Maskulinitetens dobbelthed

Den spaltede maskulinitet, hvor jeget svinger mellem despotisk foragt for kvinden og betingelsesløs underkastelse af hendes væsen, karakteriserer Viggo Stuckenbergs forfatterskab som helhed. I det dramatiske digt Den vilde Jæger (1894) og de prosalyriske korttekster Vejbred (1899) flettes temaet ind i middelalderlegendernes folkevisetone, mens det i romanerne Sol og Asmadæus (1899) foldes ud som rå, besværgende kraft med en affejning af kvinden som „Kærlighedens Hund“.

Tvesindet synes at have været konstitutionelt for Viggo Stuckenberg, der ved siden af Karl Gjellerup – eksempelvis i romanerne Minna (1888) og Møllen (1896) – er den mest indsigtsfulde skildrer af maskulin jalousifølelse, fornedrelse og stoisk straf. Måske bar han et efterbillede med sig, han aldrig kom fri af i sine lykkebårne forhåbninger til kvinden og det levede liv. I mindedigtet „Min Moder“ fra Sne, skriver han om den dybe samhørighed med den dødes sjæl og væsen:

Og jeg skal leve Livet,som du har levet dit,og jeg vil leve Livet,fordi det blev mig givetat leve dit i mit.

I et brev fra september 1897 til Sophus Claussen skriver han uddybende om sin sjæls føde- og længselslinjer:

Mig hændte der den Gang det, at den, Døden tog, gav den mig til Eje fuldere og helere, end Livet nogen Sinde havde formaaet (…) Min Moder lever i mit Sind, saa længe jeg selv er levende. Hun, som, saa længe hun levede, kun sjælden havde Lejlighed til at se mig, er hos mig, naar jeg vil, og har jeg end Søskende, der mistede det samme som jeg, er hun, som min Sjæl kalder Min Moder, min og min alene. Ingen, som er blevet elsket, forsvinder (…) Man kan staa ved en Grav og være bøjet af Savnet. Saa meget i Kristendommen er sandt, at i Graven er den døde ikke. Hun er i mig selv. Og var hun den, der fødte En, sker det vidunderlige, at hun drager ind i En, og Barnet bærer Moderen under Hjærte.

I dette stykke symbolistiske følsomhedskultur genopstår moderen i sønnen, og ateisten Viggo Stuckenberg er måske ikke så langt fra Johannes Jørgensens moderreligion, som han mener at være. Viggo Stuckenberg døde i 1905 og overlevede således kun sin tabte Ingeborg med et år.