (begge 1879), som er blandt forfatterskabets hovedværker, er tab og erindring. Den smertelige erindring om de kvinder, han forlod for med rastløs energi at jagte det kvindeideal, som han forestillede sig indeholdt nøglen til hans eget væsen. Som den første af de kvinder, han mistede, døde hans mor, da han var ti år.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Maler og digter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig