Man binder os på mund og hånd - besættelse og censur

Revykomedien Dyveke skrevet af Kjeld Abell med sangtekster af Poul Henningsen blev skrevet før besættelsen den 9. april 1940, men havde premiere i maj. Det gav problemer med censuren. Liva Weel-visen „Man binder os paa Mund og Haand“ måtte ændres, og det anti-nazistiske budskab blev nødtørftigt camoufleret som en sang om erotik og ægteskab. Den blev besættelsestidens vigtigste ikke-illegale frihedssang.

.

I 1940 mødtes Abell og Henningsen igen i et frugtbart samarbejde om revykomedien Dyveke (Riddersalen, 1940) skrevet før den tyske besættelse af Danmark 9. april, men med premiere i maj. Det gav problemer med censuren, ikke mindst for Liva Weel-visen Man binder os paa Mund og Haand (melodi Kai Normann Andersen), som i al hast måtte ændres. Det anti-nazistiske budskab blev nødtørftigt camoufleret som en sang om erotik og ægteskab. At hensigten var umisforståelig, viste publikum i salen dog tydeligt ved at rejse sig op under sidste strofe som et spontant udtryk for dansk modstand:

Man binder os paa Mund og Haand,men man kan ikke binde Aand,og ingen er fangne,naar Tanken er fri.Vi har en indre Fæstning hersom styrkes i sit eget Værd,naar bare vi kæmper for det vi kan li.Den som holder Sjælen rank kan aldrig blie Træl.Ingen kan regere det som vi bestemmer sel.Det lover vi med Haand og Mundi Mørket før en Morgenstund,at Drømmen om Frihedblir aldrig forbi.

Det er en paradoksal pointe, at censuren blev en spore for PH på det felt, hvor han havde sin største begrænsning: i prædikantens overtydelighed. Besættelsestidens underdrejede og underfundige visetekster overlod det til tilhøreren at foretage den allersidste sammenregning. Og Man binder os paa Mund og Haand blev, takket være censuren, på en gang en tidløs sang om frihed og bundethed og besættelsestidens vigtigste ikke-illegale frihedssang. Slidstyrken demonstreres af, at den både er optaget i sidste udgave af Højskolesangbogen (1989) og udgør det eneste nummer på den multi-kulturelle danske gruppe Outlandish' cd fra 2004, Man binder os på mund og hånd, en teksttro, men musikalsk nytolkning af PH's tekst.

I besættelsestidens censurerede Danmark blev revyen særligt populær, og mange revyer søgte at gå helt til stregen med åbenlys eller underforstået galgenhumor. Det gjaldt fx Liva Weel-visen Jeg gir mit Humør en gang Lak (tekst PH, melodi Kai Normann Andersen) fra Dyveke, og den populære Vi er alle i samme Baad (tekst Holger Bech (Poul M. Jørgensen) til en gammel folkemelodi) fremført af Helge Kjærulff-Schmidt i Hornbæk Revyen 1944.

Tiden efter befrielsen bød både på stilstand og fornyelse. Fornyelsen gjaldt især skuespillersiden, hvor nye navne som Kjeld Petersen og Dirch Passer, Jørgen Ryg og Preben Kaas gradvist overtog stafetten fra 30'ernes store revystjerner. Men traditionen fra 30'ernes holdningsrevyer lå brak til de tidlige 1960'ere, hvor Erik Knudsen med Frihed – det bedste guld (1961) og Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen og Leif Panduro med Gris på gaflen (1962) gav deres bud på en tidssvarende politisk idérevy.

Men legenden om 30'ernes revy levede videre; så sent som i 1992 blev den videregivet til et nyt, stort tv-publikum, da DR-tv sendte Sven Holms tv-spil i fire dele Kald mig Liva, en biografisk-musikalsk fantasi over Liva Weels liv og karriere med Ulla Henningsen i titelrollen.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Man binder os på mund og hånd - besættelse og censur.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig