Orla Lehmann, en af de liberales førende skikkelser, folketingsmedlem, siden landstingsmedlem og to gange minister, fotograferet i 1860'erne.

.

Den 18. marts blev der afholdt et stort møde i Rendsborg på grænsen mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Rendsborg var helstatens stærkest bemandede militæranlæg efter hovedstaden selv og dermed central såvel militærpolitisk som symbolsk. Et oprør i Rendsborg var et oprør i hertugdømmerne. I København afventede man med spænding resultatet af mødet og de konsekvenser, det ville få. Om morgenen den 20. marts anløb det gode skib Copenhagen Københavns havn, og med sig bragte det de første nogenlunde sikre efterretninger fra mødet. Disse efterretninger og de forskellige aktørers reaktioner på dem udløste en ny og voldsom forskydning i Danmarks politiske landskab. Resultatet var et nyt ministerium – og en borgerkrig.

De centrale brikker i dette spil var de utilfredse grupper i Slesvig-Holsten, de nationalliberales ledere med Orla Lehmann i spidsen, kong Frederik 7. selv og det siddende ministerium under ledelse af Carl Moltke. Hertugdømmerne var splittet mellem dansk og tysk. Og internt blandt de utilfredse tyskvenlige var der uenighed om, hvor radikale krav man skulle stille, og hvor langt man skulle gå for at få dem opfyldt, altså hvor villige man var til at gribe til våben imod centralregeringen for at nå sine mål. Ud over en demokratisk forfatning ønskede de nationalliberale så meget indflydelse som muligt på forfatningens udformning og regeringens program. I det slesvigholstenske spørgsmål stod de stejlt på Ejderpolitikken.

Det kan lyde som et kompromisstandpunkt, men det er alt andet, fordi der, som nævnt, var flertal af tysktalende og tysksindede i begge hertugdømmer, og forslaget således ville skille dem ad i stedet for at skille dem fra Danmark. De skarpeste modstandere i konflikten var således de radikale blandt slesvigholstenerne og de radikale blandt de nationalliberale. Imellem dem stod kongen og hans regering, som dels ønskede, at magtovergangen fra enevælde til parlamentarisme skulle blive så gradvis og fredelig og med så store beføjelser bevaret på kongens hænder, som det i situationen var muligt, dels ønskede at bevare helstaten intakt – altså at finde en balance i forhold til hertugdømmerne, som tog luften ud af oprørsviljen uden at skille Slesvig-Holsten fra Danmark. Men begivenhedsforløbet – og de nationalliberales manøvredygtighed – skilte kongen fra hans ministerium og ledte til dets fald. I løbet af denne og de næste dage skulle hele landets situation blive forandret: Regeringen blev afsat, en demokratisk forfatning blev besluttet, og borgerkrigen brød ud. Men endnu om morgenen den 20. marts var ingenting afgjort. Spillet om magten og landets skæbne var ekstremt speget, og som historikeren Hans Vammen har påvist, indgik der et vel rigeligt mål af retorisk fingerfærdighed i den sejr, den nationalliberale fløj vandt i de dage.

I begyndelsen af året havde kongen og ministeriet ellers et forholdsvis sikkert greb om situationen, mens separatisterne i hertugdømmerne og de nationalliberale var trængt i defensiven. Der var i slutningen af januar blevet udsendt et reskript, som brød med enevælden og sigtede imod en ny forfatning for helstaten, og ved at stille hertugdømmerne og det slesvigholstenske ridderskab særlig gunstigt, splittedes modstanden, og det sikrede kongens og regeringens fortsatte kontrol med situationen. Tidligt i 1848 sammenfattede Meir Aron Goldschmidt i Nord og Syd stillingen på brættet med et klart blik for, at i konfliktsituationen kunne de mest stridbare fløje på hver side et øjeblik være hinandens bedste allierede, fordi de på et afgørende punkt havde samme interesse: krisens optrapning:

Intet kan redde Schleswigholsteinerne som Parti, hvis vi Danske ikke gjøre Slesvigerne Uret og ved vore Trudsler bringe dem til et voldsomt Skridt.Intet kan redde de Ultradanske som Parti og skaffe dem Ret, uden hvis Schleswigholsteinerne faae bragt Oprør eller Uroligheder tilveie.

Der skulle ske noget radikalt, hvis det skulle lykkes at forrykke situationen.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Martskrisen 1848.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig